Klage over Odense Kommunes forbud mod udskiftning af skilt med diodeskærm

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Odense Kommunes afgørelse af 30. juni 2016. Kommunen havde nedlagt forbud efter Planlovens § 14 mod udskiftning af et eksisterende skilt med en diodeskærm på ejendommen, [adresse1]. Klagen blev indbragt af ejendommens ejer den 16. juli 2016.

Klagerens anbringender

Klageren gjorde navnlig gældende, at Odense Kommunes afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen.

• Klager henviste til, at kommunen i 2015 havde givet tilladelse til opsætning af en diodeskærm på en nærliggende ejendom ([adresse2]), ca. 100 meter fra klagers ejendom.
• Det blev anført, at forbuddet efter Planlovens § 14 var udstedt med det formål at undgå realitetsbehandling af klagerens ansøgning.
• Klager fremhævede desuden, at der var tale om en udskiftning af et eksisterende skilt, ikke en ny opsætning.

Sagsforløb og kommunens begrundelse

Klageren ansøgte Odense Kommune den 8. marts 2016 om tilladelse til udskiftning af skiltet med en diodeskærm. Kommunen varslede afslag og forbud den 27. maj 2016. Efter klagerens kommentarer meddelte Odense Kommune den 30. juni 2016 afslag og nedlagde et forbud efter Planlovens § 14 gældende indtil 1. april 2017.

Forbuddet blev begrundet med, at Odense Kommune var i færd med at udarbejde en ny lokalplan for bymidten, som skulle være mere restriktiv over for diodeskærme. Kommunen vurderede, at den ansøgte udskiftning ville stride mod intentionerne i den kommende lokalplan.

Kommunens svar på klagen

Odense Kommune oplyste den 26. august 2016, at processen med den nye lokalplan var iværksat i begyndelsen af 2016 på grund af den stigende udvikling inden for digitale reklameskærme. Kommunen fastholdt, at lighedsgrundsætningen var overholdt, da de påberåbte sager ikke var identiske med nærværende sag.

• Kommunen havde i denne sag inddraget intentionerne i den kommende lokalplan, hvilket ikke var tilfældet i tidligere sager.
• Ejendommen [adresse2] og den ansøgte ejendom blev ikke anset for sammenlignelige med hensyn til placering og bygningstype.
• Kommunen vurderede desuden, at det ansøgte skilt var væsentligt anderledes i konstruktion, teknisk indhold og udseende end det eksisterende, og at udskiftningen derfor ville kræve en byggetilladelse.

Natur- og Miljøklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Odense Kommunes afgørelse. Nævnet vurderede sagen efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet mulighed for at tage stilling til retlige spørgsmål.

Hjemmel til forbud efter planloven

Nævnet fastslog, at en kommune efter Planlovens § 14 kan nedlægge forbud mod etablering af forhold, der kan hindres ved en lokalplan, for højst et år. Det er en betingelse, at kommunen på forbudstidspunktet har til hensigt at udarbejde en lokalplan.

• Nævnet fandt ikke, at den ansøgte diodeskærm lovligt kunne etableres uden tilladelse, hvorfor der ikke var tale om et forhold, der allerede var lovligt etableret.
• Det er tilstrækkeligt, at kommunen har til hensigt at udarbejde en lokalplan; det er ikke en betingelse, at planen rent faktisk tilvejebringes.

Sagsbehandlingstid

Vedrørende klagerens anbringende om, at kommunen havde trukket sagen ud for at undgå realitetsbehandling, fandt Natur- og Miljøklagenævnet ikke, at sagsbehandlingstiden oversteg, hvad der måtte anses for en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid. Kommunen havde derfor hjemmel til at nedlægge forbuddet.

Lighedsgrundsætningen

Nævnet vurderede, at kommunen skal overholde almindelige forvaltningsretlige principper, herunder lighedsgrundsætningen og kravet om saglighed. Lighedsgrundsætningen indebærer, at sammenlignelige sager som udgangspunkt skal have samme resultat.

• I denne sag lagde kommunen vægt på den kommende planlægning, hvilket ikke tidligere havde indgået i de sager, klageren henviste til.
• Nævnet fandt, at de forskellige resultater var begrundet i et planlægningsmæssigt relevant hensyn, og at der derfor ikke var tale om sammenlignelige sager.
• Kommunens afslag blev derfor ikke anset for usaglig forskelsbehandling.

På baggrund af ovenstående kunne Natur- og Miljøklagenævnet ikke give medhold i klagen. Nævnet beklagede den lange sagsbehandlingstid. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62.