Dispensation til pengeinstitut i henhold til lokalplans kompetencenorm var lovlig

Sagen vedrører en klage over Ringkøbing-Skjern Kommunes afgørelse om at dispensere fra en lokalplan for at tillade ændret anvendelse af en ejendom i Ringkøbing midtby til et pengeinstitut. Ejendommen, det tidligere amtsrådhus, er ejet af kommunen selv.

Lokalplanens rammer

Ejendommen er omfattet af Lokalplan nr. 01.115, der har til formål at sikre områdets anvendelse til center- og offentlige formål samt at bevare bymidtens karakteristiske købstadsmiljø. Lokalplanens § 3.3 fastsætter, at gaderne, herunder den pågældende, ikke må ændre karakter af butiksgader. Dog indeholder bestemmelsen en undtagelse, der giver Byrådet mulighed for at meddele en "særskilt tilladelse" til etablering af bl.a. pengeinstitutter i stueetagen.

Klagepunkter

Klagen blev indgivet af Ringkøbing Bevaringsforening og en række omboende. Klagerne anførte primært følgende:

• Strid med lokalplanens principper: En dispensation til et pengeinstitut er i strid med lokalplanens formål om at bevare butiksgaderne. En sådan ændring kræver en ny lokalplan, ikke en dispensation.
• Ulovlig ophævelse af servitut: En tinglyst servitut, der begrænsede ejendommens anvendelse, blev ophævet uden offentlig høring og på et forkert grundlag.
• Inhabilitet: Det blev anset som en skærpende omstændighed, at kommunen meddelte dispensation til sig selv.

Kommunens argumentation

Ringkøbing-Skjern Kommune begrundede dispensationen med, at bygningen aldrig har været anvendt til butiksformål, men som kontor. Kommunen vurderede, at lokalplanens § 3.3 gav hjemmel til at meddele tilladelsen som en dispensation efter en konkret vurdering. Kommunen anførte desuden, at den tinglyste servitut var blevet ophævet efter enighed mellem de påtaleberettigede parter.

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede Ringkøbing-Skjern Kommunes afgørelse og gav ikke medhold i klagen.

Afvisning af klagepunkt om servitut

Nævnet afviste at behandle den del af klagen, der vedrørte ophævelsen af den tinglyste servitut. Begrundelsen var, at aflysning af en servitut efter enighed mellem de påtaleberettigede er et privatretligt anliggende og ikke en afgørelse truffet i henhold til planloven. Nævnet havde derfor ikke kompetence til at tage stilling til dette spørgsmål, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 4.

Vurdering af dispensationen

Nævnet fastslog, at det afgørende retlige spørgsmål var, om kommunen havde hjemmel i planloven til at meddele dispensationen.

Lokalplanens kompetencenorm

Nævnet vurderede, at lokalplanens § 3.3 er en såkaldt "kompetencenorm". Det betyder, at lokalplanen selv giver kommunen en udtrykkelig beføjelse til at tillade bestemte anvendelser – herunder pengeinstitutter – som ellers ville være i strid med hovedreglen om at bevare gaden som butiksgade. Da pengeinstitutter er specifikt nævnt i bestemmelsen, er en tilladelse hertil ikke i strid med planens principper. Derfor kunne tilladelsen meddeles som en dispensation i henhold til Planloven § 19, stk. 1, uden at det krævede en ny lokalplan.

Procedure og habilitet

Nævnet konstaterede, at kommunen havde fulgt den korrekte procedure ved at gennemføre en forudgående naboorientering, som krævet i Planloven § 20. Det forhold, at kommunen meddelte dispensationen til en ejendom, den selv ejer, blev ikke anset for at være i strid med planloven. Nævnet fandt således, at kommunen havde den fornødne hjemmel til at træffe afgørelsen, og da nævnet ikke kan efterprøve kommunens skønsmæssige vurdering, blev afgørelsen stadfæstet.