Planklagenævnets afgørelse om stiareal på ejendom beliggende i Lejre Kommune

Lejre Kommune afslog den 14. juni 2016 en ansøgning om dispensation fra lokalplanbestemmelser vedrørende offentlig adgang til et stiareal på ejendommen [adresse1]. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet af ejendommens ejer, der ønskede vejadgangen afskåret og ophævet. Sagen blev overført til Planklagenævnet den 1. februar 2017 i henhold til Lov om Planklagenævnet § 14, stk. 2.

Plangrundlag og sagens forløb

Ejendommen er omfattet af lokalplan LK 11 for Brusagergaard, vedtaget i 2009. Lokalplanen blev udarbejdet med henblik på udstykning af ejendommen til sommerhusparceller. Af lokalplanens bestemmelser fremgår det, at:

• Lokalplanområdet vejbetjenes via private fællesveje, herunder den private fællesvej, der løber igennem ejendommen (Lokalplan LK 11 § 5.1).
• Den private fællesvej skal bibeholdes som grusvej og være åben for offentlighedens adgang til kysten for gående og cyklende færdsel (Lokalplan LK 11 § 5.5).
• Vejen skal fastholdes i en bredde på 4 meter (Lokalplan LK 11 § 5.6).

Sagen startede med en borgerhenvendelse i september 2015 om en afspærret grussti på ejendommen. Kommunen partshørte ejeren, som anførte, at stien ikke eksisterede og sandsynligvis aldrig havde gjort det. Lejre Kommune fastholdt dog i sin afgørelse af 14. juni 2016, at lokalplanens bestemmelser var gældende, uanset at udstykningen ikke var gennemført. Kommunen henviste til matrikeloplysninger, en tidligere byplanvedtægt og luftfotos, der angiveligt viste vejarealet.

Klagerens og kommunens argumenter

Klageren gjorde gældende, at lokalplanen ikke længere burde have betydning, da den planlagte udstykning ikke var gennemført, og at den private fællesvej ikke eksisterede. Klageren anførte desuden, at kommunen havde handlet i strid med god forvaltningsskik ved ikke at redegøre konkret for de oplysninger, der lå til grund for afgørelsen, og ved ikke at foretage en besigtigelse af arealet. Klageren opfordrede Planklagenævnet til at besigtige ejendommen.

Lejre Kommune fastholdt, at afgørelsen var truffet i henhold til Planloven § 19 og bemærkede, at kommunen ikke havde mulighed for at ophæve enkelte paragraffer i en gældende lokalplan. Kommunen henviste til, at vejarealet fremgik af matrikeloplysninger (514 m²), historiske luftfotos, fotografier i lokalplanen og den tidligere partiel byplanvedtægt nr. 1. Kommunen oplyste, at de havde konstateret adgang til matriklen ved en forbipasserende besigtigelse den 19. maj 2016, hvor vejen ikke var afspærret. Planklagenævnet fandt ikke anledning til at foretage en besigtigelse, da sagen blev anset for tilstrækkeligt oplyst.

Planklagenævnet behandlede sagen som et retligt spørgsmål i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, herunder om Lejre Kommunes afgørelse opfyldte forvaltningslovens krav til begrundelse. Nævnet fastslog, at lokalplanens bestemmelser er bindende for borgerne i henhold til Planloven § 18, og at afspærring af vejadgangen er i strid med lokalplanen og derfor kræver dispensation.

Vurdering af begrundelseskrav

Nævnet konstaterede, at der ifølge lokalplanens kortbilag, matrikelregisteret, tidligere byplanvedtægt og ældre luftfotos, længe har eksisteret en privat fællesvej over klagers ejendom. Det er i strid med Lokalplan LK 11 § 5.5 at afspærre vejadgangen, og en sådan afspærring kræver dispensation fra lokalplanen i henhold til Planloven § 19, stk. 1. En kommunes beslutning om at give dispensation er en skønsmæssig afgørelse, som Planklagenævnet ikke kan tage stilling til.

Planklagenævnet kan derimod vurdere, om kommunen har overholdt almindelige forvaltningsretlige regler og principper, herunder forvaltningslovens begrundelseskrav. En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, medmindre parten får fuldt medhold, jf. Forvaltningsloven § 22. Begrundelsen skal henvise til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Desuden skal den om fornødent indeholde en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 2.

Lejre Kommunes afgørelse af 14. juni 2016 henviste alene til, at det var i strid med lokalplanen at afspærre vejadgangen. Afgørelsen indeholdt ingen henvisning til Planloven § 19 om dispensation, og det fremgik ikke, om kommunen havde taget stilling til, om dispensation ville blive givet, eller hvilke hovedhensyn der i så fald havde været bestemmende for afgørelsen. Begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24 var således ikke opfyldt.

Afgørelse

Planklagenævnet ophævede Lejre Kommunes afgørelse af 14. juni 2016 og hjemviste sagen til fornyet behandling. Kommunen skal træffe en ny afgørelse, hvor den tager stilling til, om den vil give dispensation fra de relevante bestemmelser i lokalplanen, og begrunder afgørelsen med angivelse af de hovedhensyn, der har været bestemmende for den skønsmæssige vurdering. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.