Stadfæstelse af påbud om udtagning og analyse af drikkevand i Vejle Kommune

Sagen omhandler et påbud fra Vejle Kommune til en ejendomsejer om at udtage og analysere drikkevand fra sin ejendom. Påbuddet blev udstedt den 14. september 2016 som følge af en konstateret forurening med klorerede opløsningsmidler (PCE) på en naboejendom, der tidligere havde fungeret som renseri. Region Syddanmark havde den 17. juni 2016 orienteret Vejle Kommune om fund af PCE i naboejendommens drikkevandsboring og i fire undersøgelsesboringer.

Baggrund for påbuddet

Kommunen vurderede, at klagers ejendom lå nedstrøms en potentiel forureningsfane, og at klagers drikkevandsboring, med en dybde på 7,3 meter, indvandt fra samme grundvandsmagasin, hvor forureningen var konstateret. Der var målt PCE-koncentrationer på 14 µg/l i naboejendommens drikkevandsboring og op til 190 µg/l i undersøgelsesboringerne. På denne baggrund fandt kommunen, at der var en risiko for, at klagers drikkevandsforsyning kunne være forurenet, og at det var nødvendigt at udtage en vandanalyse for at afgøre, om vandet var sundhedsfarligt.

Klagerens anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen den 5. oktober 2016 til Natur- og Miljøklagenævnet (senere overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet). Klager anførte, at kommunen kun havde hjemmel til at påbyde vandanalyser, hvis forureningen stammede fra klagers egen ejendom, hvilket ikke var tilfældet her, da forureningen kom fra naboejendommen. Klager mente, at udgifter til undersøgelse af forureningens udbredelse burde påhvile det offentlige og krævede fuld erstatning for udgifter til undersøgelsen og en eventuel nedlæggelse af vandforsyningen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Vejle Kommunes påbud af 14. september 2016 om udtagning og analyse af drikkevand på ejendommen. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse var gyldig, på trods af visse formelle mangler.

Begrundelse for afgørelsen

Nævnet bemærkede, at kommunens faglige vurdering og begrundelse for antagelsen af, at klagers boring kunne være truet, burde have fremgået af selve påbuddet og varslingen, og ikke kun af orienteringsbrevet. Dog fandt nævnet, at denne mangel ikke var så væsentlig, at den medførte afgørelsens ugyldighed, da oplysningerne fremgik af kommunens orienteringsbrev af 12. juli 2016.

Nævnet fastslog, at den korrekte hjemmel for påbuddet var Vandforsyningslovens § 62, stk. 1, jf. Vandforsyningslovens § 62, stk. 4, og ikke de paragraffer kommunen oprindeligt henviste til (Vandforsyningslovens § 60, stk. 1 samt Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg § 6 og Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg § 7). Denne fejlagtige henvisning blev dog heller ikke anset for en væsentlig mangel, da kommunen havde foretaget den relevante skønsmæssige afvejning i henhold til Vandforsyningslovens § 62, stk. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ingen holdepunkter i Vandforsyningslovens § 62 for, at påbud om vandanalyse kun kan meddeles, når forureningen er sket på klagers egen ejendom. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens faglige vurdering af, at der var risiko for forurening af klagers drikkevandsforsyning, især da der var konstateret PCE i samme grundvandsmagasin ca. 85 meter opstrøms klagers boring. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Vandforsyningslovens § 81.