Planklagenævnets afvisning af klage vedrørende Guldborgsund Kommunes tilbagekaldelse af varsel om påbud

Guldborgsund Kommune traf den 14. september 2017 beslutning om at tilbagekalde et varsel om påbud om fjernelse af en mur på ejendommen [adresse1]. Varslet var oprindeligt givet med henvisning til en tinglyst deklaration om hegning.

Klagen til Planklagenævnet

En person i nærområdet indgav den 30. november 2017 en klage til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klageren gjorde gældende, at vedkommende ikke var blevet informeret om afgørelsen og derfor ikke havde haft mulighed for at gøre indsigelse. Klageren anførte desuden, at den opførte mur var i strid med en deklaration tinglyst på ejendommene i Grundejerforeningens område, og at klageren var part i sagen med krav på partshøring.

Kommunens oprindelige varsel

Varslet om påbud om fjernelse af muren var baseret på en deklaration om hegning. Kommunens efterfølgende tilbagekaldelse af dette varsel var den afgørelse, der blev klaget over.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle klager over afgørelser truffet med hjemmel i Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Sagen vedrørte Guldborgsund Kommunes tilbagekaldelse af et varsel om påbud, som var givet med henvisning til en privatretlig servitut.

Kommunens administration af privatretlige servitutter

En kommunes mulighed for at administrere på grundlag af privatretlige servitutter (deklarationer) fremgår af Planloven § 43. Denne bestemmelse giver kommunen mulighed for ved påbud eller forbud at sikre overholdelse af servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan. Det er dog op til kommunens egen beslutning, om den ønsker at bringe denne bestemmelse i anvendelse.

Planklagenævnets vurdering af kompetence

Planklagenævnet fastslog, at en kommunes beslutning om ikke at ville bringe Planloven § 43 i anvendelse – uanset om det skyldes manglende ønske om håndhævelse, vurdering af overtrædelse eller servituttens gyldighed – ikke er en afgørelse efter planloven. En sådan beslutning kan derfor ikke påklages til og efterprøves af Planklagenævnet. Nævnet fandt, at tilbagekaldelsen af varslet den 14. september 2017 ikke var truffet med hjemmel i planloven, og Planklagenævnet havde derfor ikke kompetence til at behandle klagen.

Afgørelse

På baggrund af manglende kompetence afviste Planklagenævnet at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.