Afslag på landzonetilladelse til udstykning i bevaringsværdigt landskab uden for byzone

Sagen omhandler en landzonetilladelse givet af Helsingør Kommune til udstykning af en grund på ca. 2 ha til opførelse af et nyt enfamiliehus. Ejendommen er beliggende i landzone på [adresse1] og er i kommuneplanen udpeget som bevaringsværdigt landskab og rekreativt område, der skal friholdes for bebyggelse.

Ansøgning og kommunal afgørelse

Ejeren ansøgte den 29. september 2017 om tilladelse til at udstykke en parcel med henblik på at bygge et nyt hus. Ansøger argumenterede for, at den nye parcel ville ligge inden for den eksisterende bebyggede struktur og tilbød at tinglyse en servitut om en offentlig trampesti langs Vesterbæk, som er et § 3-beskyttet vandløb.

Helsingør Kommune meddelte landzonetilladelse den 22. januar 2018. Dette skete på trods af, at kommunens egen forvaltning havde indstillet til afslag med henvisning til, at en tilladelse ville være i strid med Planklagenævnets praksis og de planlægningsmæssige hensyn.

Klagen

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen den 17. februar 2018. Foreningen anførte, at tilladelsen var i strid med landzonereglernes formål om at forhindre byspredning i det åbne land. Klager mente, at afgørelsen ville skabe en uheldig præcedens for bynære landzonearealer og underminere kommuneplanlægningen.

Planklagenævnet ændrer Helsingør Kommunes afgørelse af 22. januar 2018 til et afslag. Landzonetilladelsen til udstykning er dermed ikke længere gyldig.

Nævnets retlige grundlag og vurdering

Planklagenævnet fastslår, at udstykningen kræver landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1, og at undtagelsesbestemmelsen i Planlovens § 37 om overflødiggjorte bygninger ikke finder anvendelse, da der er tale om opførelse af en ny bygning.

Nævnet lægger afgørende vægt på de overordnede formål med landzonereglerne, som er at modvirke byspredning og sikre, at byudvikling sker i overensstemmelse med planlægningen. Praksis for udstykning til boliger i det åbne land, især tæt på byzoner, er meget restriktiv for at opretholde en klar grænse mellem by og land.

Begrundelse for afslag

Nævnets afgørelse er baseret på følgende centrale punkter:

• Planmæssige hensyn: Ejendommen ligger i et område, som i kommuneplanen er udlagt til rekreativt formål og udpeget som bevaringsværdigt landskab. En tilladelse ville være i direkte modstrid med disse planlægningsmæssige interesser.
• Afgrænsning til byzone: Kommunen har i sin planlægning klart afgrænset det fremtidige boligområde til at ligge øst for den pågældende ejendom. At tillade bebyggelse vest for denne grænse vil underminere den fastlagte plan.
• Ingen huludfyldning: Området kan ikke betragtes som en samlet bebyggelse med landsbypræg, hvorfor princippet om huludfyldning ikke kan anvendes.
• Beskyttelsesinteresser: Ejendommen ligger inden for skovbyggelinjen og i et landskab med væsentlige bevaringsværdier.

Planklagenævnet finder samlet set, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en fravigelse fra den restriktive praksis for udstykning til boligformål i det åbne land.