Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om dispensation fra Byplanvedtægt nr. 1 vedrørende minimumsgrundstørrelse
Dato
6. november 2014
Nævn
Planklagenævnet
Eksterne links
Læs hele sagenKategori
Planloven, retlig (før 1. februar 2017)
Højdepunkt
Afgørelse i sag om Jammerbugt Kommunes afslag på en ansøgt dispensation fra en bestemmelse
Sagen omhandler en klage over Jammerbugt Kommunes afslag på en ansøgning om dispensation fra en byplanvedtægt vedrørende grundstørrelser i et sommerhusområde. Klagerne ønskede at udstykke en eksisterende ejendom i to nye sommerhusgrunde på ca. 700 m² hver, hvilket var i strid med Byplanvedtægt nr. 1 fra 1953, der fastsætter en mindstegrundstørrelse på 1250 m² i zone 2, hvor ejendommen er beliggende. Ansøgningen krævede derfor dispensation efter Planloven § 19, stk. 1.
Kommunens afslag og begrundelse
Jammerbugt Kommune meddelte afslag på ansøgningen den 3. juni 2014. Kommunen begrundede afslaget med, at det ikke var hensigten at tillade fortætning af bebyggelsen i sommerhusområder ved at tillade mindre grundstørrelser end fastsat i byplanvedtægten. Kommunen fremhævede, at formålet var at opretholde større grunde og afstand mellem bebyggelser.
Klagerne anførte i deres ansøgning, at tre nabogrunde mod øst var under 700 m², og at kommunen tidligere havde meddelt dispensation for en anden ejendom i samme zone 2, beliggende på […], til udstykning af grunde under 1200 m².
Kommunens svar på klagen
Kommunen svarede, at de tre nabogrunde var udstykket i 1936 og derfor var lovligt eksisterende. Vedrørende ejendommen på […] anførte kommunen, at grundstørrelserne ikke var ned til 700 m², og at sagen derfor ikke var umiddelbart sammenlignelig. Kommunen fastholdt, at karakteren af området ved […] var anderledes end klagernes ejendom.
Natur- og Miljøklagenævnets undersøgelse
Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) anmodede kommunen om yderligere oplysninger om dispensationen vedrørende ejendommen på […]. Kommunen oplyste, at der var meddelt dispensation til en grundstørrelse på 1050 m², hvilket blev vurderet som en mindre væsentlig overskridelse. Kommunen henviste til en konkret vurdering, der inkluderede adgangsforhold og områdets karakter.
Klagerne bemærkede, at de faktiske grundstørrelser for ejendommen på […] var 848 m² og 1044 m² (hvoraf 400 m² var offentlig vej), og at begge ejendomme lå i zone 2. De fastholdt, at adgangsforholdene ikke var et problem for deres ejendom. Kommunen kommenterede ikke klagernes oplysninger om de faktiske grundstørrelser, men gentog, at byggeriet på en mindre grundstørrelse ved […] bedre harmonerede med det omgivende miljø og områdets karakter.
Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) har afgjort sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, hvilket betyder, at nævnet alene kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens afgørelse.
Forvaltningsretlige principper og lighedsgrundsætningen
NMK understregede, at selvom det er op til kommunens skønsmæssige vurdering at meddele dispensation, skal kommunen overholde almindelige forvaltningsretlige principper, herunder lighedsgrundsætningen. Dette princip indebærer, at ens sager som udgangspunkt skal have samme resultat, og at usaglig forskelsbehandling ikke må finde sted. Der skal være en saglig begrundelse for at nå til forskellige resultater i sager, der i det væsentlige er ens.
Nævnets vurdering af kommunens begrundelse
NMK fandt, at det på baggrund af sagens oplysninger, herunder kommunens udtalelser, ikke var muligt at vurdere, i hvilket omfang sagen var sammenlignelig med den tidligere meddelte dispensation for ejendommen på […]. Kommunen havde ikke udtalt sig om klagernes specifikke oplysninger vedrørende de faktiske grundstørrelser for den tidligere dispensation, og kommunens begrundelser for forskelsbehandling var af meget generel karakter. Dette forhindrede nævnet i at afgøre, om der havde været planlægningsmæssigt relevante hensyn, der kunne begrunde de forskellige resultater.
Afgørelse
På baggrund af den manglende tilstrækkelige begrundelse og mulighed for at vurdere sammenligneligheden, ophævede Natur- og Miljøklagenævnet Jammerbugt Kommunes afgørelse af 3. juni 2014. Sagen blev hjemvist til kommunens fornyede behandling og afgørelse. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planloven § 62, stk. 1.
Lignende afgørelser