Dispensation til overdækning af terrasser på campinghytter inden for strandbeskyttelseslinjen tillades

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en sag om dispensation til otte campinghytter med terrasser og afslag på overdækning af terrasser inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Frederikshavn Kommune. Kystdirektoratet havde oprindeligt meddelt dispensation til hytterne og terrasserne, men afslag på overdækningen. Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 19. februar 2018, repræsenteret ved advokat. Klagen omhandlede udelukkende afslaget på overdækning af terrasserne.

Ejendommen og Området

Ejendommen er beliggende på den østlige side af Grenen nord for Skagen, direkte ud til Kattegat. Hele ejendommen, der er ca. 4,2 ha stor, ligger inden for strandbeskyttelseslinjen, op til ca. 300 m fra kysten. De ansøgte campinghytter skulle placeres i den nordvestligste del af campingpladsen, inden for den udvidede del af strandbeskyttelseslinjen. Området er i kommuneplanen udpeget som særligt værdifulde landskaber og er omfattet af fredningen af Skagen Gren. Fredningsnævnet for Nordjylland havde den 20. august 2017 meddelt dispensation fra fredningen, og Frederikshavn Kommune havde givet landzonetilladelse den 14. september 2017.

Ansøgning og Kystdirektoratets Afgørelse

Ansøgningen vedrørte opførelse af otte nye campinghytter, der skulle erstatte ni ældre hytter på samme sted. Hytterne var maksimalt 30 m² store og inkluderede en mindre terrasse i terræn. Overdækningen af terrasserne var på henholdsvis 7,5 m² for de 30 m² hytter og 5 m² for de 20 m² hytter. Campingpladsen har over 75 pladser.

Kystdirektoratet begrundede afslaget på overdækning af terrasserne med henvisning til Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, som forbyder ændringer i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen. Direktoratet fremhævede den meget restriktive administration af strandbeskyttelseslinjen og anførte, at dispensation kun gives i særlige tilfælde, hvor der ikke skabes præcedens. Selvom lovbemærkningerne til kystloven fra 1994 åbner mulighed for dispensation til eksisterende ferie- og fritidsbyggeri for at tilpasse sig udviklingen, fandt Kystdirektoratet ikke, at der forelå særlige forhold, der kunne begrunde dispensation til overdækningerne. Direktoratet vurderede, at en dispensation kunne skabe præcedens. Det blev dog vurderet, at det ansøgte ikke ville beskadige yngle- eller rasteområder for arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV.

Klagerens Argumenter

Klageren anførte, at overdækning af terrasserne var nødvendig for at opfylde kundernes behov og opretholde en konkurrencedygtig standard. Det blev fremhævet, at påvirkningen af landskabet ville være uvæsentlig, og at der var tale om en udvikling af en eksisterende campingplads i overensstemmelse med kystloven fra 1994. Klageren henviste til aftalen ”Danmark i bedre balance” fra juni 2016 og en undersøgelse fra Erhvervsstyrelsen/Erhvervsministeriet fra 2017, som anbefalede større og højere hytter samt mulighed for flere campinghytter. Klageren argumenterede for, at begrebet ”sædvanlig produktudvikling” havde ændret sig siden 1994, og at overdækkede terrasser nu var et basalt krav til moderne hytter, hvilket også var afgørende for indtjeningen. Klageren påpegede, at Fredningsnævnet og Frederikshavn Kommune havde vurderet, at placeringen af hytterne med overdækkede terrasser var landskabelig god og ikke i strid med landzonebestemmelserne.

Kystdirektoratets og Kommunens Bemærkninger

Kystdirektoratet fastholdt, at der ikke var praksis for at give dispensation til overdækkede terrasser, heller ikke for helårshuse og sommerhuse inden for strandbeskyttelseslinjen. Frederikshavn Kommune bemærkede, at Fredningsnævnet havde meddelt dispensation, og at kommunen havde givet landzonetilladelse, og henviste til samspillet mellem campingreglementet og planloven.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede sagen i den læge afdeling og traf afgørelse efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 4.

Nævnets Vurdering af Strandbeskyttelseslinjen

Nævnet bemærkede, at Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder bebyggelse, med det formål at friholde strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder. Dispensation fra strandbeskyttelseslinjen kan kun meddeles i særlige tilfælde, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, og administreres meget restriktivt. Nævnet henviste til Miljø- og Fødevareministeriets ”Vejledning om 300 m strandbeskyttelses- og klitfredningszone”, som angiver, at der i rimeligt omfang kan dispenseres til arealmæssigt begrænsede udvidelser for eksisterende virksomheder i den udvidede strandbeskyttelseszone, hvis det er nødvendigt for at tilpasse sig udviklingen. For campingpladser med over 75 pladser er der normalt grundlag for dispensation til udvidelser og nybyggeri, der er nødvendige for sædvanlig produktudvikling, forudsat at udvidelsen er landværts, ikke urimelig i forhold til kapacitet og investeringer, og at der ikke er afgørende landskabelige hensyn imod.

Afgørelse og Begrundelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at den konkrete sag udgjorde et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på følgende forhold:

• Campinghytterne er placeret i den udvidede del af strandbeskyttelseslinjen.
• Campingpladsen har mere end 75 pladser og er dermed omfattet af den lempeligere administrationspraksis i medfør af 1994-kystloven.
• Campinghytterne og overdækningen fremstår som en helhed og erstatter eksisterende hytter.
• Hytterne er placeret væk fra kysten og fremstår som en del af en i forvejen udbygget campingplads.
• Der er tale om en begrænset arealmæssig udvidelse, som er nødvendig for, at en eksisterende virksomhed kan tilpasse sig udviklingen.
• Det ansøgte vil ikke medføre beskadigelse eller ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

På baggrund af disse vurderinger ændrede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets afgørelse af 24. januar 2018. Dispensationen omfatter nu også overdækning af terrasserne. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales som følge af afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.