Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til udstykning i Randers Kommune

Sagen omhandler Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 31. juli 2013 vedrørende et afslag på landzonetilladelse til udstykning af en parcel fra en landbrugsejendom i Randers Kommune. Ansøgerne havde påklaget Randers Kommunes afgørelse af 12. juni 2013, som afviste deres anmodning om udstykning af et areal på 1.100-1.200 m² til beboelse fra matr.nr. [...1] Tebbestrup By, beliggende på [adresse1].

Ejendommens Beliggenhed og Kommuneplanens Rammer

Ejendommen er en del af en samlet landbrugsejendom på 12,2 ha og ligger umiddelbart uden for landsbyafgrænsningen af Tebbestrup, som er udlagt til blandet bolig og erhverv i landzone ifølge Kommuneplan 2013 for Randers Kommune. Kommuneplanens retningslinje 1.5 fastslår, at områder i landzonen som udgangspunkt skal friholdes for anden bebyggelse end den, der er nødvendig for landbrugs-, skovbrugs- og fiskeridrift. Ny bebyggelse i landsbyer skal ske inden for landsbyens afgrænsning, hvor der kan tillades en begrænset vækst til helt lokale behov, såsom huludfyldning mellem eksisterende bebyggelse.

Kommuneplanens redegørelsesdel fremhæver desuden landskabets værdi og anbefaler, at engarealer mellem gårdene friholdes for bebyggelse for at bevare kontrasten mellem den tætte landsby og det åbne land.

Randers Kommunes Begrundelse for Afslag

Randers Kommune begrundede afslaget med, at det ansøgte areal ligger uden for landsbyafgrænsningen. Kommunen vurderede, at det "helt lokale behov" for udstykninger, defineret som op til 10 boliger over fire år, allerede var dækket, idet der var givet tilladelse til to udstykninger og ansøgt om yderligere tre inden for landsbyafgrænsningen i 2013. En tilladelse til den ansøgte udstykning ville derfor stride mod kommuneplanens retningslinjer for placering og antal nye udstykninger i landzone samt planlovens landzonebestemmelser, der skal hindre spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land. Kommunen anførte desuden, at ansøgernes personlige tilknytning til nærområdet ikke kunne lægges til grund for afgørelsen.

Klagerens Anbringender

Klagerne anførte, at ejendommen ligger inden for landsbyafgrænsningen, da den er placeret mellem to eksisterende bebyggelser, og at det ansøgte harmonerede med kommuneplanen og landzonebestemmelserne. De fremhævede, at kommunen stadig havde plads til yderligere udstykninger i henhold til deres egen målsætning. Klagerne argumenterede for, at udstykningen dækkede et helt lokalt behov, da de havde boet på ejendommen i 50 år, drevet landbrug og havde et stærkt socialt netværk i området, hvilket var vigtigt grundet svigtende helbred. De nævnte også en miljømæssig gevinst, da det smalle stykke jord var vanskeligt at bearbejde med moderne landbrugsredskaber uden overlapning.

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede Randers Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse til udstykning af en parcel til beboelse.