Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse for byggeri på en landbrugsejendom i Dragør Kommune

Planklagenævnet modtog en klage over Dragør Kommunes indirekte afgørelse om, at byggeri på en ejendom ikke krævede landzonetilladelse. Sagen blev oprindeligt indbragt for Natur- og Miljøklagenævnet den 28. juni 2016 og overført til Planklagenævnet den 1. februar 2017 i henhold til Lov om Planklagenævnet § 14, stk. 2.

Klagerens anbringender

Klageren, en omboende, anførte, at vedkommende ikke var blevet hørt som nærmeste nabo, på trods af at byggetilladelse var omtalt i lokalavisen den 21. juni 2016. Klageren mente, at der var tale om et fritidslandbrug, og at der burde tages hensyn til naturen i området. Den 24. maj 2017 oplyste klageren, at byggeriet var påbegyndt.

Kommunens svar

Dragør Kommune oplyste den 6. juli 2016, at der var meddelt landzonetilladelse til udstykning af en ny landbrugsejendom, offentliggjort den 3. marts 2014. Naboejere var orienteret, men klagerens ejendom var ikke en naboejendom i den forbindelse. Kommunen præciserede den 28. september 2016, at der ikke var meddelt landzonetilladelse til selve byggeriet, da kommunen vurderede, at bebyggelsen var erhvervsmæssigt nødvendig for driften og dermed undtaget fra tilladelseskravet i henhold til Planloven § 36, stk. 1, nr. 3. Byggetilladelsen blev meddelt den 26. maj 2016 og var ikke offentligt bekendtgjort.

Planklagenævnet traf delafgørelse i sagen i henhold til Lov om Planklagenævnet § 7.

Klagefrist og rettidighed

Nævnet fastslog, at Dragør Kommunes byggetilladelse af 26. maj 2016 udgjorde en indirekte afgørelse om, at byggeriet ikke krævede landzonetilladelse. Da afgørelsen ikke var offentliggjort, regnedes klagefristen fra det tidspunkt, hvor klageren fik kendskab til afgørelsen, hvilket var den 21. juni 2016 via lokalavisen. Klagen blev indgivet den 28. juni 2016, og Planklagenævnet fandt den derfor rettidig i henhold til Bekendtgørelse om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love § 2, stk. 1, nr. 1 og Bekendtgørelse om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love § 2, stk. 2.

Opsættende virkning

Planklagenævnet præciserede, at klagen behandles efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, som omhandler retlige spørgsmål, og ikke efter § 58, stk. 1, nr. 1. En klage efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3 har som udgangspunkt ikke opsættende virkning, jf. Lov om Planklagenævnet § 7, stk. 1. Nævnet kan dog beslutte at tillægge klagen opsættende virkning, hvis særlige grunde taler herfor, jf. Lov om Planklagenævnet § 7, stk. 3.

Vurderingen af opsættende virkning baseres på:

• Sandsynlighed for væsentlig lovovertrædelse.
• Risiko for, at udnyttelse af tilladelsen vil påvirke muligheden for fysisk lovliggørelse.
• Tidspunkt for klagens fremsættelse og aktivitetens påbegyndelse.

Planklagenævnet besluttede at tillægge klagen opsættende virkning, da det vurderes overvejende sandsynligt, at byggeriet forudsætter en landzonetilladelse, og at opførelse af byggeriet vil kunne påvirke muligheden for fysisk lovliggørelse negativt. Dette indebærer, at der ikke må iværksættes bygge- eller anlægsarbejder på ejendommen.

Delafgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.