Klage over tilladelse til grundvandsindvinding til markvanding

Billund Kommune meddelte den 7. juli 2014 fornyelse af tilladelse til indvinding af op til 30.000 m³ grundvand årligt fra boring DGU nr. 113.1670 til markvanding af 30 hektar landbrugsafgrøder på ejendommen [adresse1]. Tilladelsen var tidsbegrænset til 15 år og indeholdt vilkår om, at kontrollen af årligt indvundne vandmængder skulle foretages som et gennemsnit over tre år, og at den maksimale pumpeydelse ikke måtte overstige 40 m³ pr. time. Kommunen baserede sine beregninger og vurderinger på en gennemsnitlig årlig indvinding på 30.000 m³.

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet den 11. juli 2014. Klagen blev uddybet den 22. august 2014 med flere anbringender.

Klagerens anbringender

Klageren anførte navnlig følgende punkter:

• Der var manglende sammenhæng mellem de vurderinger, der lå til grund for tilladelsen, og den måde, den blev administreret på. Kontrol baseret på et 3-års gennemsnit muliggjorde en årlig indvinding på op til tre gange den tilladte mængde, hvilket ikke afspejledes i vurderingen af vandløbspåvirkning.
• Tilladelsens lange gyldighedsperiode på 15 år foregreb fremtidige vandplaner.
• Der var ikke foretaget en reel VVM-screening af tilladelsen.
• Det nærmeste vandløb blev påvirket med 29 % af medianminimum, selvom den maksimale tilladte påvirkning var 15 %.

Billund Kommunes bemærkninger

Billund Kommune bemærkede den 11. september 2014, at praksis med at kontrollere forbrugte vandmængder over et flerårigt gennemsnit havde været gældende siden før kommunalreformen og svarede til praksis i andre kommuner. Kommunen så intet til hinder for at meddele tilladelse med en maksimal løbetid på 15 år i henhold til lovgivningen og ville inddrage vandplaner, når de forelå endeligt.

Vedrørende vandløbspåvirkningen anførte kommunen, at tilladelsen fulgte dens administrationspraksis. Nye indvindingstilladelser eller udvidelser ved fornyelse blev normalt ikke meddelt i grundvandsoplande med beregningsmæssigt underskud af vand i forhold til recipientmålsætningen. Dette skulle over tid skabe ligevægt mellem ressource og forbrug i overensstemmelse med Ribe Amts Regionplan 2016.

Kommunen vurderede, at de faglige vurderinger efter VVM-bekendtgørelsen bilag 2 var indarbejdet under de enkelte vurderinger i forhold til natur og miljø i nærmiljøet, og at projektet ikke var VVM-pligtigt. Kommunen havde desuden anført, at den samlede tilladte indvinding i oplandet reducerede sommervandføringen med 29 %, men at tilladelsen blev givet, da indvindingen var uændret, og boringen lå mere end 300 meter fra målsat vandløb. Nærmeste § 3-område (mose) var beliggende 360 meter fra boringen, og kommunen vurderede, at boringen ikke ville forringe levevilkårene for dyre- og plantearter i disse områder.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Vandforsyningsloven § 18 til Vandforsyningsloven § 22 og Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4. Nævnet ophævede Billund Kommunes afgørelse af 7. juli 2014 om fornyelse af tilladelse til grundvandsindvinding til markvanding og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Som følge heraf blev kommunens afgørelse efter VVM-reglerne ligeledes ophævet og hjemvist.

Mangler ved fastsættelse af vandmængde

Nævnet fandt, at Billund Kommunes tilladelse led af væsentlige retlige mangler. Kommunen havde fastsat en maksimal årlig indvindingsmængde på 30.000 m³, men samtidig et vilkår om, at kontrollen af årligt indvundne vandmængder skulle foretages som et gennemsnit over tre år. Dette skabte tvivl om, hvilken vandmængde der lovligt kunne indvindes årligt, og om kommunen ville acceptere væsentlige overskridelser af den maksimale tilladte årlige indvindingsmængde i visse tilfælde. Nævnet vurderede, at tilladelsen ikke tilstrækkeligt entydigt fastsatte den maksimale årlige vandmængde, der lovligt kunne indvindes, jf. Vandforsyningsloven § 22, stk. 3 og Bekendtgørelse om vandindvinding og vandforsyning § 16, stk. 1, nr. 3.

Mangelfulde vurderinger af påvirkninger

Usikkerheden omkring den lovligt indvundne vandmængde medførte, at beregningerne og vurderingerne af indvindingens påvirkninger af omgivelserne potentielt var mangelfulde. Vurderingen var foretaget på baggrund af en årlig indvinding på maksimalt 30.000 m³. Hvis kontrolvilkåret muliggjorde en højere årlig indvinding, var vurderingerne af påvirkningen ikke retvisende, jf. Bekendtgørelse om vandindvinding og vandforsyning § 16, stk. 1, nr. 6.

Krav til fornyet behandling

Ved den fornyede behandling af sagen skal Billund Kommune sikre, at der ikke meddeles tilladelse til en maksimal årlig indvindingsmængde, der vil medføre en uacceptabel påvirkning af omgivelserne, i strid med vandplanen og Naturbeskyttelsesloven § 3. Det er ikke tilstrækkeligt blot at konstatere, at der ikke meddeles tilladelse til en øget vandmængde, hvis den nuværende indvinding i området allerede medfører uacceptable påvirkninger. Vurderingen bør i så fald ske på grundlag af den hidtidige faktiske indvinding.

VVM-screening

Nævnet fandt, at der var tvivl om identiteten mellem det projekt, kommunen havde vurderet i henhold til VVM-reglerne, og det projekt, der reelt var givet tilladelse til. Projektets indvirkning på miljøet var vurderet på baggrund af en årlig indvinding på 30.000 m³, jf. Bekendtgørelse om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om Planlægning § 3, stk. 1. Nævnet ophævede og hjemviste derfor afgørelsen til fornyet behandling i kommunen med henblik på en ny VVM-screening, når den maksimale årlige indvindingsmængde er afklaret. Kommunen skal foretage en individuel vurdering af anlæggets art, dimensioner og placering i forhold til en væsentlig indvirkning på miljøet, under hensyntagen til kriterierne i VVM-bekendtgørelsens bilag 3.