Afslag på landzonetilladelse til bibeholdelse af udhuse

Sagen omhandler en klage over Middelfart Kommunes afslag på landzonetilladelse til bibeholdelse af to udhuse på en ejendom i Gelsted. Ejendommen, der er på ca. 1,8 ha, består af et enfamiliehus i byzone og tre udhuse i landzone. Kun udhuset på 36 m² (bygning 5) var genstand for klagen til Natur- og Miljøklagenævnet.

Ejendommens bygninger og kommunens afgørelser

Ejendommen omfatter et enfamiliehus på 214 m² (opført 2008) i byzone samt tre udhuse i landzone:

• Udhus 4: 24 m², opført 2007, placeret ca. 55 m fra boligen.
• Udhus 5: 36 m², opført 2005, placeret ca. 71 m fra boligen.
• Udhus 6: 60 m², opført 1999, placeret ca. 110 m fra boligen.

Middelfart Kommune havde tidligere meddelt landzonetilladelse til udhus 6 på vilkår om nedrivning, når det ikke længere anvendes som læskur for heste. Kommunen begrundede dette med, at bygningen ikke var til gene og havde ligget der længe.

Kommunen meddelte derimod afslag på bibeholdelse af udhus 4 og 5, da de var opført uden tilladelse. Begrundelsen var, at bygninger i landzone skal placeres tæt på hovedbygningen, og at den nuværende placering ikke blev anset for nødvendig. Kommunen vurderede, at en ansøgning om opførelse på samme placering i dag ville medføre afslag. Det blev også bemærket, at ejendommen ikke er omfattet af landbrugspligt, hvorfor regler for erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri ikke finder anvendelse.

Klagerens argumenter

Klageren påklagede specifikt afslaget vedrørende udhus 5 (36 m²). Klageren anførte, at:

• Hovedbygningen (i byzone) og landzonedelen er forbundet af en smal markvej (10 m lang, 6 m bred), hvilket umuliggør opførelse af bebyggelse tættere på hovedbygningen uden at afskære forbindelsen.
• Der er ikke mulighed for yderligere bebyggelse på byzonedelen.
• Udhus 5 anvendes til opbevaring af træ, brænde, traktor og redskaber, hvilket er nødvendigt for vedligeholdelse af landzonedelen af ejendommen.
• Bygningen er hensigtsmæssigt placeret i et hjørne omgivet af træer og er ikke til gene for naboer eller landskabet.
• Flytning af bygningen ville være udfordrende grundet niveauforskelle og ville gøre den mere markant i landskabet.
• Bygningen har ligget der i en årrække uden klager.

Natur- og Miljøklagenævnets vurdering

Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) vurderede sagen i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1 og Planlovens § 35, stk. 1. NMK fremhævede, at landzonebestemmelserne har til formål at hindre uplanlagt arealanvendelse og beskytte landskabelige og jordbrugsmæssige værdier.

NMK fastslog, at:

• Ejendommen ikke er landbrugsnoteret, hvorfor undtagelsen for erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri i Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3 ikke finder anvendelse.
• Udhusene, der ligger henholdsvis 55 m og 71 m fra boligen, ikke kan anses for at være opført 'i tilknytning' til enfamiliehuset, som krævet i Planlovens § 36, stk. 1, nr. 7 for småbygninger uden tilladelse. Kravet om 'tilknytning' er som udgangspunkt opfyldt inden for ca. 20 m.
• Ved vurdering af landzonetilladelser lægges vægt på planlægningsmæssige og landskabelige hensyn samt lovens almene formål og præcedens. Bygninger skal som udgangspunkt placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelsesarealer for at udgøre en hensigtsmæssig enhed.
• Klagerens argumenter om markvejen og niveauforskelle kunne ikke føre til et ændret resultat, da der ikke forelå særlige forhold, der berettigede en tilladelse i strid med landzonebestemmelserne.

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede Middelfart Kommunes afgørelse af 20. maj 2014 om afslag på landzonetilladelse til bibeholdelse af de to udhuse på ejendommen.

Begrundelse for afgørelsen

Nævnet fandt, at bibeholdelse af udhusene på de ansøgte placeringer (ca. 55 m og 71 m fra boligen) ville være i strid med de hensyn, der skal varetages med Planlovens § 35, stk. 1 om landzonebestemmelserne. Der blev lagt vægt på, at bygningerne ikke kunne anses for at være opført i tilknytning til enfamiliehuset, som krævet for at undgå landzonetilladelse efter Planlovens § 36, stk. 1, nr. 7. Desuden var ejendommen ikke landbrugsnoteret, hvorfor undtagelsen i Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3 ikke fandt anvendelse.

Nævnet vurderede, at klagerens anbringender om markvejen og niveauforskelle ikke udgjorde særlige forhold, der kunne begrunde en fravigelse af landzonebestemmelserne. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 17 i lov om Natur- og Miljøklagenævnet. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62.