Afgørelse om lovliggørende dispensation fra Lokalplan 19 til udstykning på [adresse1]

Sagen omhandler en klage til Natur- og Miljøklagenævnet over Horsens Kommunes afgørelse af 6. oktober 2015 om at give en lovliggørende dispensation fra Lokalplan 19 til udstykning af en ejendom på [adresse1]. Klagerne, ejere af nærliggende ejendomme, gjorde gældende, at udstykningen var i strid med lokalplanen og dens principper om at bevare områdets karakter. De kritiserede desuden sagsbehandlingen og mente, at udstykningen ville forringe deres ejendommes brugs- og ejendomsværdi.

Lokalplanens Bestemmelser

Lokalplan 19 har til formål at bevare villakvarterernes oprindelige karakter, begrænse udstykninger og bevare karakteristisk bebyggelse. Ifølge lokalplanens Lokalplan 19 § 4.01 må udstykninger kun finde sted på ejendomme udpeget på kortbilag 3a og 3b, hvilket den pågældende ejendom ikke var. Lokalplanen indeholder også bestemmelser om bevaring af bebyggelse (Lokalplan 19 § 5) og gadeforløb (Lokalplan 19 § 9), samt mulighed for dispensation til mindre væsentlige lempelser (Lokalplan 19 § 15).

Sagsforløb og Kommunens Afgørelse

I 2013 ansøgte ejeren af [adresse2] om udstykning af ejendommen, som er 1.817 m2, til to nye ejendomme på henholdsvis 1.017 m2 og 800 m2. Horsens Kommune meddelte oprindeligt tilladelse uden at give dispensation fra lokalplanen. Efter en henvendelse i 2015 genoptog kommunen sagen og blev opmærksom på den manglende dispensation. Kommunen sendte herefter en høringsskrivelse til naboer og genboer med henblik på en retlig lovliggørelse.

Den 6. oktober 2015 traf kommunen afgørelse om at give lovliggørende dispensation fra Lokalplan 19 § 4.01. Kommunen begrundede afgørelsen med, at de to nye ejendomme stadig ville have en god størrelse, svarende til omkringliggende ejendomme, og at bebyggelsesprocenten på 25 % ikke ville ændre områdets karakter. De lagde også vægt på, at der var tale om en hjørnegrund, og at der ikke ville opstå en "koteletgrund". Kommunen vurderede, at udstykningen ikke var i strid med lokalplanens formålsbestemmelse.

Klagen og Kommunens Bemærkninger

Klagerne fastholdt, at dispensationen var i strid med lokalplanens principper, især da lokalplanen specifikt nævner, at yderligere udstykninger i området bør undgås for at bevare dets udtryk. De kritiserede også sagsbehandlingen, herunder manglende inddragelse i den oprindelige ansøgning og spørgsmålet om delegation af beslutningskompetence. Klagerne mente, at kun byrådet kunne meddele dispensation, ikke forvaltningen.

Horsens Kommune bemærkede, at selvom de indledningsvis havde vurderet, at en dispensation ville være i strid med lokalplanens principper, var dette ikke deres endelige vurdering. Kommunen fastholdt, at dispensationen ikke var i strid med lokalplanens principper, da principper i en lokalplan som hovedregel ikke omfatter udstykning, og formålsbestemmelsen ikke specifikt henviser til udstykningsbestemmelserne. Kommunen bestred også, at de ikke havde den fornødne kompetence til at meddele dispensation, idet byrådet havde delegeret denne kompetence til forvaltningen i henhold til kommunens delegationsplan.

Natur- og Miljøklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Horsens Kommunes afgørelse om at give lovliggørende dispensation fra Lokalplan 19 til udstykning på [adresse1]. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planloven § 62, stk. 1.

Natur- og Miljøklagenævnets Vurdering af Dispensationen

Nævnet vurderede sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet mulighed for at tage stilling til retlige spørgsmål. Det er et retligt spørgsmål, om kommunen havde hjemmel til at meddele dispensation fra lokalplanen. Ifølge Planloven § 18 er lokalplanbestemmelser bindende, og dispositioner i strid hermed kræver dispensation.

Udstykningen var i strid med Lokalplan 19 § 4.01, da ejendommen ikke var udpeget til udstykning på kortbilag 3b. Kommunen havde givet dispensation fra denne bestemmelse. Efter Planloven § 19, stk. 1 kan en kommune dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Nævnet fandt, at lokalplanens formålsbestemmelse, som blandt andet sigter mod at begrænse udstykninger, ikke medførte, at kommunen var afskåret fra at give dispensation fra Lokalplan 19 § 4.01. Det lå derfor inden for kommunens kompetence efter Planloven § 19, stk. 1 at dispensere. Kommunens afgørelse var baseret på en skønsmæssig vurdering, som Natur- og Miljøklagenævnet ikke kunne efterprøve.

Servitutter og Delegation

Vedrørende de privatretlige servitutter bemærkede nævnet, at en kommunes mulighed for at administrere på grundlag af disse fremgår af Planloven § 43. Da kommunen ikke havde ønsket at anvende denne bestemmelse, og dette ikke var en afgørelse efter planloven, kunne nævnet ikke behandle denne del af klagen.

For så vidt angår spørgsmålet om delegation, fastslog nævnet, at Planloven § 15, stk. 2 ikke indeholder hjemmel til at fastsætte bestemmelser om en kommunes interne kompetencefordeling. Der er ikke fastsat bestemmelser i planloven vedrørende byrådets mulighed for at delegere sin kompetence i enkeltsager til politiske udvalg eller forvaltninger. Dette beror alene på kommunens interne beslutninger inden for rammerne af den kommunale styrelseslov, og nævnet er ikke klageinstans for sådanne spørgsmål.

Nævnet fandt desuden, at kommunen havde overholdt forvaltningslovens krav til begrundelse, da de havde angivet de relevante retsregler og de hovedhensyn, der lå til grund for skønnet.