Københavns Kommunes afgørelse om afslag på bibeholdelse af carport ophævet og hjemvist grundet manglende begrundelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet opfattede kommunens afgørelse som en beslutning om at håndhæve servitutten fra 1913, hvilket falder inden for nævnets kompetence.

En kommunes mulighed for at administrere på grundlag af privatretlige servitutter fremgår af Planloven § 43. Denne bestemmelse giver kommunen mulighed for at sikre overholdelse af servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan, ved påbud eller forbud. Da der er en væsentlig forskel i retsvirkningerne på offentligretlig og civilretlig håndhævelse, skal det klart fremgå af kommunens afgørelse, om der er tale om et forbud eller påbud efter Planloven § 43.

Den påklagede afgørelse af 21. november 2016 indeholdt ikke nærmere oplysning om hjemlen for afgørelsen, og det fremgik således ikke, om kommunen havde ønsket at bringe Planloven § 43 i anvendelse med henblik på offentligretlig håndhævelse af servitutten. Afgørelsen opfyldte dermed ikke forvaltningslovens mindstekrav til en begrundelse, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Af denne grund ophævedes afgørelsen som ugyldig.

Bemærkninger til den nye sagsbehandling

Planklagenævnet vejleder kommunen om, at hvis den fortsat ønsker at modsætte sig det ansøgte og anvende Planloven § 43, skal den nye behandling af sagen ske i overensstemmelse med følgende principper:

• Myndighedspassivitet og indrettelseshensyn: Kommunen skal vurdere, om den har fortabt retten til at håndhæve servitutten som følge af berettigede forventninger på grund af myndighedspassivitet eller forholdets beståen i en meget lang årrække. Berettigede forventninger forudsætter god tro, og tinglysning af en servitut udelukker som udgangspunkt god tro.
• Lighedsgrundsætningen: Hvis klageren præciserer, hvilke ejendomme der har tilsvarende forhold, skal kommunen afklare, om disse er omfattet af samme eller tilsvarende servitut, og om lighedsgrundsætningen i så fald medfører, at kommunen er afskåret fra at håndhæve servitutten.
• Servituttens anvendelse på carport: Kommunen skal overveje, om servitutbestemmelsen om vinduesafstand finder anvendelse i forhold til en carport, da bestemmelsen specifikt henviser til, at der skal kunne anbringes vinduer. Hvis den finder anvendelse, skal det begrundes, hvorfor ”vinduesafstanden” udregnes som højde x ¼ +1,88 m, da dette ikke fremgår af servitutten.
• Værdispild: Kommunen skal overveje klagerens anførsel om værdispild. Nævnet bemærker, at værdispild ikke har sammenhæng med, hvor længe et forhold har bestået, og at der skal meget til, før værdispildsbetragtninger kan føre til, at fysisk lovliggørelse ikke kan kræves.
• Begrundelse: Afgørelsen skal indeholde en begrundelse, der henviser til Planloven § 43 og angiver de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Begrundelsen skal om fornødent også indeholde en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 2.
• Byggelovgivning: Hvis kommunen samtidig træffer en afgørelse efter byggelovgivningen, skal dette fremgå udtrykkeligt, og det skal tydeligt fremgå, hvilke hensyn der inddrages i forhold til hvilken afgørelse. Korrekt klagevejledning skal gives til de respektive klageinstanser.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Dom i sag om omvurdering af ubebygget grund i Nordhavn i København

Vurderingsstyrelsen havde i 2019 med rette genoptaget og omvurderet ejendomsværdien for en ubebygget grund i Nordhavn i København pr. 1. oktober 2017, da vurderingen var foretaget på fejlagtigt grundlag.

Natur- og Miljøklagenævnets tidligere afgørelse

• Nævnet fandt, at kommunen havde hjemmel i Planlovens § 43 til at kræve terrassen fjernet.
• Nævnet fandt ikke, at kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen.

Anmodning om genoptagelse

• Klager begrundede anmodningen med, at terrassen blev brugt meget, og at problemerne først opstod efter naboejerskifte.
• Klager mente, at nævnet tidligere havde godkendt terrassen.
• Klager fastholdt, at kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen.