Afgørelse om afslag på dispensation til opførelse af havepavillon uden for byggefelt i lokalplan nr. 112 ved Skovbrynet, Ørnhøj

Herning Kommune afslog den 26. april 2017 en ansøgning om dispensation til opførelse af en 22 m2 stor havepavillon på ejendommen [adresse1], [matrikel1] Hovedejerlavet, Nr. Omme. Afslaget skyldtes, at pavillonen var planlagt placeret uden for de byggefelter, der er fastlagt i lokalplan nr. 112, Blandet bolig- og erhvervsområde ved Skovbrynet, Ørnhøj, som blev vedtaget den 15. maj 2000.

Lokalplanens bestemmelser og formål

Lokalplan nr. 112 har til formål at fastlægge området til blandet bolig- og erhvervsområde, definere bebyggelsens omfang, sikre vejadgang og forhindre skæmmende bebyggelse. Ifølge lokalplanens § 6.3 skal bebyggelse placeres inden for de byggefelter, der er vist på illustrationsplanen. Redegørelsesdelen angiver, at byggefelterne er indlagt for at fastholde områdets åbne karakter.

Forløbet op til kommunens afgørelse

Klageren ansøgte den 12. februar 2017 om tilladelse til havepavillonen. Kommunen informerede den 14. februar 2017 om, at placeringen var i strid med lokalplanen og anmodede om en begrundet dispensationsansøgning, som klageren indsendte den 15. marts 2017. Kommunen sendte den 30. marts 2017 en partshøringsskrivelse, hvoraf det fremgik, at den foreløbige vurdering var et afslag på dispensation.

Klageren anmodede den 2. april 2017 om en uddybende begrundelse. Kommunen svarede den 3. april 2017, at der ikke forelå fortilfælde for dispensation til bygninger til personophold uden for byggefelterne i området, og at en dispensation ville danne præcedens. Kommunen anførte desuden, at byggefelterne var udlagt med hensyntagen til landskab og terrænforhold og var tilstrækkeligt store til at rumme mindre bygninger.

Kommunens afslag og klagen

Herning Kommune meddelte den 26. april 2017 afslag på dispensation fra lokalplanens § 6.3. Kommunen begrundede afslaget med, at det ansøgte byggeri ville stride mod lokalplanens intentioner og kunne ændre områdets karakter. Kommunen henviste til Planloven § 19, stk. 1, hvorefter dispensation kun kan gives, hvis den ikke er i strid med lokalplanens principper.

Klageren indbragte sagen for Planklagenævnet den 23. maj 2017. Klageren anførte, at kommunen ikke havde begrundet afslaget tilstrækkeligt, at der ikke var foretaget en reel vurdering, og at andre grundejere i området havde lignende bygninger (udestuer, drivhuse, skure, havepavilloner) både inden for og uden for byggelinjerne. Klageren fremhævede, at den ønskede placering af pavillonen var lavtliggende og skjult af beplantning på den 4.800 m2 store grund, og at den ikke ville forstyrre naboer, natur eller områdets åbenhed. Klageren mente, at kommunens afslag var principielt og forhindrede borgere i at placere byggeri andre steder end kommunens foretrukne.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at byggefelterne var ekstraordinært medtaget i lokalplanen på grund af områdets kuperede natur og tætte beliggenhed ved kirkelige interesser. Udlægningen af byggefelter skulle sikre, at bygninger ikke konflikter med disse interesser. Kommunen vurderede, at den ansøgte pavillon ville stride mod lokalplanens bestemmelser og give anledning til spredning af byggeri, hvilket ville forstyrre kirke- og landskabelige interesser. Kommunen anførte desuden, at der ikke var fortilfælde for tilsvarende dispensationer i området, og at forvaltningen ønskede at fastholde områdets åbne karakter.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om kommunens hjemmel til at give afslag på dispensation, samt overholdelse af forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsætningen og begrundelsespligten. Nævnet kan dog ikke tage stilling til kommunens skønsmæssige afgørelse om, hvorvidt en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig.

Generelt om dispensation fra lokalplan

Lokalplanbestemmelser er bindende for borgerne, jf. Planloven § 18. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Principperne i en lokalplan omfatter typisk planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser, samt den planlagte struktur og fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer. De omfatter som hovedregel ikke de mere detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning af bebyggelsen. En bebyggelsesregulerende bestemmelse kan dog anses for at være en del af principperne, hvis det fremgår af en detaljeret formålsbestemmelse, eller af bestemmelsens/planens karakter og detaljeringsgrad.

Planklagenævnets vurdering og afgørelse

Planklagenævnet vurderede, at Herning Kommunes afslag hvilede på en urigtig opfattelse af, at der ikke var hjemmel til at meddele dispensation, fordi en sådan ville stride mod lokalplanens principper. Nævnet fandt, at hverken formålsbestemmelsen, lokalplanbestemmelsen (§ 6.3 om byggefelter) eller lokalplanen i øvrigt havde en sådan karakter, at bestemmelsen om placering inden for byggefelterne kunne anses for at være en del af lokalplanens principper. Det er således muligt for kommunen at dispensere fra bestemmelsen efter en konkret vurdering af det ansøgte.

Planklagenævnet ophævede derfor Herning Kommunes afgørelse af 26. april 2017 og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Dette betyder, at kommunens afgørelse ikke længere gælder, og kommunen skal foretage en konkret vurdering af, om den vil dispensere til det ansøgte.

Bemærkninger til fornyet behandling

Planklagenævnet understregede, at kommunens fornyede behandling af sagen skal ske i overensstemmelse med følgende principper:

• Konkret og individuel vurdering: Kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering af det ansøgte, baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn.
• Forbud mod "skøn under regel": Kommunen må ikke fastsætte interne regler, der træder i stedet for det konkrete og individuelle skøn, f.eks. ved at fastsætte, at der aldrig gives dispensation eller kun i bestemte tilfælde. En restriktiv praksis eller retningslinjer er dog tilladt, så længe der i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret og individuel vurdering.
• Vurdering af hensyn: Kommunen skal konkret vurdere, om det ansøgte byggeri er i modstrid med hensynet til bl.a. de landskabelige og kirkelige interesser i området.
• Lighedsgrundsætningen: Kommunen skal tage stilling til klagerens anbringender om, at der på andre ejendomme i lokalplanområdet er opført lignende bygninger uden for byggefelterne, og hvilken betydning dette har i forhold til lighedsgrundsætningen. Lighedsgrundsætningen indebærer, at sammenlignelige sager som udgangspunkt skal have samme resultat, og at usaglig forskelsbehandling ikke er tilladt.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.