Afslag på dispensation fra lokalplan til opførelse af tilbygning i sommerhusområde

Norddjurs Kommune afslog den 2. november 2016 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 119 for sommerhusområdet Klitten, Grenaa Strand, vedrørende opførelse af en tilbygning på ejendommen [adresse1]. Afslaget blev påklaget til Planklagenævnet den 29. november 2016. Klagen omhandlede kommunens vurdering af dispensationerne og påstand om brud på lighedsgrundsætningen.

Ejendommen og lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 119, vedtaget den 21. januar 1997, og ligger i delområde II. Lokalplanens formål er at bevare eksisterende sommerhuse, muliggøre nye under hensyntagen til naturen, bevare områdets kulturhistoriske værdi og fastlægge infrastruktur. Specifikke bestemmelser inkluderer:

• Anvendelse (§ 3.1): Bygninger må kun anvendes til sommerhuse i perioden 1. april til 30. september, med kortvarige ophold udenfor dette tidsrum.
• Bebyggelsens omfang og placering (§ 6.5): Eksisterende sommerhuse må udvides med maksimalt 10 m² bruttoetageareal. Placering og udformning skal godkendes af kommunen. Yderligere udvidelser forventes ikke, hvis de 10 m² anvendes til terrasser, overdækkede arealer eller kældre uden for eksisterende sokkel.
• Bebyggelsens ydre fremtræden (§ 8.1 og § 8.2): Eksisterende bebyggelses udseende, farve og materialesammensætning skal bevares. Fornyelse og reparationer skal udføres i samme eller tilsvarende materialer.

Ansøgning og kommunens afslag

Klageren ansøgte den 9. oktober 2016 om en tilbygning på 11,27 m², udvendig isolering, tagpap, ændret tagkonstruktion med øget kiphøjde (ca. 50 cm over 0,50 m²) og etablering af fire ovenlysvinduer. Norddjurs Kommune afslog ansøgningen med den begrundelse, at det ansøgte krævede dispensation fra lokalplanens §§ 6.5, 8.1 og 8.2, og at det ikke tog tilstrækkeligt hensyn til bevarelsen af bebyggelsens udseende. Kommunen anførte, at den ikke var indstillet på at tillade en tilbygning større end 10 m², da området er et enestående udtryk for tidligere selvbyggersommerhuse. En øget højde og fire ovenlysvinduer ville ændre sommerhusets udseende væsentligt og dermed områdets kulturhistoriske værdi. Kommunen administrerer lokalplanen restriktivt for at undgå præcedens.

Klagerens og kommunens bemærkninger

Klageren argumenterede for, at sommerhuset fra 1980 ikke havde væsentlige arkitektoniske eller kulturhistoriske værdier, og at ovenlysvinduer ikke ville ødelægge husets værdi. Klageren henviste til, at det oprindelige sommerhus havde større tagrejsning, og at det var uforståeligt, at forbedringer og udvendig efterisolering ikke var tilladt. Klageren påpegede også, at en nabo havde fået tilladelse til fire ovenlysvinduer, hvilket klageren anså for forskelsbehandling. Kommunen fastholdt sin restriktive praksis for at bevare området og oplyste, at sommerhuset var opført i 1937 og ombygget i 1984, og at kommunen forholdt sig til byggeriet ved lokalplanens vedtagelse i 1997. Kommunen bemærkede, at den sjældent dispenserede for øget taghøjde, men havde tilkendegivet positivt syn på fire ovenlysvinduer i en eventuel ny ansøgning. Kommunen anførte desuden, at udvendig isolering ville indgå i beregningen af de 10 m² udvidelse.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Norddjurs Kommunes afslag på dispensation fra lokalplan nr. 119, §§ 6.5, 8.1 og 8.2. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse var baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan prøve retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette inkluderer spørgsmål om kommunens hjemmel til at give afslag på dispensation og om den skønsmæssige vurdering er baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn. Nævnet kan derimod ikke tage stilling til kommunens skønsmæssige afgørelse, herunder om en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig i forhold til klagerens interesser. Klagepunkter vedrørende husets arkitektoniske/kulturhistoriske værdi, taghøjde, udsigt og beplantning faldt uden for nævnets prøvelse.

Krav om dispensation

Bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, forudsætter dispensation. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens §§ 6.5, 8.1 og 8.2 ikke udgør en del af lokalplanens principper, og kommunen har derfor hjemmel til at dispensere fra disse bestemmelser.

Udvidelse af sommerhus (§ 6.5)

Nævnet opfattede § 6.5 som en kompetencenorm, hvilket betyder, at en udvidelse på 11,27 m² kræver tilladelse/dispensation. Kommunens afgørelse om ikke at dispensere er en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve.

Bebyggelsens udseende (§ 8.1)

En forøgelse af taghøjden og etablering af fire ovenlysvinduer medfører en ændring i sommerhusets udseende, hvilket kræver dispensation. Kommunens afslag er skønsmæssigt og kan ikke efterprøves. Nævnet bemærkede, at kommunen allerede havde tilkendegivet positivt syn på fire ovenlysvinduer i et ændret projekt, og fandt derfor ikke grundlag for at tage stilling til spørgsmålet om lighedsgrundsætningen i den konkrete sag.

Fornyelse og reparationer (§ 8.2)

Den ansøgte tilbygning er ikke i overensstemmelse med § 8.2 og kræver dispensation. Kommunens afslag er skønsmæssigt og kan ikke efterprøves, men skal være båret af en saglig begrundelse.

Begrundelse og præcedens

Planklagenævnet fandt, at kommunens begrundelse for afslaget, herunder ønsket om at fastholde sommerhusområdets karakter af selvbyggersommerhuse og bevare områdets kulturhistoriske værdi, var saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Hensynet til præcedensvirkning for fremtidige ansøgninger blev også anset for et sagligt og planlægningsmæssigt relevant hensyn, da en afgørelse kan få betydning for kommunens fremtidige praksis som følge af lighedsgrundsætningen.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.