Klage over byggetilladelse til sommerhus på [adresse1] - overholdelse af byplanvedtægt og partshøring

Sagen omhandler en klage fra en nabo over Jammerbugt Kommunes byggetilladelse af 19. november 2012 til opførelse af et sommerhus på [adresse1], 9480 Løkken. Klageren gjorde gældende, at byggetilladelsen var udstedt i strid med Byplanvedtægt nr. 4 for Pandrup Kommune, især vedrørende sommerhusets placering på grunden, og at der ikke var foretaget naboorientering. Klageren frafaldt senere en anmodning om standsningsmeddelelse, da byggeriet var næsten færdigt. ### Klagerens anbringender Klageren anførte, at kommunen ikke havde hjemmel til at udstede byggetilladelsen, da sommerhuset med sin placering i kote 35,5 (tidligere kote 27,5) var i strid med byplanvedtægtens § 6, stk. 4c. Denne bestemmelse fastslår, at ingen bygning må placeres på en klit eller bakketop eller således, at den bærer præg af at være placeret højt i forhold til det omgivende terræn. Klageren mente desuden, at der burde have været naboorienteret efter planloven, da sommerhusets nye placering ville have betydning for udsigten fra klagerens ejendom og medføre indbliksgener til klagerens udendørs badeområde. ### Sagens faktiske omstændigheder Ejendommen er omfattet af Byplanvedtægt nr. 4 fra 1974, som udlægger området til sommerhusbebyggelse (zone 2). Byplanvedtægtens § 6, stk. 4c, regulerer bebyggelsens placering. Kommunen udstedte byggetilladelse til et sommerhus på 150 m2 med tilhørende overdækket areal og carport, hvor det eksisterende sommerhus skulle nedrives. Kommunen vurderede det fremtidige niveauplan til kote 35,5. Kommunen oplyste, at det tidligere sommerhus på 25 m2 var placeret i en lavning direkte i det vestlige skel. En udnyttelse af byggeretten i grundens lavning ville ifølge kommunen ødelægge den unikke terrænform og kræve omfattende terrænregulering. Kommunen vurderede, at den nye placering ikke var på en klit- eller bakketop, men på en kystskrænt i overgangen mellem kystforlandet og morænelandskabet. Kommunen har historisk lagt vægt på at placere sommerhuse på toppen af landskabet for at bevare områdets terrænformer. Klageren bestred kommunens brug af nye begreber som "kystskrænt" og "kystforland", da disse ikke fremgår af byplanvedtægten, som i stedet lægger vægt på placering i lavninger i kuperet terræn.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven. Nævnet kan derimod ikke tage stilling til, om et godkendt byggeri er rimeligt eller hensigtsmæssigt i forhold til klagerens interesser. ### Byplanvedtægtens fortolkning og håndhævelse Nævnet vurderede, at lokalplanbestemmelser skal være klart og præcist formuleret for at kunne håndhæves som bindende. Med henvisning til Planloven § 15, stk. 2, nr. 6 og 7 om lokalplaners indhold og Planloven § 18 om lokalplaners bindende virkning, fandt nævnet, at den del af byplanvedtægtens § 6, stk. 4c, der angiver, at en bygning ikke må "bære præg af at være placeret højt i landskabet", ikke opfylder kravet om klarhed og præcision og derfor ikke kan håndhæves. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at området ved ejendommen hverken er en klit- eller bakketop, men en kystskrænt. Derfor kunne Jammerbugt Kommune ikke med hjemmel i byplanvedtægtens § 6, stk. 4c, have modsat sig sommerhusets placering, da en placering på morænelandskabets plateau er umiddelbart tilladt efter planloven. ### Partshøring og dens betydning Da sommerhusets placering ikke krævede dispensation fra byplanvedtægten, havde kommunen ikke pligt til at foretage naboorientering efter Planloven § 20. Nævnet vurderede dog, at klageren havde partsstatus i sagen. Selvom naboskab alene ikke er tilstrækkeligt, medfører konkrete og væsentlige gener, som f.eks. betydelige indbliksgener og påvirkning af udsigt, partsstatus. Nævnet fandt, at den ændrede placering af sommerhuset fra en lavning i kote 27,5 til en højere placering i kote 35,5 medførte så stor en forandring for naboen, at partshøring burde have været foretaget i henhold til Forvaltningsloven § 19, stk. 1. På trods af den retlige mangel ved den manglende partshøring, fandt Natur- og Miljøklagenævnet efter en konkret vurdering, at kommunens afgørelse havde fået et korrekt indhold. Nævnet vurderede, at sagen ikke ville have fået et andet resultat, selvom kommunen havde partshørt klageren forud for afgørelsen, grundet de terrænforhold, der er på grunden, og kommunens besigtigelse heraf. ### Afgørelse Natur- og Miljøklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen over Jammerbugt Kommunes afgørelse af 19. november 2012 om byggetilladelse til at opføre et sommerhus på [adresse1], 9480 Løkken.