Afslag på dispensation til opførelse af bolig i erhvervsområde

Sagen omhandler en klage over Frederikssund Kommunes afgørelse af 16. marts 2016, hvor kommunen afslog en ansøgning om dispensation fra lokalplanen til opførelse af et hus på ejendommen [matrikel1], Slangerup By, Slagerup, beliggende [adresse1]. Ejendommen er omfattet af Frederikssunds Kommunes lokalplan nr. 32.2 for en del af Industriområde Vest, specifikt delområde 2.

Lokalplanens formål og bestemmelser

Lokalplanens formål er at skabe et velfungerende erhvervsområde og undgå gener fra forurening. For delområde 2 fastsætter lokalplanen følgende anvendelsesbestemmelser:

• Område 2 må kun anvendes til lettere industri- og værkstedsvirksomhed samt mindre lagervirksomhed (Lokalplan nr. 32.2 § 3.1).
• Virksomhed må kun i ubetydelig grad medføre gener som støj, luftforurening eller lugt, og forurening af jord og grundvand skal undgås (Lokalplan nr. 32.2 § 3.2).
• Området kan også anvendes til forretningsvirksomhed med tilknytning til erhvervet, dog uden dagligvarehandel eller anden detailhandel (Lokalplan nr. 32.2 § 3.3).
• Byrådet kan tillade opførelse eller indretning af en bolig på hver ejendom, hvis den anvendes som bolig for indehaver, portner eller lignende med tilknytning til virksomheden (Lokalplan nr. 32.2 § 3.4).

Kommunens begrundelse for afslag

Frederikssund Kommune begrundede afslaget med, at etablering af en bolig på ejendommen ville indskrænke erhvervsmulighederne for omkringliggende virksomheder og potentielt udelukke visse virksomheder fra at etablere sig i området. Kommunen henviste desuden til kommuneplanramme E 3.1, der anfører, at der ikke må etableres boliger i området, samt at der tidligere er givet afslag på boliger i lokalplanområdet, og at ingen boliger er godkendt der.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunen ikke konkret havde taget stilling til lokalplanens bestemmelse om mulighed for en bolig tilknyttet virksomheden. Klageren mente, at en bolig på ejendommen ikke ville udelukke andre virksomheder, især da ejendommen ligger op til et boligområde. Det blev fremhævet, at lokalplanen udtrykkeligt nævner muligheden for en ejerbolig, og at en privat bolig tilknyttet erhvervsvirksomheden ikke ville indebære en væsentlig ændring eller være i strid med lokalplanens formål. Klageren påpegede også, at der på den anden side af vejen er mulighed for erhverv med pligt til at have en privat bolig.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, hvilket begrænser nævnets prøvelse til retlige spørgsmål. Dette indebærer en vurdering af, om kommunens afgørelse havde hjemmel i loven, men ikke om afgørelsen var hensigtsmæssig eller ønskelig.

Lokalplanens bindende karakter og dispensationsmuligheder

Nævnet bemærkede, at lokalplanbestemmelser er bindende for borgerne i henhold til Planloven § 18. Dispositioner, der afviger fra lokalplanen, kræver dispensation fra kommunen. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver derimod en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Kompetencenorm og kommunens skøn

Lokalplanens § 3, stk. 4, blev af nævnet anset for at være en såkaldt kompetencenorm. Denne bestemmelse giver kommunen mulighed for efter en konkret vurdering at tillade en bolig i tilknytning til erhverv, under iagttagelse af dispensationsproceduren i Planloven § 19 og Planloven § 20.

Frederikssund Kommune havde begrundet sit afslag med hensynet til erhvervsmulighederne i området, kommuneplanrammen og tidligere afslag på boliger i området. Natur- og Miljøklagenævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at kommunens afgørelse var truffet på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, eller at usaglige hensyn var varetaget. Kommunen havde således hjemmel i planloven til at meddele afslag på ansøgningen om dispensation.

Nævnets afgørelse

Da kommunens afgørelse om afslag var baseret på en skønsmæssig vurdering, som Natur- og Miljøklagenævnet ikke kan efterprøve, kunne nævnet ikke give medhold i klagen over Frederikssund Kommunes afgørelse af 16. marts 2016. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 9.