Sag om krav på provision i konkursbo

Sagen omhandlede et krav på provision, som Steen Bjørn Rasmussen (sagsøger) havde anmeldt i konkursboet efter DGS af 2011 A/S (sagsøgte). Rasmussen var ansat som Large Account Manager med en fast månedsløn på 30.000 kr. samt provision. Provisionsdelen var struktureret således, at manglende indtjening i en måned blev overført til de følgende måneder, og provision først kunne udbetales, når en eventuel negativ saldo var indtjent.

Baggrund for kravet

I forbindelse med Rasmussens opsigelse og fritstilling i august 2011 blev der udarbejdet en provisionsopgørelse. Denne viste, at Rasmussen var berettiget til en gennemsnitsprovision på 39.431,53 kr., men at en akkumuleret opgørelse af manglende provisionsindtjening for perioden op til opsigelsen og fritstillingen var negativ med 40.694,86 kr. Som følge heraf fik Rasmussen ikke udbetalt provision.

Sagsøgers påstand og argumenter

Rasmussen nedlagde påstand om, at konkursboet skulle anerkende et privilegeret krav på 39.431,53 kr., subsidiært et mindre beløb, mere subsidiært et simpelt krav. Han gjorde gældende, at hans indtjening reelt var 100% provisionslønnet på grund af modregningsadgangen, og at den manglende indtjening i juli og august 2011 primært skyldtes ferieafholdelse og fyringstruslen. Han mente, at han reelt havde betalt for sin egen ferie i opsigelsesperioden, hvilket var i strid med ansættelsesaftalen om ferie med løn og aftalegrundlagets punkt 3.7 om provision under fravær. Endvidere anførte han, at konkursboets udregning af den negative provision var i strid med Ferieloven § 23, stk. 2 og § 4, da ferieloven er beskyttelsespræceptiv.

Konkursboets påstand og argumenter

Konkursboet nedlagde påstand om frifindelse og gjorde gældende, at den udarbejdede provisionsopgørelse var korrekt. De anførte, at grundlønnen blev udbetalt uanset indtjening, og at der ikke kunne ske modregning i grundlønnen. Konkursboet henviste til aftalegrundlagets punkt 3.11 om løbende opgørelse af provision og overførsel af manglende indtjening. De argumenterede for, at Rasmussens manglende mulighed for indtjening i fritstillingsperioden var kompenseret for i provisionsopgørelsen, og at aftalegrundlaget ikke foreskrev, at ferieperioder skulle undtages fra gennemsnitsprovisionsberegningen. De henviste også til aftalens punkt 3.8 om feriegodtgørelse af provision og fastholdt, at punkt 3.7 ikke vedrørte ferie. Konkursboet mente, at Rasmussen havde modtaget fuld løn i ferien, da grundlønnen var den sædvanlige og påregnelige løn, og at provisionsberegningen var i overensstemmelse med aftalegrundlaget og Ferieloven § 23 og § 4.

Sø- og Handelsretten frifandt konkursboet.

Retten lagde til grund, at Rasmussen havde en fast månedlig løn på 30.000 kr., som der ikke kunne ske modregning i, selvom grundlønnen skulle indtjenes, før provision kom til udbetaling. Retten fandt, at Rasmussen havde modtaget sin faste grundløn i ferieperioden og desuden feriegodtgørelse af tidligere indtjent provision i henhold til aftalegrundlagets punkt 3.8. Det blev fastslået, at aftalegrundlagets punkt 3.7 ikke vedrørte ferie.

Retten konkluderede, at den foretagne provisionsberegning var i overensstemmelse med parternes aftale. Vidneforklaringer bekræftede, at det var meningen med aftalegrundlaget, at der ikke blev optjent provision i ferieperioden. Da Rasmussen fik sin grundløn og feriepenge af provisionen, holdt han ferie med løn uden indtægtsnedgang. Provisionsberegningen blev derfor fundet at være i overensstemmelse med Ferieloven § 23, stk. 2 og § 4.

Konkursboet blev frifundet, og Rasmussen blev pålagt at betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til konkursboet.

Sagen er den 25. oktober 2013 anket til Østre Landsret. Østre Landsrets dom af 26. september 2014 er stadfæstet af Højesteret den 31. marts 2016 (sag 66/2015).