Afslag på klager over lokalplan og kommuneplantillæg for vindmøller ved Volder Mark

Sagen omhandler klager over Lemvig Kommunes endelige vedtagelse af Lokalplan nr. 165 og Kommuneplantillæg nr. 1, som muliggør udskiftning af 12 eksisterende vindmøller med seks nye og større vindmøller (149,9 meter i totalhøjde) ved Volder Mark. Planerne ophævede den tidligere Lokalplan nr. 67.

Klagepunkter

Sagen blev påklaget af en lodsejer (klager 1) og en gruppe omboende (klager 2) med flere centrale ankerpunkter:

• Utilstrækkeligt grundlag (Klager 1): Det blev anført, at kommunens beslutning hvilede på et mangelfuldt teknisk grundlag, da den ignorerede rapporter, som viste potentiale for flere end seks møller. Klager mente, at dette var i strid med kommuneplanens mål om optimal udnyttelse af vindressourcer.
• Overtrædelse af Høvsøre-cirkulæret (Klager 2): Klagerne mente, at projektet overtrådte Cirkulære nr. 79 af 25. maj 2000, som forbyder nye vindmøller inden for 2,5 km fra Høvsøre Prøvestation. De anførte, at flytningen af møller udgjorde en nyetablering og ikke en "modernisering og udskiftning", som cirkulæret tillader.
• VVM-redegørelsens objektivitet (Klager 2): Der blev rejst tvivl om VVM-redegørelsens objektivitet, da den var udarbejdet af et eksternt firma. Klagerne kritiserede redegørelsens vurderinger af infralyd og lysgener.
• Habilitet (Klager 2): En klager påpegede, at projektets udvikler var byrådsmedlem i Lemvig Kommune, og hævdede, at dette havde ført til særbehandling og nepotisme.
• Afstandskrav (Klager 2): Det blev anført, at kommunen ikke fulgte den gængse norm om en afstand på 28 gange møllens totalhøjde mellem vindmølleparker.

Kommunens bemærkninger

Lemvig Kommune afviste klagepunkterne med følgende begrundelser:

• Planlægningsret: Kommunen fastholdt, at kommuneplanen fastsætter et maksimum på seks møller i området, og at man som planmyndighed har ret til at fastlægge dette antal.
• Høring af Naturstyrelsen: Kommunen havde indhentet en udtalelse fra Naturstyrelsen, som bekræftede, at projektet ikke var i strid med Høvsøre-cirkulæret, da det blev anset for en modernisering inden for det oprindelige rammeområde.
• VVM-proces: Kommunen understregede, at de som myndighed var ansvarlige for og stod inde for indholdet i VVM-redegørelsen, selvom den var udarbejdet af eksterne konsulenter.
• Habilitet: Kommunen oplyste, at det pågældende byrådsmedlem havde erklæret sig inhabil og ikke havde deltaget i den politiske behandling af sagen.

Natur- og Miljøklagenævnet gav ikke medhold i klagerne og stadfæstede Lemvig Kommunes afgørelse om at vedtage Lokalplan nr. 165 og det tilhørende kommuneplantillæg. Nævnet kan kun tage stilling til retlige spørgsmål og ikke til planens hensigtsmæssighed.

Fortolkning af Høvsøre-cirkulæret

Nævnet fandt, at ordlyden i Cirkulære nr. 79 af 25. maj 2000 vedrørende "moderniseres og udskiftes" var så upræcis, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens fortolkning. Kommunens fortolkning var desuden baseret på vejledning fra Naturstyrelsen, som er den ansvarlige myndighed for cirkulæret. Derfor blev det accepteret, at projektet faldt ind under undtagelsen i cirkulæret.

Planens overensstemmelse med kommuneplanen

Nævnet vurderede, at kommuneplanens generelle mål om at udnytte vindressourcerne "bedst muligt" ikke udgør en retlig forpligtelse for kommunen til at planlægge for det maksimale antal vindmøller, der teknisk kan placeres i et område. Kommunen har planlægningsfrihed til at fastsætte et lavere antal.

Habilitetsspørgsmålet

I henhold til Forvaltningslovens § 3 fandt nævnet ikke grundlag for at antage, at der var varetaget usaglige hensyn. Det blev lagt til grund, at det pågældende byrådsmedlem havde erklæret sig inhabil og forladt lokalet under sagens behandling, hvilket er i overensstemmelse med reglerne.

Vurdering af VVM-redegørelsen

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte VVM-redegørelsen som værende usaglig eller partisk. Det er almindelig praksis at anvende eksterne konsulenter, og kommunen bærer ansvaret for indholdet. Vedrørende afstanden til andre vindmølleparker fastslog nævnet, at reglen i Vindmøllecirkulæret om 28 gange møllehøjden ikke er et absolut krav, men en retningslinje, der kræver en begrundelse, hvis den fraviges. Kommunen havde leveret en sådan begrundelse i VVM-redegørelsen. Selvom denne begrundelse burde have fremgået af selve planredegørelsen, anså nævnet det for en mindre, uvæsentlig mangel, da oplysningerne var offentligt tilgængelige i VVM-materialet.