Planklagenævnets afgørelse om lovliggørende landzonetilladelse til udhus i Syddjurs Kommune

Syddjurs Kommune meddelte den 24. februar 2016 en lovliggørende landzonetilladelse til et udhus på en ejendom beliggende i landzone, et bevaringsværdigt skovområde øst for Auning, der også ligger inden for skovbyggelinjen. Afgørelsen blev påklaget af en nabo til Planklagenævnet, som modtog sagen den 1. februar 2017 efter overførsel fra Natur- og Miljøklagenævnet.

Klagen og sagens baggrund

Klageren gjorde gældende, at den lovliggørende tilladelse ville skabe præcedens, og at den opførte bygning reelt var et sommerhus og ikke et udhus, som ansøgeren havde anført. Ejendommen, der er på ca. 1 ha, ligger mellem ansøgerens to andre ejendomme og grænser op til fredsskov. Ifølge kommunens oplysninger var der opført et brændeskur og en 50 m² bygning på ejendommen. Ansøgeren oplyste, at den nye bygning erstattede et tidligere udhus fra 1972, som var revet ned.

Kommunens besigtigelse og påbud

Ved en besigtigelse den 26. oktober 2015 konstaterede Syddjurs Kommune flere bygninger på de tre ejendomme, som der ikke fandtes landzonetilladelse til. Kommunen vurderede, at driftsbygninger ikke var nødvendige, men var indstillet på at give tilladelse til den nye bygning, da den erstattede en tidligere bygning. Dette blev dog betinget af, at de øvrige bygninger blev fjernet.

Ansøgning og naboorientering

Ansøgeren søgte den 15. december 2015 om lovliggørende landzonetilladelse og byggetilladelse til det eksisterende udhus på 50 m². Ansøgningen inkluderede tegninger og billeder, der viste en bygning med skrånende tag (højde 2,80 m til 3,70 m), betonfundament, sort træbeklædning, mindst to døre og vinduer samt Cembritt-tag. Ansøgeren forpligtede sig til at fjerne de øvrige bygninger.

Kommunen foretog naboorientering den 5. januar 2016 i henhold til Planlovens § 35, stk. 4. To naboer indsendte indsigelser, hvor de begge anførte, at bygningen ikke var et udhus, men en fritidsbolig/sommerhus. De henviste til bygningens konstruktion (isoleret, støbt gulv, Rockwool, dampspærre, termovinduer, solfanger) og den påtænkte anvendelse (græsplæne, legeplads). De udtrykte bekymring for øget færdsel, ændret naturområde og præcedens. Ansøgeren afviste indsigelserne som "langt fra sandheden" uden yderligere kommentarer.

Kommunens afgørelse og klagens indhold

Syddjurs Kommune meddelte den 24. februar 2016 lovliggørende landzonetilladelse på vilkår om, at bygningen kun måtte anvendes til opbevaring og ikke beboelse. Kommunen lagde vægt på, at bygningen erstattede et nedrevet udhus og var placeret tæt på det oprindelige sted.

Klageren fastholdt i sin klage, at bygningen var opført efter beboelsesstandarder og i praksis fungerede som et sommerhus, hvilket ændrede områdets karakter og skabte uønsket præcedens i det fredelige skovområde. Klageren nævnte også ændringer af skovveje, der nu endte blindt ved ansøgerens ejendom. Kommunen fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at tilladelsen var betinget af ikke-beboelse, og at der ikke var grundlag for præcedens, da der ikke var andre udhuse registreret i området.

Planklagenævnet anmodede Syddjurs Kommune om yderligere oplysninger om bygningens indretning og anvendelse (køkken, toilet, bad, strøm, vand). Kommunen svarede, at bygningen ved besigtigelsen var et enkelt rum uden køkken, bad eller toilet, og at der ikke var tegn på beboelse. BBR-registeret viste ingen vand- eller strømtilførsel. Ansøgeren kommenterede, at der ikke var bygget flere kvadratmeter siden 1981, men at den oprindelige bygning var ombygget/repareret.

Planklagenævnet traf afgørelse i sagen i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, jf. Planlovens § 35, stk. 1, der omhandler landzonebestemmelser.

Generelt om landzonebestemmelserne

Nævnet fremhævede, at hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker planlagt. Reglerne skal administreres under hensyntagen til landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige interesser. Landzoneområder skal som udgangspunkt friholdes for spredt bebyggelse, medmindre den er nødvendig for landbrug, skovbrug eller fiskeri. Nævnet understregede, at der lægges stor vægt på lovens almene formål, og at afgørelser kan have betydning for fremtidige lignende sager.

Skovbyggelinjen

Nævnet bemærkede, at der normalt ikke må placeres bebyggelse inden for 300 m fra skove, jf. Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 1. Dog er der en undtagelse for bebyggelse i landzone, hvortil der er meddelt landzonetilladelse, jf. Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 2, nr. 5. Hvis bygningen alene tjener som udhus, er dispensation fra skovbyggelinjen ikke nødvendig. Hensynet til skoven som landskabselement og levested skal dog stadig varetages ved administrationen af landzonereglerne.

Planklagenævnets konkrete vurdering

Planklagenævnet lagde til grund, at der tidligere havde ligget et udhus med nogenlunde samme placering. Nævnet fandt det dog ikke tilstrækkeligt godtgjort, at den nyopførte bygning var et udhus. Afgørende for nævnets vurdering var, at Syddjurs Kommune ikke havde forholdt sig konkret til bygningens anvendelse, udformning, indretning eller faciliteter, på trods af naboernes detaljerede indsigelser om bygningens standard og potentielle anvendelse som sommerhus.

Afgørelse

På baggrund heraf ophævede Planklagenævnet Syddjurs Kommunes afgørelse af den 24. februar 2016 om lovliggørende landzonetilladelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Kommunen skal foretage en konkret vurdering af bygningens anvendelse. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.