Afslag på landzonetilladelse til helårsbeboelse efter 40 års brug som fritidsbolig

Sagen omhandler en ejendom i landzone, som oprindeligt var en helårsbolig (medhjælperbolig), men som i 1973 fik tilladelse til udlejning som sommerhus. Ejeren ansøgte Syddjurs Kommune om landzonetilladelse til at ændre ejendommens status tilbage til helårsbolig. Kommunen meddelte afslag og efterfølgende et påbud om at ophøre med den ulovlige helårsbeboelse, der var påbegyndt.

Klagers argumenter

Klageren, repræsenteret ved en advokat, anførte, at en landzonetilladelse ikke var nødvendig, da huset reelt altid havde været anvendt til helårsbeboelse, og at statusændringen til sommerhus aldrig var formelt fuldbyrdet. Klageren fremlagde lejekontrakter fra 1991 og frem som dokumentation. Derudover argumenterede klageren for, at kommunen havde udvist passivitet ved ikke at have reageret i over 40 år, hvilket havde skabt en berettiget forventning hos ejeren. Endelig blev det fremhævet, at de kulturhistoriske og landskabelige hensyn i området, som er udpeget som bevaringsværdigt, bedre ville blive varetaget ved helårsbeboelse.

Kommunens afgørelse

Syddjurs Kommune baserede sit afslag på, at retten til helårsbeboelse var bortfaldet på grund af et kontinuitetsbrud, da ejendommen i mere end 40 år havde haft status som fritidsbolig. Kommunen lagde vægt på, at ejendommen ligger i et kystnært og landskabeligt værdifuldt område, hvor spredt bebyggelse skal undgås. Kommunen henviste til oplysninger fra BBR og folkeregistret, som understøttede, at ejendommen ikke havde været anvendt til helårsbeboelse i en lang periode før 2011. Kommunen afviste desuden argumentet om passivitet, da den handlede, så snart den i 2013 blev bekendt med den ulovlige anvendelse.

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede Syddjurs Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse samt påbuddet om lovliggørelse. Nævnet fandt, at en ændring af anvendelsen fra sommerhus til helårsbolig krævede en landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1.

Vurdering af kontinuitetsbrud

Nævnet lagde afgørende vægt på, at ejeren i 1972 selv havde oplyst til Boligministeriet, at huset var en fritidsbolig, som ikke var egnet til helårsbeboelse, for at opnå tilladelse til sommerhusudlejning. Sammenholdt med oplysninger fra BBR og folkeregistret konkluderede nævnet, at retten til at anvende ejendommen som helårsbolig var bortfaldet efter et længerevarende ophør i anvendelsen, jf. princippet i Planloven § 56, stk. 2.

Vurdering af landzonetilladelse

Nævnet vurderede, at der ikke var grundlag for at give den ansøgte tilladelse. Der blev lagt vægt på de planlægningsmæssige hensyn om at modvirke spredt bebyggelse i det åbne land. Ejendommens beliggenhed i kystnærhedszonen og i et område udpeget som bevaringsværdigt kulturmiljø og landskabeligt interesseområde talte imod en tilladelse. Nævnet fandt ikke, at tilstedeværelsen af enkelte andre helårsboliger i området kunne begrunde en fravigelse af de overordnede planhensyn.

Afvisning af passivitet

Argumentet om passivitet blev afvist. Nævnet fandt, at kommunen havde handlet, da den fik kendskab til det ulovlige forhold. Ejeren burde have vidst, at en genoptagelse af helårsbeboelse krævede tilladelse. Derfor kunne ejeren ikke have en berettiget forventning om at kunne fortsætte den ulovlige anvendelse.