Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til medhjælperbolig på landbrugsejendom

Sagen omhandler en klage over Fredensborg Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse til at bibeholde en medarbejderbolig på en landbrugsejendom i Fredensborg Kommune. Ejendommen, der er på 11,4 ha, huser stutteridrift og hestepension med et gennemsnit på 45 islandske heste.

Ejendommens forhold og ansøgning

Ejendommen er beliggende i landzone og omfatter flere bygninger, herunder et stuehus, en bolig på 45 m2, stalde, en ridehal og et maskinhus. I maskinhuset (bygning 7) er der indrettet en ulovlig bolig på 81 m2 til en staldmedarbejder. Ansøger, der overtog ejendommen i marts 2013, søgte om retlig lovliggørelse af denne medhjælperbolig efter Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3.

Kommunens afgørelser

Fredensborg Kommune meddelte den 12. maj 2015 afslag på retlig lovliggørelse af medhjælperboligen. Kommunen begrundede afslaget med, at boligen ikke blev anset for at være erhvervsmæssigt nødvendig for ejendommens drift, da det indsendte materiale ikke dokumenterede et yderligere boligbehov ud over de tre eksisterende boliger på ejendommen. Efterfølgende ansøgte klager den 8. juni 2015 om en lovliggørende landzonetilladelse til at bibeholde boligen efter Planlovens § 35, stk. 1. Kommunen meddelte den 25. juni 2015 afslag på denne ansøgning, idet en tilladelse ville stride mod formålet med planlovens landzonebestemmelser om at beskytte det åbne land mod spredt og uplanlagt bebyggelse. Kommunen påpegede desuden, at de eksisterende boliger kunne anvendes mere hensigtsmæssigt, og at ejendommens nærhed til Fredensborg by muliggjorde, at medarbejdere kunne bo i nærområdet.

Klagerens argumenter

Klageren, [virksomhed1], påpegede, at boligen formentlig blev indrettet i slutningen af 1960'erne, selvom en præcis datering ikke var mulig. Klageren anførte, at boligen var erhvervsmæssigt nødvendig på grund af staldmedarbejderens lange arbejdsdage (kl. 05:00-21:00), og at boligen var knyttet til ansættelsen. Det blev fremhævet, at lønniveauet i landbruget ikke tillod dækning af boligudgifter i Fredensborg Kommune, og at opsynsmulighederne med hestene ville forringes væsentligt, hvis medarbejderen ikke boede på ejendommen, især i forbindelse med folinger eller tilskadekomne heste. Klageren oplyste desuden, at ejendommens ejer og berider dagligt brugte otte timer på at ride og træne hestene, og at der var behov for endnu en staldmedhjælper, der også skulle bo på ejendommen. Klageren henholdt sig til disse argumenter i begge klager til Natur- og Miljøklagenævnet.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, jf. Planlovens § 35, stk. 1, og opretholdt Fredensborg Kommunes afgørelser.

Vurdering af erhvervsmæssig nødvendighed

Nævnet lagde til grund, at medhjælperboligen var opført efter 1970, da den ikke fremgik af en oversigtsplan fra 1987 og virkede relativt ny ved tilsyn i 2014. Hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning og sikre, at bymæssig udvikling sker planlagt, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri, kræver som udgangspunkt ikke landzonetilladelse, jf. Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3. Dog kræves tilladelse for beliggenhed og udformning af erhvervsmæssigt nødvendige bygninger, der opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, jf. Planlovens § 36, stk. 2.

Ejendommen er på 11 ha, hvilket er betragteligt mindre end de 30 ha, der ifølge planloven indikerer, at en ejendom kan antages at være egnet som heltidsbrug. Efter Planlovens § 36, stk. 1, nr. 12, kræves der ikke landzonetilladelse til opførelse af en medhjælperbolig på landbrugsejendomme over 30 ha. Da ejendommen i denne sag er under 30 ha, er den ikke omfattet af denne undtagelsesbestemmelse, og opførelsen af medhjælperboligen kræver derfor som udgangspunkt landzonetilladelse, medmindre den kan anses for erhvervsmæssigt nødvendig.

Nævnets konklusion

Natur- og Miljøklagenævnet vurderede, at medhjælperboligen, henset til ejendommens størrelse og driftsform, ikke kunne anses for at være erhvervsmæssigt nødvendig for ejendommens landbrugsmæssige drift. Klagerens argumenter, herunder at det ansøgte ikke medførte fysiske forandringer, kunne ikke ændre dette resultat. Da boligen ikke var erhvervsmæssigt nødvendig, forudsatte indretningen tilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at en lovliggørende landzonetilladelse ville stride mod planlovens formål om at hindre spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land. Natur- og Miljøklagenævnet opretholdt Fredensborg Kommunes afgørelse af 12. maj 2015 om, at medarbejderboligen ikke var erhvervsmæssigt nødvendig, og stadfæstede kommunens afslag af 25. juni 2015 på landzonetilladelse til at bibeholde boligen. Kommunens afgørelser står således ved magt. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 9.