Planklagenævnets afvisning af klage vedrørende Gribskov Kommunes håndhævelse af forbud mod helårsbeboelse i sommerhus

Gribskov Kommune traf den 1. september 2008 afgørelse om afslag på dispensation fra forbuddet mod helårsbeboelse i et sommerhus på ejendommen [adresse1]. Afslaget blev givet til en lejer af sommerhuset, idet kommunen henviste til, at planloven ikke giver mulighed for en sådan dispensation.

Kommunen udtrykte dog, at den fandt det uretfærdigt, at Planloven § 40, stk. 2 ikke tillader dispensation til lejere af sommerhuse. På den baggrund tilkendegav kommunen, at den ville undlade at anvende sanktioner eller andre midler for at bringe den fortsatte helårsbeboelse til ophør. Kommunen anførte desuden, at lejeren havde vundet moralsk hævd på at bo i ejendommen på helårsbasis, men kunne ikke garantere, at andre myndigheder ville undlade at gribe ind.

Klagen til Planklagenævnet

En sommerhusejer i nærområdet klagede den 2. august 2017 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klageren gjorde gældende, at kommunen hverken i det konkrete tilfælde eller generelt håndhævede forbuddet mod helårsbeboelse i sommerhuse, som fastsat i Planloven § 40, stk. 1. Sagen havde tidligere været forelagt Ankestyrelsen, Det kommunale tilsyn, som henviste klageren til Planklagenævnet.

Planklagenævnet opfattede Gribskov Kommunes brev af 1. september 2008 som en afgørelse om afslag på dispensation efter Planloven § 40, stk. 2, samt en tilkendegivelse af, at kommunen ikke havde til hensigt at føre tilsyn med efterlevelsen af afslaget.

Nævnets kompetence

Planklagenævnet vurderede, at klagen ikke omhandlede selve afslaget på dispensation, men derimod kommunens manglende tilsyn og håndhævelse af forbuddet mod helårsbeboelse i sommerhuse, jf. Planloven § 40, stk. 1. Nævnet kan efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3 behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven. Kommunalbestyrelsen har pligt til at påse overholdelsen af planloven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, jf. Planloven § 51, stk. 1. Dette omfatter også at påse, at påbud og forbud efterkommes, og at vilkår i tilladelser overholdes, jf. Planlovens § 51, stk. 2. Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning, jf. Planlovens § 51, stk. 3.

Planklagenævnet kan i forbindelse med en kommunes tilsynsafgørelse tage stilling til spørgsmål om overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, men det er ikke omfattet af nævnets kompetence at behandle klager over selve udøvelsen af tilsynspligten, herunder kommunens tilrettelæggelse og prioritering af tilsynsopgaverne.

Afgørelse

Planklagenævnet konkluderede, at klagepunktet om kommunens manglende tilsyn og håndhævelse af forbuddet mod helårsbeboelse faldt uden for nævnets kompetence. Klager over kommunens udøvelse af tilsyn hører under Ankestyrelsen, Det kommunale tilsyn. Nævnet orienterede Ankestyrelsen om afgørelsen og opfordrede klageren til at kontakte Ankestyrelsen for at genoptage tilsynssagen.

Planklagenævnet kunne således ikke behandle klagen over Gribskov Kommunes afgørelse af 1. september 2008, da klagen ikke omfatter forhold, som nævnet har kompetence til at behandle. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.