Planklagenævnets afgørelse om dispensation til midlertidige flygtningeboliger i Herlev Kommune

Herlev Kommune traf den 23. maj 2017 en afgørelse om dispensation fra byplanvedtægt for byplanområde II på ejendommen [adresse1]. Dispensationen vedrørte anvendelse af ejendommen til midlertidige flygtningeboliger.

En nabo klagede den 13. juni 2017 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klagen fokuserede primært på, at dispensationen var i strid med byplanvedtægten, at kommunen havde udøvet magtfordrejning, og at kommunen ikke havde taget stilling til klagerens indsigelser i afgørelsen.

Ejendommen og byplanvedtægten

Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt for byplanområde II i Herlev Kommune. Ifølge byplanvedtægtens § 5 må grunde inden for området kun anvendes til småindustrier, værksteder og tilknyttede forretningslokaler. Boliger er kun tilladt for driftsleder, opsyn eller lignende, der er knyttet til virksomhederne.

Kommunens dispensation

Herlev Kommune meddelte dispensationen med hjemmel i Planloven § 5 u, som giver kommuner mulighed for at dispensere fra lokalplaners anvendelsesbestemmelser til etablering af midlertidige opholdssteder for nyankomne flygtninge. Dispensationen blev tidsbegrænset til fem år. Kommunen begrundede lokaliseringen med nærhed til S-togstation og indkøbsmuligheder og oplyste, at omdannelsen ikke ville stille skærpede støjkrav til omkringliggende virksomheder.

Ansøgningen havde været i naboorientering hos 950 beboere, ejere og virksomheder, og kommunen modtog 12 indsigelser, som blev behandlet i en hvidbog.

Klagerens anbringender

Klageren fremførte flere punkter i sin klage:

• Gener og tab: Klageren og dennes lejer ville blive påvirket af den nye anvendelse, da det ikke ville være muligt at have varer stående udendørs, og der ville opstå behov for tilsyn. Desuden forventedes øget trafik og uro, hvilket ville påvirke ejendommens værdi og forretningsforbindelser.
• Strid med byplanvedtægten: Klageren henviste til byplanvedtægtens § 11, som fastsætter, at dispensationer ikke må ændre kvarterets karakter. Klageren mente, at dispensationen stred mod de stedlige juridiske og faktiske forhold.
• Magtfordrejning: Klageren mente, at kommunen havde lagt vægt på en fremtidig lokalplan for området, som ville give plads til flere boliger, uden at dette fremgik af afgørelsen. Dette ansås for magtfordrejning, da kommunen angiveligt forfulgte andre formål end de umiddelbart relevante.
• Manglende svar på indsigelser: Klageren påpegede, at kommunen ikke i afgørelsen havde taget stilling til klagerens synspunkter.

Kommunens bemærkninger

Kommunen afviste klagerens anbringender. Vedrørende strid med byplanvedtægten henviste kommunen til Planloven § 5 u som den specifikke hjemmel. Angående magtfordrejning oplyste kommunen, at der ikke var truffet endelig beslutning om en fremtidig lokalplan, og at undersøgelserne var langt fra afsluttet. Vedrørende indsigelserne bemærkede kommunen, at en hvidbog med kommentarer til alle indsigelser var udarbejdet som en del af sagsbehandlingen.

Planklagenævnet behandlede klagen over Herlev Kommunes dispensation til midlertidige flygtningeboliger. Nævnet kan kun tage stilling til retlige spørgsmål, herunder om kommunen havde hjemmel til at dispensere, om der var udøvet magtfordrejning, og om naboorienteringen var korrekt. Nævnet kan derimod ikke vurdere skønsmæssige afgørelser, såsom om dispensationen er rimelig eller hensigtsmæssig, eller de gener, den måtte medføre for klageren, herunder fald i ejendomsværdi.

Krav om dispensation og hjemmel

Planklagenævnet fastslog, at anvendelse til flygtningeboliger ikke er umiddelbart tilladt ifølge byplanvedtægtens § 5 og derfor kræver dispensation. Nævnet fandt, at kommunen havde hjemmel i Planloven § 5 u, stk. 1 til at meddele den påklagede dispensation. Nævnet lagde vægt på, at Planloven § 5 u er en særregel, der netop giver kommunerne mulighed for at dispensere fra lokalplaner, selvom det ellers ville være i strid med planens principper eller være lokalplanpligtigt. Dispensationen var desuden midlertidig og tidsbegrænset til fem år, i overensstemmelse med Planloven § 5 u, stk. 7.

Magtfordrejning

Vedrørende klagerens påstand om magtfordrejning fandt Planklagenævnet ikke grundlag for at antage, at kommunen havde varetaget usaglige hensyn. Nævnet lagde vægt på, at den midlertidige dispensation efter Planloven § 5 u ikke binder kommunen til en eventuel efterfølgende permanentgørelse af anvendelsen gennem en ny lokalplan. Kommunen er frit stillet til at vedtage en lokalplan i overensstemmelse med planlovens regler.

Klagerens indsigelser og naboorientering

Planklagenævnet konstaterede, at ansøgningen havde været i nabohøring, og at de indkomne indsigelser var indgået i kommunens sagsbehandling og fremlagt i en hvidbog. Nævnet bemærkede, at Planloven § 20 ikke stiller krav om, at kommunen skal imødekomme indsigelser, eller at de naboorienterede skal orienteres om ansøgers bemærkninger til indsigelserne. På denne baggrund fandt nævnet, at kommunen havde foretaget naboorientering i overensstemmelse med reglerne i Planloven § 20.

Afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Herlev Kommunes afgørelse af 23. maj 2017. Dette betyder, at kommunens afgørelse er gældende. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.