Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til helårsbeboelse i sommerhus

Sagen omhandler en klage over Frederikssund Kommunes afslag på en ansøgning om dispensation til helårsbeboelse i et sommerhus. Klager, der var fraflyttet sin helårsbolig, ansøgte den 23. september 2014 kommunen om tilladelse til at anvende sit sommerhus til helårsbeboelse sammen med sin søn. Klager begrundede ansøgningen med manglende boligmuligheder, sønnens institutionsplads i Jægerspris, egen tilknytning til området samt kort afstand til arbejde, hvilket ville sikre økonomi og logistik.

Frederikssund Kommune meddelte afslag den 25. september 2014 med henvisning til Planloven § 40, stk. 1 og Planloven § 40, stk. 2. Kommunen begrundede afslaget med, at klagers situation ikke udgjorde et "særligt tilfælde" i henhold til kommunens restriktive administrationsgrundlag fra 27. marts 2007, som kun opregner fem specifikke tilfælde, hvor dispensation typisk kan meddeles, herunder helbredsmæssige årsager eller tidsbegrænsede perioder.

Klager påklagede afgørelsen den 16. oktober 2014 til Natur- og Miljøklagenævnet. Klager anførte, at kommunens eget administrationsgrundlag åbner mulighed for tidsbegrænsede dispensationer, og at klagers situation burde betragtes som et særligt tilfælde. Klager henviste desuden til, at "andre med børn i samme område har fået dispensation", og at "mennesker fra stormfloden sidste år har fået dispensation til at benytte deres sommerhus helårlig".

Kommunen fastholdt sin afgørelse og oplyste, at sagen var behandlet efter gældende praksis og en konkret, individuel vurdering. Kommunen afviste at have meddelt dispensationer i sammenlignelige tilfælde i området eller midlertidige dispensationer på grund af stormfloden.

Klagerens advokat anførte, at kommunens afgørelse ikke var tilstrækkeligt konkret begrundet, og at der i vidt omfang var givet tilladelser til sommerhusbeboelse i yderområderne i de seneste år. Advokaten mente, at reglerne om beboelse i udkantsområderne var blevet administreret forskelligt i kommunerne og krævede en begrundelse for, hvorfor klager ikke havde fået dispensation, "som så mange andre fået det i de Nordsjællandske kommuner". Advokaten fandt desuden kommunens henvisning til stormfloden usaglig.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse i sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, hvilket betyder, at nævnet alene kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens afgørelse.

Ansøgningens karakter

Nævnet bemærkede indledningsvis, at klager havde ansøgt om en permanent dispensation fra forbuddet mod helårsbeboelse. Hvis klager ønskede en tidsbegrænset dispensation, skulle en ny ansøgning indgives til kommunen.

Kommunens skønsmæssige vurdering

Nævnet fastslog, at det ikke er et retligt spørgsmål, der kan efterprøves af Natur- og Miljøklagenævnet, om der foreligger et "særligt tilfælde" efter Planloven § 40, stk. 2, eller om kommunen på den baggrund ønsker at meddele en dispensation. Dette ligger inden for kommunens skønsmæssige vurdering, som nævnet som udgangspunkt ikke kan efterprøve.

Overholdelse af forvaltningsretlige principper

Nævnet vurderede, om kommunen havde overholdt almindelige forvaltningsretlige principper, herunder forvaltningslovens krav om begrundelse og lighedsgrundsætningen.

Begrundelsespligt

En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, medmindre den fuldt ud giver parten medhold, jf. Forvaltningsloven § 22. Begrundelsen skal henvise til retsregler og, hvis afgørelsen er baseret på et administrativt skøn, angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Den skal også indeholde en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 2.

Nævnet fandt, at Frederikssund Kommunes begrundelse opfyldte forvaltningslovens krav, idet kommunen havde henvist til sin hjemmel og angivet, hvorfor den ikke fandt, at der var tale om et særligt tilfælde i relation til Planloven § 40, stk. 2, blandt andet gennem henvisning til sit administrationsgrundlag.

Lighedsgrundsætningen

Lighedsgrundsætningen indebærer, at ens sager som udgangspunkt skal have samme resultat, og at kommunen ikke må udøve usaglig forskelsbehandling. På baggrund af kommunens oplysninger om sin administrationspraksis, herunder at der ikke i området var meddelt dispensation fra forbuddet mod helårsbeboelse i sammenlignelige tilfælde med klagers situation, lagde nævnet til grund, at kommunen ikke havde udøvet usaglig forskelsbehandling. Klagerens advokats generelle synspunkter om kommunernes administration af Planloven § 40 kunne ikke føre til et andet resultat.

Konklusion

Natur- og Miljøklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen over Frederikssund Kommunes afgørelse.