Planklagenævnets afgørelse om afslag på genoptagelse af sag vedrørende landzonetilladelser

Planklagenævnet traf den 23. januar 2018 afgørelse i to sager om afslag på landzonetilladelse til opførelse af et enfamilieshus og en kontorbygning på ejendommene [adresse1] og [adresse2]. Ansøgeren anmodede herefter om genoptagelse af sagen.

Ansøgerens anmodning om genoptagelse

Ansøgeren argumenterede for, at Syddjurs Kommunes tilladelser burde stadfæstes, da det ansøgte alene udgjorde en ubetydelig ændring af en allerede tilladt bebyggelse. Det blev anført, at der udelukkende var tale om indvendige bygningsændringer, og at byggeriet skulle opføres på et eksisterende fundament, identisk i omfang med en tidligere tilladelse.

Ansøgeren mente, at Planklagenævnets afgørelse ikke tog udgangspunkt i klagernes indsigelser og ikke havde taget stilling til de specifikke klagepunkter. Det blev også fremhævet, at Danmarks Naturfredningsforening, efter besigtigelse, havde valgt ikke at klage, hvilket ansøgeren tolkede som en indikation af, at byggeriet ikke ville have en negativ effekt på omgivelserne.

Det blev desuden påpeget, at nævnets afgørelse var i kontrast til præmisserne for kommunens landzonetilladelse af 1. november 2012 til udstykning, som byggede på Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 20. september 2006. Ansøgeren fastholdt, at udstykningen netop var sket med henblik på opdeling af ejendommen i en erhvervsdel og en boliggrund samt omplacering af bolig og erhverv, hvilket skabte en berettiget forventning om, at byggeriet kunne placeres og indrettes som følge af udstykningstilladelsen. Vejdirektoratets afgørelse af 29. januar 2013 om adgangsforhold til de to matrikler, som ikke var påklaget, blev også nævnt.

Ansøgeren anførte, at de faktiske forhold ikke sagligt kunne sidestilles med planlovens krav til ny eller udvidet bebyggelse, da byggeriet i denne sag for længst var vurderet og sagsbehandlet, hvilket havde resulteret i eksisterende tilladelser. Endelig mente ansøgeren, at sagen burde forelægges det samlede Planklagenævn, da den ansås for at være af større betydning og principiel karakter.

Området og ejendommene

Sagen vedrørte to tilstødende ejendomme i landzone:

• [matrikel2] Egsmark By, Dråby, [adresse1]: Indeholder en kontor-/lagerbygning på 730 m², en silobygning på 32 m² og et udhus på 8 m².
• [matrikel1] Egsmark By, Dråby, [adresse2]: Ubebygget.

Ejendommene var oprindeligt en del af samme ejendom og har samme ejer. De ligger lige uden for et byzoneudlagt område (lokalplan nr. 141), ca. 50 meter øst for kysten ud mod Ebeltoft Vig, og afgrænses mod øst af Vibæk Strandvej. Der er støbt fundament til et tidligere ansøgt byggeprojekt på tværs af de to matrikler. Området er udpeget som muligt naturområde i kommuneplan 2016 for Syddjurs Kommune og er omfattet af kystnærhedszonen, men ligger uden for strandbeskyttelseslinjen.

Planklagenævnets oprindelige afgørelse

Planklagenævnet ændrede den 23. januar 2018 Syddjurs Kommunes to landzonetilladelser til afslag. Dette betød, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til opførelse af et enfamilieshus på 250 m² med kælder og en mellembygning på 30 m² på [adresse2], ligesom der ikke kunne gives tilladelse til en kontorbygning på 190 m² med kælder og en mellembygning på 16 m² på [adresse1].

Nævnet bemærkede, at en tidligere landzonetilladelse fra 2003 til et nyt hus og en erhvervsbygning på den daværende ejendom [adresse1] ikke havde betydning for nævnets vurdering, da den ikke var blevet påklaget og dermed ikke prøvet af det daværende Natur- og Miljøklagenævn. Det ansøgte projekt var heller ikke identisk med det, kommunen tillod i 2003.

Nævnets vurdering af boligen

Nævnet lagde vægt på, at boligen var påtænkt opført umiddelbart uden for byzone, hvilket stred mod hensynet til at undgå spredt og uplanlagt bebyggelse og til at sikre en klar grænse mellem land og by. Det ansøgte blev ikke anset for at være af underordnet betydning for de nationale planlægningsinteresser i kystområderne eller hensynet til at undgå præcedens. Nævnet fastslog, at der ikke var tale om en genopførelse af et eksisterende hus, da den tidligere beboelse lå på et areal, der nu er omfattet af [matrikel2], og det ansøgte hus ønskedes opført på en anden ejendom, [matrikel1].

Nævnets vurdering af kontorbygningen

Kontorbygningen var påtænkt opført uden for de områder, der i kommuneplanen var udlagt til erhverv, og lige uden for byzone. Dette stred mod hensynet til at undgå spredt og uplanlagt bebyggelse og til at sikre en klar grænse mellem land og by. Desuden var området udpeget som muligt naturområde, hvor inddragelse af arealer til formål, der kunne forringe naturindholdet, så vidt muligt skulle undgås. Nævnet vurderede, at det ansøgte ikke var af underordnet betydning for de nationale planlægningsinteresser i kystområderne eller hensynet til at undgå præcedens.

Planklagenævnet afslog anmodningen om genoptagelse af sagen, og nævnets afgørelse af 23. januar 2018 står dermed fortsat ved magt.

Begrundelse for afslag på genoptagelse

Nævnet fandt ikke, at der forelå nye faktiske oplysninger, som kunne begrunde en genoptagelse. Oplysninger om støbte fundamenter, kommunens landzonetilladelse fra 2003 til opførelse af bolig, og kommunens udstykningstilladelse fra 2012, samt Naturklagenævnets afgørelse fra 2006 om udstykning, var alle indgået i den oprindelige sagsbehandling.

Planklagenævnet fandt heller ikke, at der var begået væsentlige sagsbehandlingsfejl. Nævnet vurderede, at Naturklagenævnets afgørelse af 20. september 2006 ikke indebar en forventning om, at der ville kunne opnås landzonetilladelse til den senere ansøgte bebyggelse. Kommunens tidligere afgørelser fra 2003 og 2012 kunne ikke tillægges betydning, da Planklagenævnet ikke er bundet af kommunale afgørelser, medmindre disse er stadfæstet af nævnet eller tidligere planmyndigheder. Vejdirektoratets afgørelse om adgangsforhold efter vejlovgivningen blev ligeledes anset for irrelevant for nævnets afgørelse efter planloven. Endelig kunne det forhold, at Danmarks Naturfredningsforening ikke havde klaget, ikke tillægges betydning.

Sagen blev ikke anset for at være af "større eller principiel karakter", der ville kræve behandling af det fulde nævn, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Afgørelsens endelighed og gebyr

Planklagenævnets afgørelse om afslag på genoptagelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Fristen for den oprindelige afgørelse regnes fra 23. januar 2018.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret den påklagede afgørelse. Dette er i overensstemmelse med Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.