Sag om konkursregulering af fratrædelsesgodtgørelse i henhold til tryghedsaftale

Sagen omhandler to anmeldere, Preben Flenskov og Kirsten Schverdtfiger, der via Grafisk Forbund som mandatar har rejst krav mod Dansk Andels Trykkeri A/S under konkurs. Kravene vedrører fratrædelsesgodtgørelse, som anmelderne påstår er privilegerede i konkursboet i henhold til en indgået tryghedsaftale.

Baggrund for Kravet

Anmelderne var ansat i Dansk Andels Trykkeri A/S, som blev taget under konkursbehandling den 13. januar 1998. Kravene bygger på en "Hus- og Tryghedsaftale" indgået den 25. marts 1997, der indeholder bestemmelser om opsigelsesvarsler og afskedigelsesgodtgørelse. Ifølge aftalen var:

• Preben Flenskov: Ansat den 25. august 1990 (7 års anciennitet), med krav på 12 ugers opsigelsesvarsel og 9 ugers løn i afskedigelsesgodtgørelse.
• Kirsten Schverdtfiger: Ansat den 6. februar 1978 (19 års anciennitet), med krav på 20 ugers opsigelsesvarsel og 19 ugers løn i fratrædelsesgodtgørelse. Hendes principale påstand var baseret på 19 ugers løn, mens den subsidiære påstand svarede til 13 ugers løn, som hun ville have været berettiget til som funktionær.

Lønmodtagernes Garantifond (LG) havde tidligere afvist at betale kravet på afskedigelsesgodtgørelse efter aftalens punkt 14, idet de anså det for en tabsuafhængig lønerstatning udover den sædvanlige løn i opsigelsesperioden. LG henviste til Konkursloven § 61, stk. 1 og mente, at det samlede varsel kunne reguleres til et sædvanligt eller rimeligt varsel.

Parternes Argumenter

Anmelderne gjorde gældende, at opsigelsesvarsler og fratrædelsesgodtgørelse skulle ses under ét i relation til konkursregulering. De argumenterede for, at det samlede antal ugelønninger, der anmeldes som et privilegeret krav, ikke burde konkursreguleres, da aftalen hverken var usædvanlig eller urimelig og dokumenterede en sædvane. De mente, at en eventuel regulering alene kunne ske ned til funktionærlovens norm, og at deres samlede krav lå inden for, hvad der ville følge af funktionærloven.

Konkursboet påstod frifindelse og anførte, at afgørelsen af, hvad der er sædvanligt eller rimeligt varsel, først måtte baseres på lovgivning. Hvis ingen lovgivning forelå, skulle en sædvane vurderes, men denne kunne fraviges, hvis den var urimelig. Boet mente, at funktionærlovens regler ikke var normgivende, og at det sædvanlige varsel skulle findes i landsoverenskomsten. Boet anerkendte lønkravene efter aftalens § 13, men afviste kravene om fratrædelsesgodtgørelse med henvisning til, at der kunne ske konkursregulering.

Sø- og Handelsretten fandt, at en godtgørelse som den omhandlede kan konkursreguleres i henhold til Konkursloven § 61, stk. 1. Afgørende for reguleringen er, om aftalen om godtgørelse er udtryk for en sædvane eller i øvrigt kan anses for rimelig.

Retten bemærkede, at anmelderne ikke havde løftet bevisbyrden for, at den omhandlede ordning var sædvanlig, idet der stilles høje krav til bevis for sædvane på dette område. De fremlagte aftaler var ikke tilstrækkelige til at vise en generel sædvane.

Retten anerkendte dog, at udviklingen på arbejdsmarkedet har ført til en tilnærmelse af mange overenskomstområder til funktionærforhold. På denne baggrund fandt retten det rimeligt, at aftaler om fratrædelsesgodtgørelse er bindende for et konkursbo inden for rammer svarende til dem, der gælder efter funktionærloven.

Retten afviste anmeldernes argumentation om at sammenlægge opsigelsesvarsler og fratrædelsesgodtgørelse. Disse to elementer skal behandles hver for sig i forbindelse med en sammenligning med funktionærlovens regler.

Rettens Afgørelse

Hver part bærer egne omkostninger.

Sagen føres sammen med P-0001-01.