Afgørelse om Lokalplan nr. 1042 for fastholdelse og udvidelse af campingplads

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Vesthimmerland Kommunes endelige vedtagelse af lokalplan nr. 1042, som omhandler udvidelse af en campingplads. Klagen blev indgivet af en sommerhusejer, der grænser op til campingpladsen.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at lokalplanen omfatter arealer, der grænser op til raste- og yngleområder for den spidssnudede frø, en art beskyttet under Habitatdirektivets bilag IV. Klageren mente, at lokalplanen var baseret på en forældet vurdering af konsekvenserne for de beskyttede arter, og at hensynet til disse arter ikke var tilstrækkeligt sikret i lokalplanen. Dette blev anset for at være i strid med Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale beskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 11, stk. 2, hvilket ifølge klageren gjorde lokalplanen ugyldig.

Lokalplan nr. 1042 giver mulighed for udvidelse af campingpladsen i delområde 4 og 5, herunder etablering af 30 campingenheder, friarealer, legepladser og en trampesti i delområde 4, samt op til 60 campinghytter og servicebygninger i delområde 5.

Klageren henviste til et notat fra [virksomhed1] fra 2008, som vurderede et tidligere lokalplanforslag (nr. 122) med lignende udvidelsesmuligheder. Notatet påpegede fund af spidssnudet frø og vurderede, at udvidelsen kunne have negative konsekvenser. [virksomhed1] anbefalede afværgeforanstaltninger som ekstensiv afgræsning, forbud mod gødskning/sprøjtning og anlæggelse af et paddevandhul. Klageren fremhævede, at lokalplanens § 9 indeholder bestemmelser om disse initiativer, men at det ikke fremgår, at de skal være gennemført inden udvidelsen, hvilket kunne beskadige yngle- og rasteområder. Desuden blev det anført, at bestemmelserne i § 9 sandsynligvis ikke var tilstrækkelige til at sikre områdets økologiske funktionalitet på længere sigt, og at der var tvivl om tilstrækkeligt egnede arealer til erstatningsnatur.

Klageren påpegede også, at naturtilstanden i området var forringet siden 2008, bl.a. pga. fældning af skov og intensiveret brug af engarealer, hvilket gjorde de resterende rasteområder vigtigere. Da lokalplan nr. 1042 desuden tillod 30 campingenheder i delområde 4, hvilket ikke var med i det oprindelige forslag, burde [virksomhed1]s notat være suppleret med nye undersøgelser for at danne et tilstrækkeligt grundlag for vurderingen, som krævet i Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale beskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 11, stk. 3.

Kommunens udtalelse

Vesthimmerland Kommune udtalte, at krav om dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 3 var indskrevet i lokalplanens §§ 3 og 9. Kommunen henviste til en dispensation fra 2012 efter Naturbeskyttelsesloven § 65, som stillede vilkår om erstatningsnatur, og vurderede, at dette sikrede, at der ikke skete forringelse af levevilkårene for bilag IV-arter. Kommunen fandt ikke anledning til at foretage en ny undersøgelse, da den vurderede, at yderligere oplysninger sandsynligvis ikke ville føre til en anden afgørelse. Den tidligere dispensation var dog bortfaldet i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 66, stk. 2.

Klageren fastholdt, at lokalplanen i sig selv skulle sikre mod beskadigelse af rasteområder, og at de afhjælpende foranstaltninger skulle være gennemført inden etablering af vej- og campinganlæg. Klageren bestred, at den bortfaldne dispensation fra 2012 tilstrækkeligt sikrede dette, da den ikke indeholdt alle de forudsatte foranstaltninger, såsom etablering af vandhul og græsning af engarealer.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven. Nævnet vurderede, om kommunen havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale beskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, der implementerer Habitatdirektivets artikel 12 om streng beskyttelse af visse dyrearter.

Nævnets vurdering af habitatbekendtgørelsen

Nævnet henviste til Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale beskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 11, stk. 1, nr. 1 og Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale beskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 11, stk. 2, som fastslår, at planforslag ikke kan vedtages, hvis de kan beskadige yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter. Vurderingen skal fremgå af redegørelsen, jf. Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale beskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 11, stk. 3.

Nævnet konstaterede, at Vesthimmerland Kommune, med bistand fra [virksomhed1], havde undersøgt forekomsten af padder og konstateret spidssnudet frø. [virksomhed1]s anbefalinger om afværgeforanstaltninger for at opretholde områdets økologiske funktionalitet var indarbejdet i lokalplan nr. 1042's redegørelsesdel og bindende del. Nævnet bemærkede, at etablering af erstatningsnatur kan finde sted uden for projektområdet, hvis det gavner bestanden.

Vurdering af data og afværgeforanstaltninger

Vedrørende klagerens indvending om forældede data, fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens faglige vurdering af, at der ikke var anledning til en ny undersøgelse i forbindelse med lokalplan nr. 1042. Nævnet understregede, at paddernes yngle- og rasteområder er beskyttet efter Naturbeskyttelsesloven § 3, og at planen ved gennemførelse vil blive søgt bevaret gennem afværgeforanstaltninger ved den konkrete administration af Naturbeskyttelsesloven § 3 i overensstemmelse med lokalplanens indhold.

Konklusion

Efter en samlet vurdering fandt Natur- og Miljøklagenævnet, at kommunen med lokalplanen i tilstrækkeligt omfang opfyldte de forpligtelser, der påhviler kommunen efter Habitatdirektivets artikel 12. Klagerens øvrige anbringender kunne ikke føre til et andet resultat. Natur- og Miljøklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen over lokalplan nr. 1042, som hermed blev opretholdt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17.