Sag om fortolkning af ferielovens § 23, stk. 2 vedrørende kompensationskrav for mistet provision under ferieafholdelse

Sagen omhandler en salgskonsulent, A, der via sin mandatar Business Danmark, har anlagt sag mod sin tidligere arbejdsgiver, V A/S, repræsenteret af DI. Tvisten drejer sig om, hvorvidt A har krav på kompensation for mistet provision som følge af afholdt ferie, jf. Ferieloven § 23, stk. 2.

Baggrund for Sagen

A var ansat som salgskonsulent hos V A/S fra februar 2012 til september 2017. Hans aflønning bestod af en fast månedlig grundløn på 35.000 kr. samt provision. Det var ubestridt, at A modtog sin grundløn under ferie, men ikke provision for den periode. Provisionen udgjorde en betydelig del af A's samlede årsindkomst, varierende mellem 27,66 % og 38,71 % i årene 2013-2016.

Provisionen blev optjent ved kundens underskrift på en slutseddel for salg af biler, servicekontrakter og finansieringskontrakter. Udbetalingen skete måneden efter bilens levering, hvilket kunne være op til seks måneder efter salget. Det var afgørende for provisionsoptjeningen, at A var fysisk til stede i forretningen for at udføre salgsprocessen.

Parternes Påstande og Argumenter

Business Danmarks påstand (for A): V A/S tilpligtes at betale 95.857,89 kr. i kompensation for mistet provision med procesrente.

• A's argumenter:
  • Provisionen udgjorde en ikke ubetydelig del af lønnen.
  • A mistede provision, da han ikke kunne udføre provisionsudløsende handlinger under ferie, idet fysisk tilstedeværelse var nødvendig.
  • A kunne ikke tilrettelægge sit arbejde for at undgå lønnedgang under ferie.
  • Udbetalingstidspunktet for provisionen var irrelevant for spørgsmålet om mistet indtjening under ferie.
  • Salg af biler var ikke sæsonafhængigt i et omfang, der kunne forklare tabet.

DI's påstand (for V A/S): Principalt frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

• V A/S's argumenter:
  • Provisionstabet skyldtes sæsonudsving i bilsalget og kundernes ferie, ikke A's ferieafholdelse.
  • A modtog årsbonus, som delvist kom fra indirekte salg, hvilket skulle modregnes.
  • A havde mulighed for at tilrettelægge sin ferie i lavsæsonen for at minimere tab.
  • Bevisbyrden for kausalitet mellem ferie og provisionstab lå hos A.

Opgørelse af Kravet

Business Danmark opgjorde det samlede krav for mistet provision i optjeningsårene 2013-2016 således:

Den beløbsmæssige opgørelse var ikke bestridt af V A/S.

Sø- og Handelsretten fandt, at A havde ret til kompensation for mistet provision under ferie.

Rettens Begrundelse

Retten lagde til grund, at A's mulighed for at opnå provision var betinget af hans fysiske tilstedeværelse på arbejdspladsen for at udføre provisionsudløsende handlinger. På denne baggrund fandt retten, at A havde mistet provision som følge af sin ferieafholdelse. Betingelsen for ret til kompensation i henhold til Ferieloven § 23, stk. 2, 3. punktum blev dermed anset for opfyldt.

Retten henviste til lovbemærkningerne til Ferieloven § 23, stk. 2, som fastslår, at hvis arbejdsvilkårene indebærer, at provisionsdelen reduceres som følge af ferieafholdelse, er den ansatte berettiget til feriegodtgørelse af provisionen fra det forudgående optjeningsår.

Retten fandt, at oplysningerne om generelle sæsonudsving i bilsalget ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fratage A retten til kompensation. Det blev bemærket, at forretningen holdt åbent hele sommeren og ikke havde perioder med ferielukning.

Med hensyn til beregningen af kompensationen fandt retten ikke grundlag for at fravige princippet om, at kompensationen skal udgøre 12,5 % af den mistede provision, jf. lovbemærkningerne og tidligere domme fra Højesteret og Østre Landsret. Da den beløbsmæssige opgørelse af kravet ikke var bestridt, og DI ikke havde bestridt kravet om forrentning, blev A's principale påstand taget til følge.

Dissenting Opinion

Dommer Peter Steentoft afgav en dissens. Han mente, at det påhvilede sagsøgeren (A) at bevise, at han havde mistet provision i et sådant omfang, at det berettigede til kompensation. Han fandt ikke, at denne bevisbyrde var løftet. Han lagde vægt på sæsonudsving, andre faktorer der påvirkede salget, og muligheden for at indhente reduceret provision under egen ferie i forbindelse med kollegers ferie.

Afgørelse

V A/S blev pålagt at betale A 95.857,89 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 25. april 2018, samt med rente i henhold til Renteloven § 8 a af de specificerede delbeløb fra de respektive datoer. DI som mandatar for V A/S blev endvidere pålagt at betale 32.969,73 kr. i sagsomkostninger til Business Danmark som mandatar for A. Beløbene skulle betales inden 14 dage.

Sagen er anket til Højesteret (BS-28403/2019-HJR) - 20/12-2019