Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om beregning af udnyttelsesgrad og afslag på dispensation

Sagen omhandler en klage over Greve Kommunes afgørelse af 28. august 2013, hvor kommunen afslog en ansøgning om byggetilladelse til etablering af en tagetage på ejendommen matr.nr. [...1] Hundige by, Kildebrønde, [adresse1]. Afslaget var begrundet i en overskridelse af den maksimalt tilladte udnyttelsesgrad på 0,25, som fastsat i Byplanvedtægt nr. 51 for Hundige Strand fra 1977. Kommunen havde beregnet udnyttelsesgraden til ca. 0,35, idet et tillægsareal på 111 m2 ikke blev medregnet i grundarealet. Kommunen fastholdt, at udnyttelsesgraden skulle beregnes ud fra grundens nettoareal i henhold til byplanvedtægtens § 6, stk. 1, punkt a.

Klagerens argumenter

Klageren, en landinspektør på vegne af ejeren, gjorde gældende, at tillægsarealet på 111 m2 skulle indgå i beregningen af udnyttelsesgraden. Klageren anførte, at en byplanvedtægt ikke kan fravige beregningsreglerne i et bygningsreglement og henviste til Bygningsreglement 1972, den dagældende byggelov, Håndbog for Bygningsmyndigheder samt Erhvervs- og Byggestyrelsens udtalelse af 28. november 2008. Klageren mente, at kommunens beregning var forkert, og at den ansøgte udnyttelsesgrad snarere var ca. 0,28, hvis tillægsarealet blev medregnet.

Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) traf afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at behandle retlige spørgsmål i kommunale afgørelser efter planloven.

Nævnets retlige vurdering af beregningsregler

NMK fastslog, at når en lokalplan eller byplanvedtægt indeholder bestemmelser om udnyttelsesgrad, skal beregningen som udgangspunkt følge de beregningsregler, der var gældende på tidspunktet for planens vedtagelse. Da Byplanvedtægt nr. 51 er fra 1977, og hverken den dagældende byplanlov eller Bygningsreglement 1977 indeholdt specifikke regler for beregning af udnyttelsesgrad, skulle beregningsreglerne i Bygningsreglement 1972 anvendes. Dette bygningsreglement var udstedt med hjemmel i Byggeloven § 6 (dagældende lovbekendtgørelse nr. 361 af 17. juli 1972).

Hjemmel for beregning af udnyttelsesgrad

Byggeloven § 29, stk. 1 fastsætter, at udnyttelsesgraden bestemmes som forholdet mellem bygningernes bruttoetageareal og grundens areal med tillægsareal. Loven indeholder også nærmere bestemmelser om tillægsarealer i Byggeloven § 29, stk. 3 og henviser til bygningsreglementets regler i Byggeloven § 29, stk. 5. Bygningsreglement 1972, afsnit 2.2.1 præciserer, at udnyttelsesgraden beregnes som forholdet mellem bruttoetageareal og grundens areal med tillægsareal, hvor tillægsarealet omfatter vejareal ud for grunden indtil vejens midtlinje, jf. Bygningsreglement 1972, afsnit 2.2.2, Bygningsreglement 1972, afsnit 2.2.3 og Bygningsreglement 1972, afsnit 2.2.4.

Konklusion og hjemvisning

NMK konkluderede, at byplanvedtægtens bestemmelse i § 6, stk. 1, punkt a, om at beregne udnyttelsesgraden ud fra grundens nettoareal (dvs. uden tillægsareal), manglede hjemmel i den dagældende byggelovgivning. Denne mangel blev anset for væsentlig. Derfor ophævede nævnet Greve Kommunes afgørelse af 28. august 2013 om beregning af udnyttelsesgraden og afslaget på dispensation. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i kommunen, hvor beregningsreglerne i Bygningsreglement 1972 skal anvendes, hvilket indebærer, at tillægsarealet på 111 m2 skal indgå i beregningen af ejendommens udnyttelsesgrad.