Planklagenævnets afgørelse om lovliggørelse af facadevinduer i Københavns Kommune

Planklagenævnet modtog en klage over Københavns Kommunes påbud om lovliggørelse af facadevinduer på en ejendom beliggende på [adresse1]. Sagen blev overført til Planklagenævnet den 1. februar 2017 i henhold til Lov om Planklagenævnet § 14, stk. 2.

Lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 155 Torvegade fra 1990. Lokalplanens § 4, stk. 1, regulerer bygningernes ydre fremtræden, herunder materialer, udformning, farve og øvrige ydre fremtræden af facader mod Torvegade, Christianshavns Torv og Dronningensgade. Det fremgår specifikt, at butiksfacader skal fremtræde med udstillingsvinduer, og at vinduer ikke må blændes ved tilklæbning eller lignende, så de får karakter af facadebeklædning.

Sagsforløb og kommunikation

• 28. februar 2014: Klager ansøgte om tilladelse til ombygning af ejendommen.
• 3. oktober 2014: Kommunen meddelte byggetilladelse med forbehold om, at vinduer i stueetagen ikke måtte tildækkes af folie.
• 16. december 2014: Klager ansøgte om tilladelse til at blænde butiksvinduerne.
• 6. januar 2015: Kommunen afslog ansøgningen med henvisning til lokalplanens § 4, stk. 1.
• 27. august 2015: Kommunen varslede påbud om lovliggørelse til ejendommens ejer, da vinduerne var dækket i strid med lokalplanen. Varslingen henviste til overtrædelse af Byggeloven § 16, jf. § 2, stk. 1.
• 9. september 2015: Ejendommens administrator henviste kommunen til ejendommens bruger som ansvarlig for de ulovlige forhold.
• 25. september 2015: Klager forespurgte kommunen om muligheden for at lovliggøre forholdet ved tilklæbning op til 150 cm, i overensstemmelse med en tidligere dispensation fra 2003.
• 3. december 2015: Kommunen konstaterede ved eftersyn, at vinduerne stadig var tilklæbet og meddelte påbud om lovliggørelse til ejendommens ejer. Påbuddet henviste til, at arbejdet var udført uden byggetilladelse i strid med Byggeloven § 16, jf. § 2, stk. 1, og pålagde lovliggørelse i medfør af Byggeloven § 17, stk. 1. Påbuddet var ikke præcist med hensyn til omfang og hvilke vinduer det omhandlede, og indeholdt en forkert klagevejledning til Statsforvaltningen.
• 22. december 2015: Klager påklagede kommunens afgørelse om påbud om lovliggørelse, idet det blev anført, at afgørelsen var uden hjemmel i Planloven § 15, da den vedrørte indvendig indretning, og at den var sendt til forkert modtager.

Kommunens og klagers supplerende bemærkninger

Københavns Kommune oplyste den 17. februar 2016, at der var tale om et planretligt spørgsmål, og at påbuddet derfor skulle have været meddelt i medfør af planloven, ikke byggeloven. Kommunen fastholdt, at fuldstændig tilklæbning af vinduer var i strid med lokalplanens § 4, stk. 1, men at tilklæbning op til 150 cm var tilladt i henhold til en tidligere dispensation. Kommunen henviste til Planloven § 63, stk. 1, om ejerens pligt til at berigtige ulovlige forhold.

Klager uddybede den 8. marts 2016 klagen og anførte, at afgørelsen vedrørte indvendig indretning (plader med folie 10 cm fra vinduesglasset), hvilket klager mente var uden hjemmel i Planloven § 15, stk. 2, nr. 7. Klager gjorde desuden gældende, at afgørelsen var i strid med lighedsgrundsætningen og proportionalitetsprincippet, og at påbuddet ikke var tilstrækkeligt begrundet i henhold til Forvaltningsloven § 24, da det henviste til forkert lovhjemmel.

Planklagenævnet ophæver Københavns Kommunes afgørelse af 3. december 2015 om påbud om lovliggørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Afvisning af klagepunkter vedrørende dispensation

Planklagenævnet kunne ikke behandle klagepunkter vedrørende kommunens afslag på dispensation af 6. januar 2015, da klagefristen på 4 uger i henhold til Planloven § 60, stk. 1 var overskredet. Klagen over dette afslag skulle have været indgivet senest den 3. februar 2015.

Mangler ved påbuddet

Planklagenævnet vurderede sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, som giver nævnet kompetence til at behandle retlige spørgsmål. Nævnet fandt, at kommunens påbud led af væsentlige mangler:

• Forkert modtager: Påbuddet var alene meddelt ejendommens ejer og ikke ejendommens bruger, som havde etableret tilklæbningen. Ifølge Planloven § 63, stk. 1, påhviler pligten til at berigtige et ulovligt forhold, der består i ulovlig brug, tillige brugeren. Varsling og påbud skal derfor rettes til både ejer og bruger.
• Utilstrækkelig begrundelse: Påbuddet opfyldte ikke de almindelige forvaltningsretlige regler om begrundelse. Det fremgik ikke klart, på hvilke punkter udstillingsvinduerne stred mod lokalplanens Planloven § 51, stk. 1, og det var uklart, hvilke vinduer påbuddet omhandlede, og hvad klager skulle gøre for at opfylde det. Det var heller ikke præciseret, om tilklæbning op til 150 cm var acceptabelt, eller om al tilklæbning var forbudt. Kommunen påser overholdelsen af planloven, jf. Planloven § 51, stk. 4, og skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, jf. Planloven § 51, stk. 5.
• Forkert lovhjemmel og klagevejledning: Påbuddet henviste til byggeloven i stedet for planloven og indeholdt en forkert klagevejledning til Statsforvaltningen i stedet for Planklagenævnet.

Planklagenævnet fandt, at disse mangler gjorde påbuddet ugyldigt. Kommunen skal derfor træffe en ny afgørelse, hvor den nærmere konkretiserer baggrunden og lovhjemlen for påbuddet, samt hvilke måder en eventuel lovliggørelse kan ske på. Kommunen skal desuden forholde sig til klagers anbringender om lighedsgrundsætningen og proportionalitetsprincippet. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.