Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om klageberettigelse vedrørende VVM-redegørelse for udvidelse ved Bagsværd Sø

En omboende klagede til Natur- og Miljøklagenævnet over Gladsaxe Kommunes tiltrædelse af en VVM-redegørelse af 10. juni 2015. Redegørelsen omhandlede ændringer i det bestående Bagsværd Roklub.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at udvidelserne af anlægget var så omfattende, at hele anlægget burde have været underkastet en samlet VVM-vurdering som et nyanlæg, uanset om det eksisterende anlæg var lovligt. Dette blev begrundet med, at anlægget krævede adskillige tilladelser og dispensationer efter anden lovgivning. Klageren fremhævede desuden, at kommunen ikke havde taget højde for, at fjernelse af bundsediment i målområdet kunne udlignes af tilflydende bundsediment fra et større område, der grænser op til Mølleåhabitatet (habitat 23), hvilket kunne medføre ændringer i habitatets umiddelbare nærhed til Bagsværd Sø. Yderligere blev det anført, at projektet indebar fjernelse af flere tusind kvadratmeter fredsskov, som er levesteder for flagermusearter, samt fjernelse af store mængder jord. Endelig blev VVM-redegørelsen anset for mangelfuld vedrørende trafikbelastningen under bortkørsel af bundsediment, hvorfor Gladsaxe Kommunes planer for området burde erklæres ulovligt vedtaget.

Gladsaxe Kommunes bemærkninger

Gladsaxe Kommune vedtog VVM-redegørelsen den 10. juni 2015. Kommunen bemærkede, at projektet om udvidelsen af Bagsværd Roklub var omfattet af Bekendtgørelse om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) bilag 2, hvorefter en ændring af et anlæg er VVM-pligtig, hvis ændringen kan være til skade for miljøet. Kommunen havde ved en screening fundet, at anlægget var omfattet af bilag 2, punkterne 1d (Nyplantning og rydning af skov), 11a (Infrastrukturanlæg i byzone), 12b (Anlæg til bortskaffelse af affald), 12c (Rensningsanlæg), 12d (Områder til oplagring af slam) samt 14 (Ændringer eller udvidelser af anlæg i bilag 1 eller bilag 2). Kommunens samlede konklusion var, at anlægget var VVM-pligtigt, og at der skulle udarbejdes en VVM-redegørelse. Kommunen anførte, at den udarbejdede VVM-redegørelse overholdt reglerne, og at selv hvis anlægget var blevet sammenlignet med et nyanlæg under bilag 1, ville resultatet stadig have været VVM-pligt og krav om en VVM-redegørelse, som ikke ville have været anderledes end den udarbejdede.

Natur- og Miljøklagenævnet afviste klagen over Gladsaxe Kommunes tiltrædelse af VVM-redegørelsen fra realitetsbehandling i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4. Afvisningen skete, fordi klageren ikke blev anset for klageberettiget.

Begrundelse for afvisning

Nævnet vurderede klageberettigelsen ud fra Planlovens § 59, stk. 1, som fastslår, at enhver med retlig interesse i sagens udfald er klageberettiget. Efter praksis tillægges udtrykket "retlig interesse" forskellig betydning afhængigt af klagens genstand. En retlig interesse anses normalt for at foreligge hos personer med tilknytning til det pågældende lokalområde, mens en ideel interesse i natur og miljø ikke er tilstrækkelig.