Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation fra byplanvedtægt vedrørende lovliggørelse af carport

Greve Kommune afslog den 13. november 2015 en ansøgning om dispensation fra lokalplanen til lovliggørelse af en carport på ejendommen, [adresse1]. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet af ejendommens ejer.

Baggrund for ansøgningen

Klager ansøgte den 26. oktober 2015 om dispensation fra Partiel Byplanvedtægt nr. 6 § 3.1 for at lovliggøre en eksisterende carport. Carporten blev opdaget af kommunen i forbindelse med en ansøgning om byggetilladelse til en udestue og overdækket terrasse.

Plangrundlag og kommunens afslag

Ejendommen er omfattet af Partiel Byplanvedtægt nr. 6. Ifølge byplanvedtægtens Partiel Byplanvedtægt nr. 6 § 3.1 pålægges byggelinjer langs veje, og Partiel Byplanvedtægt nr. 6 § 7.4 fastsætter, at garagers portfacader og skærmtag over parkeringsarealer (carporte) skal placeres mindst 6,50 m fra skel mod vejarealer. Kommunen konstaterede, at carporten var placeret med indkørselsfacaden henholdsvis 3,1 m og 4,7 m fra vejskel, og den øvrige facade 1,3 m fra vejskel, hvilket overskred vejbyggelinjen med 3,4 m og 2,7 m.

Greve Kommune afslog dispensationen med den begrundelse, at lokalplanens bestemmelser ønskedes fastholdt, en dispensation ville skabe præcedens, og ejendommens grund stadig kunne udnyttes fornuftigt, selvom vejbyggelinjen blev overholdt. Kommunen havde foretaget naboorientering efter Planloven § 20 uden indsigelser.

Klagers anbringender

Klager gjorde gældende, at kommunens sagsbehandling indeholdt væsentlige fejl, og at der ikke var foretaget en konkret vurdering. Klager henviste til, at:

• Der i området var flere ejendomme med bygninger opført i strid med vejbyggelinjen, hvoraf nogle havde fået dispensation (f.eks. [adresse4] og [adresse2]).
• Kommunen selv havde opført bygninger ([adresse14]-[adresse16]), der ikke overholdt byggelinjerne.
• Carportens placering var af "mindre betydning" og burde kunne dispenseres fra i henhold til Partiel Byplanvedtægt nr. 6 § 19, stk. 1.
• Haven ikke kunne anvendes fornuftigt, hvis carporten blev flyttet.
• Ejendommens grundstørrelse på 696 m2 var under minimumskravet på 750 m2 i Partiel Byplanvedtægt nr. 6 § 5, stk. 1, hvilket rejste spørgsmål om byplanvedtægtens anvendelighed for ejendommen.
• Kommunen havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive klagers adresse til andre beboere i området.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen oplyste, at de ikke tidligere havde kendskab til de ulovlige forhold på klagers ejendom, og at hovedparten af de nævnte andre bygninger var opført uden tilladelse. Kommunen fastholdt, at de meddelte dispensationer til andre ejendomme ikke var sammenlignelige med klagers sag, da overskridelserne var mindre eller vedrørte andre byggelinjer (f.eks. sti- eller vendepladsbyggelinjer). Kommunen havde oprettet sager med henblik på lovliggørelse af de ulovlige forhold på de øvrige adresser. Vedrørende tavshedspligt henviste kommunen til Forvaltningsloven § 15b og begrundede videregivelsen med, at den pågældende ejer var part i en sag, der var oprettet på baggrund af klagers henvendelse.

Planklagenævnet kunne ikke give klager medhold i klagen over Greve Kommunes afslag på dispensation.

Nævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om afgørelsens hjemmel i planloven og lokalplanen samt overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen. Klagepunktet vedrørende kommunens overholdelse af forvaltningslovens regler om tavshedspligt lå uden for nævnets kompetence og skulle rettes til Ankestyrelsen.

Anvendelse af byplanvedtægten

Nævnet fastslog, at det forhold, at klagers grund på 696 m2 ikke opfyldte minimumskravet på 750 m2 i Partiel Byplanvedtægt nr. 6 § 5, stk. 1, ikke udelukkede, at grunden var omfattet af byplanvedtægtens øvrige bestemmelser.

Dispensation og lighedsgrundsætningen

Det ansøgte var i strid med Partiel Byplanvedtægt nr. 6 § 3.1 og krævede derfor dispensation. Hvorvidt kommunen ville dispensere, var en skønsmæssig vurdering, som nævnet ikke kunne efterprøve. Kommunens afgørelse skulle dog være i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen, som indebærer, at sammenlignelige sager som udgangspunkt skal have samme resultat.

Planklagenævnet fandt ikke, at de af klager fremhævede ejendomme var sammenlignelige med carporten i den aktuelle sag. Nævnet lagde særlig vægt på, at kommunen ikke tidligere havde givet dispensation til at overskride vejbyggelinjen med 2,7 m, som det var tilfældet for klagers carport. På denne baggrund fandt nævnet ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling af klager.

Afgørelsens endelighed

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.