Afslag på dispensation til tagudhæng var ikke usaglig forskelsbehandling efter kommunesammenlægning

En borger ansøgte Vordingborg Kommune om dispensation fra Partiel Byplanvedtægt nr. 2 for at forlænge tagudhænget på sit sommerhus på [adresse1]. Formålet var at etablere en integreret carport og et solcelleanlæg. Ifølge byplanvedtægtens § 5, stk. b, skal bygninger placeres mindst 5 meter fra naboskel, men det ansøgte tagudhæng ville have en afstand på 2,5 meter.

Klagers argumentation og kommunens afslag

Klageren henviste til, at der på andre ejendomme i området var opført lignende integrerede carporte. Kommunen afslog ansøgningen og henviste til, at en besigtigelse viste, at de af klageren nævnte byggerier enten var fritliggende eller opført op ad facaden, og dermed ikke sammenlignelige.

Klageren påpegede efterfølgende en specifik ejendom på [adresse2], hvor der i 2005 var givet tilladelse til en lignende integreret carport. Kommunen anerkendte denne tilladelse, men fastholdt afslaget med følgende begrundelser:

• Tilladelsen på [adresse2] blev givet af den tidligere Møn Kommune før kommunesammenlægningen i 2007.
• Det ansøgte byggeri på klagerens ejendom ville være tættere på skel end byggeriet på [adresse2].
• Der var modtaget indsigelser fra en nabo og grundejerforeningen i den aktuelle sag, hvilket ikke var tilfældet i 2005-sagen.

Klageren indbragte sagen for Natur- og Miljøklagenævnet med påstand om, at kommunen havde udøvet usaglig forskelsbehandling.

Natur- og Miljøklagenævnet vurderede sagen som et retligt spørgsmål i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, specifikt om Vordingborg Kommunes afslag udgjorde usaglig forskelsbehandling.

En kommune kan dispensere fra en byplanvedtægt, hvis det ikke strider mod planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Det er dog en skønsmæssig afgørelse, som skal overholde forvaltningsretlige principper, herunder lighedsgrundsætningen.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

Nævnet fandt ikke, at forholdene på klagerens ejendom og ejendommen på [adresse2] var så identiske, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Nævnet lagde afgørende vægt på, at tilladelsen til byggeriet på [adresse2] blev meddelt i 2005 af den daværende Møn Kommune.

Natur- og Miljøklagenævnet fastslog, at der forvaltningsretligt ikke er noget til hinder for, at den nye Vordingborg Kommune efter kommunesammenlægningen i 2007 kan føre en strammere dispensationspraksis end den tidligere Møn Kommune. Forskellene i afstand til skel og de modtagne indsigelser understøttede yderligere, at sagerne ikke var ens.

På denne baggrund stadfæstede Natur- og Miljøklagenævnet kommunens afgørelse.