Planklagenævnets afgørelse om Frederiksberg Kommunes afslag på etablering af tagkviste og altaner

Frederiksberg Kommune traf den 30. april 2018 afgørelse om afslag på etablering af tagkviste og opsætning af fire altaner på en ejendom beliggende på [adresse1]. Afslaget blev givet med henvisning til en servitut af 10. november 1928, som fastsætter, at "Bebyggelsen er underkastet det tekniske Udvalgs Censur.- Bygningernes Karakter af lav Rækkebebyggelse til Beboelse maa ikke forandres, ejheller maa Taget og Facaderne forandres, hvidtes, farves eller males…".

Kommunen begrundede afslaget med, at de ansøgte altaner og kviste ville forringe bebyggelsens bevaringsværdi og virke skæmmende for facaden. Ansøgningen var en revidering af et tidligere afslag fra 1. marts 2017, hvor altandybden og -bredden var reduceret. Kommunen anerkendte muligheden for flere kviste, men understregede, at de skulle passe i omfang og proportion med eksisterende kviste.

Klageren indbragte sagen for Planklagenævnet den 26. maj 2018, med hovedpunkter om mangelfuld begrundelse og strid med lighedsgrundsætningen. Klageren argumenterede for, at altanerne og kvistene var designet til at passe ind i bebyggelsens udseende og forny lejlighederne. Der blev også henvist til andre sager, hvor kommunen havde tilladt væsentlige facadeændringer på adresser som [adresse2], [adresse3], [adresse4] og [adresse5]. Klageren bemærkede desuden, at de ændrede altanstørrelser var tilpasset et udkast til en ny lokalplan.

Kommunen fastholdt i sine bemærkninger til klagen, at det ansøgte ville virke skæmmende og forringe bevaringsværdien. Kommunen præciserede, at afslaget var givet med hjemmel i Planloven § 43, som giver kommunen ret til at håndhæve privatretlige servitutter. Kommunen henviste til en skærpet praksis og en tidligere afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet (NMK-33-00023) fra 12. januar 2011. Vedrørende de andre sager bemærkede kommunen, at væsentlige facade- og tagændringer ikke nødvendigvis forringer bevaringsværdien. Kommunen bekræftede, at et lokalplanforslag var under udarbejdelse, men at det endnu ikke var vedtaget, og at klagerens projekt ikke fuldt ud levede op til udkastets specifikationer.

Planklagenævnet vurderede sagen og fandt, at nævnet havde kompetence til at behandle klagen, da kommunens afgørelse blev opfattet som en beslutning om at håndhæve servitutbestemmelsen i medfør af Planloven § 43.

Manglende lovhjemmel i afgørelsen

Nævnet konstaterede, at den påklagede afgørelse af 30. april 2018 indeholdt oplysninger om servitutbestemmelsen, men ikke henviste til Planloven § 43 som hjemmelsgrundlag. Ifølge Forvaltningslovens § 24, stk. 1 skal en begrundelse indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet efter. Selvom kommunen i sine bemærkninger til Planklagenævnet oplyste, at afgørelsen var truffet i medfør af , fremgik dette ikke af selve afgørelsen.