Afgørelse om lokalplanpligt ved nedrivning af bygning og parkeringsanlæg

Sagen omhandler en klage over Aalborg Kommunes afgørelse af 14. august 2013, hvor kommunen fastslog, at nedrivning af en bygning og et parkeringsanlæg ikke var omfattet af lokalplanpligt i henhold til Planlovens § 13, stk. 2. Klagen blev indbragt for Natur- og Miljøklagenævnet af Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Aalborg samt fire borgere, hvoraf to var klageberettigede på grund af bopæl nær ejendommen.

Ejendommens baggrund og kommunens intentioner

Ejendommen, der er ejet af Aalborg Kommune, består af en bygning på 1.232 m² og et parkeringsanlæg i to niveauer, opført omkring 1960. Bygningen har tidligere været anvendt til butiksformål, men stod tom på tidspunktet for sagen, mens parkeringsanlægget fortsat var i brug. Bebyggelsen er ikke registreret som bevaringsværdig i kommuneplanen og ligger uden for udlagte særligt værdifulde kulturmiljøer. Kommunen ønskede at nedrive bebyggelsen med henblik på salg af ejendommen til opførelse af ny bebyggelse og var i gang med at tilvejebringe et kommuneplantillæg for områdets fremtidige indretning og anvendelse. Kommunen begrundede sin afgørelse om manglende lokalplanpligt med, at der ikke forelå særlige bevaringsinteresser.

Klagerens argumenter

Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Aalborg anførte, at nedrivningsarbejdet i den tætte bykerne burde kræve en lokalplan for at sikre en hensigtsmæssig proces og minimere gener for beboere og turister. De fremhævede behovet for at tage hensyn til kirkedrift, trafikomlægning, tilkørselsforhold og formidling af arkæologiske udgravninger.

De klagende borgere fremhævede, at et nedrivningsarbejde af det pågældende omfang og beliggenhed i Aalborgs historiske centrum, med en forventet varighed på ca. 3 måneder, ville påvirke kollektiv trafik, parkeringsmuligheder, kirkelige handlinger og beboernes hverdag. De frygtede rystelser, skader, støj- og støvgener samt sætningsskader. Klagerne mente desuden, at nedrivningen kunne være unødvendig, og at bekostelige arkæologiske undersøgelser kunne undgås. De henviste til en tidligere afgørelse fra Naturklagenævnet (Naturklagenævnet Orienterer nr. 314, februar 2004), hvor lokalplanpligt blev statueret for nedrivning af bevaringsværdig bebyggelse, og argumenterede for, at den aktuelle nedrivning var sammenlignelig på grund af bebyggelsens markante fremtræden, selvom den ikke var bevaringsværdig. De ønskede offentlig inddragelse før nedrivningen.

Kommunens svar på klagerne

Aalborg Kommune fastholdt, at der ville blive tilvejebragt en lokalplan forud for konkret nybyggeri efter salg af ejendommen. Kommunen anførte, at der længe havde været et ønske om at omdanne og forskønne ejendommen, da den eksisterende bebyggelse fremstod nedslidt. Kommunen vurderede, at der ikke var tale om en lokalplanpligtig nedrivning, da der ikke forelå særlige bevaringsinteresser. Kommunen oplyste, at nedrivningsarbejdet ville blive håndteret i henhold til Byggeloven og Miljøbeskyttelsesloven, og at man som grundejer ville begrænse generne. Der var udarbejdet en drejebog for dialog med omkringboende og formidling til offentligheden. Kommunen afviste sammenligningen med den nævnte tidligere sag, da den aktuelle bebyggelse ikke var bevaringsværdig.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse i sagen i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, hvilket begrænser nævnets kompetence til at vurdere retlige spørgsmål. Nævnet kunne således ikke tage stilling til, om nedrivningen var hensigtsmæssig, men alene om den var omfattet af lokalplanpligt i henhold til Planlovens § 13, stk. 2.

Vurdering af lokalplanpligt

Nævnet fastslog, at afgørelsen af, om et byggeprojekt er et "større" bygge- og anlægsarbejde, afhænger af, om det vil medføre væsentlige ændringer i det bestående miljø. Dette inkluderer projektets visuelle, funktionelle og miljømæssige konsekvenser i forhold til områdets karakter. Formålet med lokalplanpligten er at sikre offentlighedens mulighed for at udtale sig om større projekter og at vurdere dem i en planmæssig sammenhæng.

Gener under nedrivningsarbejdet

Nævnet præciserede, at de gener, som selve nedrivningsarbejdet måtte medføre, ikke indgår i vurderingen af spørgsmålet om lokalplanpligt. Dette skyldes, at en lokalplan med hjemmel i Planlovens § 15 ikke kan fastsætte bestemmelser om nedrivningsarbejdets tilrettelæggelse og udførelse. Kommunen havde da også oplyst, at nedrivningen ville blive håndteret i henhold til Byggeloven og Miljøbeskyttelsesloven, og at kommunen som grundejer ville begrænse generne.

Nævnets konklusion

Natur- og Miljøklagenævnet fandt ikke, at en nedrivning af den omhandlede bygning og parkeringsanlægget ville medføre en sådan ændring af et bestående miljø, at nedrivningen var omfattet af Planlovens § 13, stk. 2 om lokalplanpligt. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om en enkelt bygning og et parkeringsanlæg opført omkring 1960, og at denne bebyggelse ikke var udpeget som bevaringsværdig eller beliggende i et særligt værdifuldt kulturmiljø i kommunens kommuneplanlægning.

Nævnet kunne herefter ikke give klagerne medhold. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 9.