Afgørelse i sag om Aarhus Kommunes dispensation fra områdets byplanvedtægt til at opføre tilbygning med tagterrasse

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Aarhus Kommunes afgørelse af 7. maj 2015. Afgørelsen omhandlede en dispensation fra byplanvedtægtens § 4 til en tilbygning med tagterrasse, der kunne opføres i to plan, på ejendommen [adresse1].

Klagens indhold

Naboer fra ejendommen [adresse2] klagede over kommunens afgørelse, der både vedrørte planloven (dispensation fra byplanvedtægt 7) og byggeloven (byggetilladelse). Klagen fokuserede på fire hovedpunkter:

• Dispensationen var i strid med principperne i områdets byplanvedtægt, da den tillod en tilbygning i to etager i et område, der kun tillod én etage med udnyttet tagetage.
• Der manglede dokumentation for overholdelse af bebyggelsesprocenten.
• Vurderingen af indbliksgener inkluderede ikke gener fra et 6,4 m² vindfang/altangang tæt på skel og med fuldt indblik til klagers primære inde- og udeopholdsarealer.
• Der var ikke taget hensyn til lydgener fra det hævede etageplan.

De sidste tre punkter vedrørte byggeloven, og klager havde bekræftet, at der også var klaget til Statsforvaltningen herom. Klagen til Natur- og Miljøklagenævnet koncentrerede sig derfor primært om planlovsforholdet, især spørgsmålet om, hvorvidt dispensationen stred mod planlovens principper, da den omfattede en tilbygning i to etager i et område, der kun tillod én etage med udnyttet tagetage.

Sagens forløb og kommunens oplysninger

Aarhus Kommune meddelte den 7. maj 2015 byggetilladelse og dispensation fra byplanvedtægtens § 4. Kommunen oplyste, at der i 2001 allerede var givet tilladelse til at inddrage den nederste etage til boligformål, hvilket medførte, at ejendommen fremstod som en toetagers ejendom. Den nuværende ansøgning om en tilbygning krævede en ny dispensation fra byplanvedtægten.

Kommunen lagde vægt på, at tilbygningen ikke ændrede ejendommens samlede karakter som toetagers og ikke stred mod byplanvedtægtens formål om at sikre åben og lav boligbebyggelse, da bygningens højde var uændret. Terrænforholdene betød, at tagterrassen ville ligge i et niveau svarende til høj stueplan. Kommunen bemærkede også, at byplanvedtægten fra 1962 var gammel, og at byggeri med høj kælder, stueplan og udnyttet tagetage med altaner var almindeligt i området.

Kommunen vurderede, at bebyggelsens samlede omfang var hensigtsmæssigt og svarede til omkringliggende ejendomme. For at imødegå indbliksgener blev der stillet krav om opsætning af værn og låge af matteret glas i 1,6 meters højde mod klagers ejendom. Kommunen afviste klagers indsigelse om værditab, da dette ikke var et lovligt hensyn i dispensationsvurderingen. Vedrørende bebyggelsesprocenten oplyste kommunen, at byplanvedtægten ikke fastsatte bestemmelser herom, og at dette henhørte under byggeloven. Kommunen bekræftede dog, at den gældende byggeret på 30 % i henhold til Bygningsreglement 2010 (BR10) var overholdt.

Byplanvedtægt nr. 8

Ejendommen [adresse1] var omfattet af byplanvedtægt nr. 8 fra oktober 1962. Af vedtægten fremgik det, at området kun måtte anvendes til åben og lav boligbebyggelse, jf. byplanvedtægtens § 3. Desuden fastslog byplanvedtægtens § 4, at ingen bygning måtte udføres med mere end én etage og udnyttet tagetage, og at bygningshøjden ikke måtte overstige 4 meter til overkant af øverste etageadskillelse.

Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) indledte med at fastslå, at nævnet ikke havde kompetence til at behandle klager vedrørende byggelovgivningen, da denne kompetence henhørte under Statsforvaltningen. De dele af klagen, der omhandlede byggeloven, blev derfor afvist.

Klagefrist for tidligere dispensation

NMK afviste at realitetsbehandle klagen over kommunens byggetilladelse fra 2001, der tillod inddragelse af den nederste etage til boligformål. Dette skyldtes, at klagen var indgivet i november 2015, hvilket var efter udløbet af den fire ugers klagefrist, jf. Planloven § 60, stk. 1 og Planloven § 60, stk. 2. NMK's praksis for klagefrister er restriktiv, især i sager med modstående parters interesser.

Vurdering af dispensationen fra maj 2015

NMK vurderede kommunens afgørelse om dispensation fra byplanvedtægtens § 4 i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 4. Det er et retligt spørgsmål, om kommunen har hjemmel til at dispensere fra en byplanvedtægt.

Det følger af Planloven § 18, at bestemmelser i en byplanvedtægt er bindende. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

NMK fastslog, at principperne i en lokalplan typisk omfatter formåls- og anvendelsesbestemmelser samt den planlagte struktur og fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer. Derimod omfatter principperne som hovedregel ikke de mere detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning.

NMK fandt, at Aarhus Kommunes dispensation fra den bebyggelsesregulerende bestemmelse i byplanvedtægtens § 4 ikke var i strid med Planloven § 19. Nævnet lagde vægt på, at det ikke var tilbygningen eller terrassen, der var udslagsgivende for vurderingen af, om boligbebyggelsen i området kunne karakteriseres som åben og lav, men derimod den eksisterende bolig på ejendommen. Det blev også inddraget, at der var tale om en tilbygning og terrasse, og ikke en nyopførelse af en boligbebyggelse i to etager.

Kommunens afgørelse om dispensation var desuden baseret på en skønsmæssig vurdering, som Natur- og Miljøklagenævnet ikke kunne efterprøve. På baggrund heraf konkluderede nævnet, at kommunen havde haft hjemmel i planloven til at dispensere som sket. Natur- og Miljøklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen over Aarhus Kommunes afgørelse af 7. maj 2015, og kommunens afgørelse stod ved magt. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planloven § 62, stk. 1.