Klage over dispensation til udskiftning af vinduer og etablering af kviste i Stege

Kommunens afgørelse

Kommunen meddelte den 1. november 2013 dispensation for de allerede foretagne bygningsændringer, herunder etablering af fire kviste, fire Velux-vinduer, nye vinduer mod have- og vejsiden samt etablering af to indgangsdøre. Kommunen vurderede, at kvistene, der er ca. 2,25 meter brede med fire vinduer på ca. 50 cm hver, var udført i overensstemmelse med lokalplanens Lokalplan 94 § 8.2, da de var tilpasset husets proportioner og fulgte vinduestakten. Vinduerne mod vejen, udført med "falske" sprosser, blev også vurderet at være i overensstemmelse med lokalplanens Lokalplan 94 § 8.8 og Lokalplan 94 § 8.9, idet den valgte løsning ikke tilsidesatte lokalplanens intentioner for delområde II.

Kommunen lagde vægt på, at den oprindelige bygningsudformning fastholdes, og at ændringerne ikke væsentligt ændrer ejendommens rummelighed og facadeudtryk. Det blev også fremhævet, at der var tale om allerede foretagne ændringer, som ikke i væsentlig grad tilsidesatte lokalplanens hensigter. Kommunen havde dog samme dag varslet påbud om reetablering af skorstenspiben på ejendommen.

Supplerende bemærkninger

Ejendommens ejer oplyste, at han havde købt huset i 2010 og sendt alle tegninger til kommunen, da han blev opmærksom på manglende byggetilladelse. Han anførte, at der ikke var bygget noget, som ikke allerede fandtes tilsvarende i området.

Klageren supplerede med henvisning til vejledningen til planloven, der angiver, at detaljerede bestemmelser i bevaringsværdige områder kan være principper i lokalplanen. Klageren fremhævede, at ejendommen siden lokalplanens vedtagelse var SAVE-registreret som bevaringsværdig 2, hvilket yderligere skærpede kommunens forpligtelse. Klageren fastholdt, at de fire vinduer i hver kvist fremstod som et sammenhængende 2 meter bredt vinduesparti, hvilket var en klar fravigelse fra lokalplanens formål og principper. Klageren mente, at ejendommens rummelighed var øget med en hel tagetage, og at både store tagvinduer og brede kviste var ukarakteristiske for ældre bygninger. Endvidere burde alle husets vinduer være udført med kitfals og ikke med "påklistrede" sprosser, jf. lokalplanens redegørelse.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet hjemmel til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven.

Retlige rammer for dispensation

Nævnet henviste til Planloven § 18, der fastslår, at lokalplanbestemmelser er bindende for borgerne. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kan kun foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Principperne i en lokalplan omfatter planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser samt den planlagte struktur og fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer. De omfatter som hovedregel ikke de mere detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning af bebyggelsen. Lokalplanens Lokalplan 94 § 4.1 blev anset for at være en såkaldt kompetencenorm.

Nævnets vurdering af vinduer og kviste

Nævnet vurderede, om de isatte kviste på 2,25 meter med fire vinduer á ca. 50 cm i bredden med falske sprosser var i overensstemmelse med lokalplanens Lokalplan 94 § 8.2 og Lokalplan 94 § 8.8, som anført af kommunen. Nævnet bemærkede, at lokalplanens Lokalplan 94 § 8.2 angiver, at tag- og kvistvinduer ikke må være mere end én meter brede, og Lokalplan 94 § 8.8 omhandler vinduer i murhuller over 90 cm.

Kommunen havde vurderet, at det ansøgte var i overensstemmelse med disse bestemmelser, idet vinduespartiet fremstår som enkeltvinduer under 90 cm med sprosser. Nævnet fandt ikke anledning til at tilsidesætte kommunens vurdering på dette punkt. Lokalplanens formål- og anvendelsesbestemmelser indeholder ikke nærmere bestemmelser om udformning af vinduer m.v. Kommunens afgørelse blev derfor ikke anset for at være i strid med lokalplanens anvendelsesbestemmelser eller øvrige bestemmelser, og kommunen havde således hjemmel til at give dispensation.

Konklusion

På baggrund af ovenstående kunne Natur- og Miljøklagenævnet ikke give medhold i klagen over Vordingborg Kommunes afgørelse af 1. november 2013 om dispensation fra lokalplan 94 til udskiftning af vinduer m.v. på ejendommen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Eventuel retssag skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Planloven § 62, stk. 1.

Kommunens Afgørelse og Dispensationer

Helsingør Kommune meddelte byggetilladelse til opførelse af to kviste på i alt 2,7 m² og dispenserede samtidig fra lokalplanens bestemmelser:

• Dispensation fra § 5, stk. 1: Bebyggelsesprocenten forøgedes fra 32,6% til 32,9%, hvilket overskred den tilladte grænse på 25%.
• Dispensation fra § 5, stk. 10: Kvistene fik en bredde på 1,5 meter, hvilket overskred den tilladte bredde på 1,3 meter.

Kommunen undlod at foretage forudgående naboorientering, da de vurderede, at dispensationen var af underordnet betydning for naboerne.

Klagernes Indvendinger

Klagernes ejendom er naboejendom til den omhandlede ejendom, og de tilladte kviste er placeret direkte ind mod klagernes ejendom. Klagerne anførte, at kvistene, som de opfattede som karnapper, medførte betydelige indbliksgener til deres første sal, stue og køkken. De mente derfor, at der skulle have været foretaget partshøring forud for kommunens afgørelse. Klagerne rejste også tvivl om korrekt afsætning af skel, korrekt beregning af bebyggelsesprocenten (inklusive ulovligt opført bebyggelse som en loggia, et skur og en havepavillon), og at kvistene ikke var opført i overensstemmelse med de godkendte tegninger.

Kommunens Svar på Klagen

Helsingør Kommune fastholdt, at klagerne ikke var parter i sagen, da dispensationen var af underordnet betydning. Kommunen mente ikke, at lokalplanens bestemmelse om bebyggelsesprocent skulle varetage hensynet til indbliksgener, og at indbliksgenerne ikke oversteg, hvad man almindeligvis må forvente i et byområde. Bebyggelsesprocenten var beregnet ud fra BBR-oplysninger, og kommunen fandt det underordnet, om der var opført ulovlig bebyggelse. Kommunen oplyste desuden, at ejendomsudvalget i 2010 havde besluttet at skærpe praksis for bebyggelsesprocent, men at konkrete vurderinger fortsat skulle foretages. Kommunen vedlagde fotos, der viste direkte indblik fra kvistene til klagernes ejendom.