Klage over VVM-tilladelse til vindmøller afvist pga. manglende klageberettigelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Holstebro Kommunes VVM-tilladelse af 5. december 2016 til opstilling af seks vindmøller ved Gedmosevej (Gedmose III). Tilladelsen omfatter opførelse af nye vindmøller i forlængelse af eksisterende møller, Gedmose I og II, som vil danne en samlet vindmøllepark med forskellige mølletyper og størrelser.

Klagen blev indgivet den 21. december 2017 til Natur- og Miljøklagenævnet og blev efterfølgende overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 24, stk. 6. Klager, der ejer en eksisterende vindmølle og bor cirka 17 km fra projektområdet, udtrykte utilfredshed med kommunens behandling af flere aspekter.

Klagerens Anbringender

Klagerens primære anbringender vedrørte:

• Sammenspil med eksisterende vindmøller, herunder produktion og turbulens.
• Utilstrækkelig analyse af det visuelle samspil mellem nye og eksisterende vindmøller i VVM-redegørelsen, især undervurdering af visuel forstyrrelse grundet forskelle i størrelse og omdrejningshastighed.
• Manglende belysning af visuel forstyrrelse ved sammenligning og afvisning af alternative projektforslag.
• Spørgsmål om kommunens inhabilitet, idet der blev peget på tætte relationer mellem byrådet i Holstebro Kommune og bestyrelsen i Vestforsyning, hvor fem ud af elleve bestyrelsesmedlemmer også var medlemmer af byrådet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Holstebro Kommunes VVM-tilladelse. Afgørelsen blev truffet efter de dagældende regler i Planloven, da kommunens afgørelse blev truffet før ikrafttrædelsen af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter § 57, stk. 7.

Klageberettigelse

Nævnet vurderede klageberettigelsen i henhold til Planlovens § 59a, stk. 1, som kræver, at klager har en retlig interesse i sagens udfald. Det blev fastslået, at en ideel interesse i natur og miljø ikke er tilstrækkelig i sager om VVM-tilladelser, og at kredsen af klageberettigede er snævrere end i sager om planers tilvejebringelse.

Nævnet bemærkede, at klagerens interesse skal vedrøre hensyn, der varetages af Planlovens § 1. Konkurrencemæssige forhold, såsom produktions- og udbyttetab på grund af opstilling af nærliggende vindmøller, anses ikke for at være en interesse, der er værnet af den dagældende planlov. Derfor fandt nævnet, at klager ikke havde en retlig interesse på dette grundlag.

Konklusion

Klagerens tilknytning til lokalplanområdet/projektområdet bestod alene i ejerskab af en eksisterende vindmølle i området, og klagerens bolig lå ca. 17 km fra projektområdet. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at denne tilknytning kunne begrunde klageadgang. Klager kunne således ikke i sin egenskab af ejer af en eksisterende vindmølle anses for klageberettiget.

Som følge heraf afviste Miljø- og Fødevareklagenævnet at realitetsbehandle klagen på grund af manglende klageberettigelse, jf. Planlovens § 59a, stk. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.