Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til helårsbeboelse i sommerhus – Middelfart Kommune

Middelfart Kommune gav den 28. januar 2016 landzonetilladelse til ændret anvendelse af et sommerhus til helårsbeboelse på en ejendom i Båring By, Asperup. Ejendommen ligger i landzone og er omfattet af fredskovspligt, kystnærhedszonen og strandbeskyttelseslinjen. Den er desuden udlagt som værdifuldt landskab og særligt værdifuldt naturområde i Middelfart Kommuneplan 2013-2025.

Ejendommens karakteristika og ansøgers baggrund

Ejendommen er en skovparcel på ca. 7.000 m² med fem små sommerhuse på lejet grund. Ansøger har ejet det omhandlede sommerhus på 47 m² siden 2006 og har oplyst, at han bor i udlandet om vinteren af helbredsmæssige årsager. Sommerhuset er renoveret, kloakeret og tilmeldt renovation.

Sagsforløbet og tidligere afgørelser

Ansøger søgte oprindeligt om landzonetilladelse den 20. maj 2014. Middelfart Kommune videresendte ansøgningen til Naturstyrelsen for vurdering i forhold til strandbeskyttelseslinjen. Naturstyrelsen gav i første omgang en fejlagtig oplysning om, at ændringen ikke krævede dispensation. På baggrund heraf gav kommunen landzonetilladelse den 21. august 2014.

Grundejeren klagede den 1. december 2014 til Natur- og Miljøklagenævnet, da vedkommende ikke var blevet partshørt. Natur- og Miljøklagenævnet ophævede den 24. marts 2015 kommunens afgørelse på grund af manglende partshøring og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Naturstyrelsen genoptog sagen og gav den 13. juli 2015 en personlig dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til helårsbeboelse, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 1. Dispensationen blev udelukkende givet på grund af Naturstyrelsens tidligere fejlagtige oplysning, som havde skabt en berettiget forventning hos ansøger.

Kommunens fornyede afgørelse og klagen

Efter fornyet naboorientering og høring, hvor klageren og en nabo indsendte bemærkninger, gav Middelfart Kommune den 28. januar 2016 igen landzonetilladelse. Kommunen vurderede, at området kunne sidestilles med et sommerhusområde og henviste til den dagældende Planloven § 41, stk. 1, som gav pensionister ret til helårsbeboelse efter 8 års ejerskab. Kommunen fastslog, at ansøger opfyldte disse betingelser.

Grundejeren klagede den 3. marts 2016 til Natur- og Miljøklagenævnet (sagen blev senere overført til Planklagenævnet, jf. Lov om Planklagenævnet § 14, stk. 2). Klageren anførte, at området ikke kunne sidestilles med et planlagt sommerhusområde, og at en tilladelse ville medføre uønsket ændring af områdets karakter, herunder øget aktivitet, pres på kystområdet og lyspåvirkning i vinterperioden. Klageren henviste også til, at Naturstyrelsens dispensation alene skyldtes en fejl. Kommunen afviste at blande sig i grundejer/lejer-forholdet.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle kommunens afgørelse efter Planloven § 35, stk. 1, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1 og Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af landzonetilladelseskrav

Planklagenævnet bemærkede, at ændret anvendelse af et fritidshus til helårsbolig krævede landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1 på tidspunktet for kommunens afgørelse. Praksis tillod dog personlige tilladelser til pensionister i "sommerhusområder" i landzone, der kunne sidestilles med egentlige sommerhusområder, og hvor hensynet til det åbne land ikke talte imod, jf. den dagældende Planloven § 41.

Med ændringen af planloven, der trådte i kraft den 15. juni 2017, blev undtagelsen i Planloven § 36, stk. 1, nr. 18 indført. Denne bestemmelse fastslår, at landzonetilladelse ikke længere kræves til en pensionists personlige ret til at benytte en fritidsbolig til helårsbeboelse, når pensionisten har ejet ejendommen i 1 år. Det er ikke længere et krav, at området har karakter af et "sommerhusområde".

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet fandt, at ansøger opfyldte betingelserne i den dagældende Planloven § 41, stk. 1 og Planloven § 41, stk. 2. Da kriterierne i bestemmelsen er videreført og lempet med lovændringen i 2017, opfylder ansøger ligeledes kriterierne i den nugældende Planloven § 41, stk. 1 og Planloven § 41, stk. 2.

På baggrund heraf konkluderede Planklagenævnet, at det ansøgte ikke længere kræver en landzonetilladelse, idet ansøger har en umiddelbar ret til at benytte sit sommerhus til helårsbeboelse med de betingelser og rettigheder, der følger af Planloven § 36, stk. 9, Planloven § 36, stk. 10, og Planloven § 36, stk. 11, jf. Planloven § 36, stk. 1, nr. 18.

Planklagenævnet ophævede derfor Middelfart Kommunes afgørelse af 28. januar 2016. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.