Klage over Aalborg Kommunes Lokalplan nr. 1-1-7 vedrørende erhverv og bolig

Sagen omhandler en klage indgivet af ejeren af en ejendom i Aalborg Kommune over kommunens endelige vedtagelse af Lokalplan nr. 1-1-107 Erhverv og bolig den 12. november 2012. Klager påstod, at lokalplanen var ugyldig på grund af flere retlige mangler.

Klagerens anbringender

Klager gjorde gældende, at lokalplanen ikke overholdt retningslinjerne i Kommuneplan 2009, især vedrørende bevaringsværdige bygninger og arkitektoniske stilarter, hvilket ifølge klager var i strid med trinhøjere planlægning, jf. Planlovens § 13, stk. 1, nr. 1. Kommuneplan 2009 indeholdt retningslinjer for sikring af kulturhistoriske bevaringsværdier, jf. Planlovens § 11a, stk. 1, nr. 15.

Derudover anførte klager, at der manglede en redegørelse for lokalplanens visuelle påvirkning af omgivelserne i kystnærhedszonen. Klager mente, at tidligere visualiseringer fra 2010 ikke kunne anvendes på grund af ændringer i planforslaget, herunder udvidelse af bebygget areal og ændringer i bygning og materialevalg, jf. Planlovens § 16, stk. 3.

Klager påpegede også, at en ejendomsmæglervirksomhed i sidebygningens stueplan, som var i strid med den tidligere lokalplan, nu blev lovliggjort af den nye lokalplan. Klager mente, at dette burde have fremgået af lokalplanens formålsbestemmelse, jf. Planlovens § 15, stk. 1, og at lokalplanen ikke længere kunne danne grundlag for en sådan lovliggørelse, da der var forløbet mere end et år siden det oprindelige lokalplanforslag blev offentliggjort, jf. Planlovens § 17, stk. 4.

Endvidere hævdede klager, at Planlovens § 27, stk. 2 ikke var overholdt, da der var sket en væsentlig udvidelse af lokalplanens formål og bebyggelige kvadratmeter uden fornyet høring eller offentliggørelse. Klager gjorde desuden gældende, at kommunen havde undladt at inddrage naboretlige hensyn.

Kommunens oplysninger og svar

Lokalplan nr. 1-1-107 erstattede en ældre lokalplan. Kommunen havde undervejs i processen konstateret, at forslaget ikke var i overensstemmelse med Kommuneplan 2009's bilag K om bebyggelsesprocenter, hvilket førte til udarbejdelsen af et kommuneplantillæg (nr. 1.019), der blev vedtaget samtidigt med lokalplanen.

Kommunen anførte, at selvom stilbladene fra Kommuneplan 2009 ikke var direkte indbygget i lokalplanen, tog bestemmelserne i lokalplanens § 1, stk. 2, og § 6, stk. 1-10, udgangspunkt i disse stilblade for at sikre hensyn til eksisterende bebyggelse. Vedrørende visualisering bemærkede kommunen, at ejendommen ikke var omfattet af Planlovens § 16, stk. 3, og at en illustrationsskitse var tilstrækkelig, da en retvisende fotomontage var vanskelig uden et konkret projekt. Kommunen oplyste desuden, at den ikke havde været opmærksom på den påståede ulovlige ejendomsmæglervirksomhed.

Sagen blev overtaget af en ny ejer af ejendommen i delområde A under sagsbehandlingen.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, hvilket begrænser nævnets prøvelse til retlige spørgsmål og ikke hensigtsmæssighedsvurderinger.

Lokalplanens overensstemmelse med trinhøjere planlægning

Nævnet vurderede, at en kommuneplans retningslinjer alene danner grundlag for lokalplanlægning og ikke er umiddelbart bindende for borgere. Vurderingen af lokalplanens overensstemmelse skulle ske i forhold til den på vedtagelsestidspunktet gældende Kommuneplan 2009. Nævnet fandt, at lokalplan nr. 1-1-7 ikke var i strid med retningslinjerne 5.2.3 og 5.1.2 i Kommuneplan 2009, jf. Planlovens § 13, stk. 1, nr. 1. Lokalplanen indeholdt bestemmelser, der krævede dispensation for ændringer af bevaringsværdige bygninger, hvilket nævnet fandt tilstrækkeligt.

Lokalplanens beliggenhed i kystnærhedszonen

Nævnet fastslog, at Planlovens § 16, stk. 3 ikke fandt anvendelse i sagen. Derimod var lokalplanområdet omfattet af Planlovens § 16, stk. 4, som kræver redegørelse for visuel påvirkning i kystnære byzoner. På trods af ejendommens beliggenhed på havnefronten og begrænset synlighed fra kysten, samt det faktum, at den nye lokalplan ikke tillod højere byggeri end eksisterende, fandt nævnet, at den beskrivelse, kommunen havde foretaget i redegørelsesdelen af lokalplanforslagene fra januar og juni 2012, var tilstrækkelig til at give borgerne mulighed for at vurdere lokalplanens betydning for kystlandskabet.

Eksisterende ejendomsmæglervirksomhed

Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at formålet med den nye lokalplan var at lovliggøre en eksisterende ejendomsmæglervirksomhed. Derfor var klagers henvisning til Planlovens § 17, stk. 4 om den etårige frist for lovliggørelse ikke relevant.

Ændring af den endeligt vedtagne lokalplan

Nævnet vurderede, at Planlovens § 27, stk. 2 ikke fandt anvendelse i den aktuelle sag, da lokalplanforslaget fra juni 2012 havde været i en 8-ugers høring samtidig med kommuneplantillæg nr. 1.019, og der ikke var foretaget ændringer af forslaget efter denne sidste høringsperiode.

Afgørelse

Natur- og Miljøklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen over Aalborg Kommunes endelige vedtagelse af Lokalplan nr. 1-1-7 Erhverv og bolig den 12. november 2012. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17.