Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en klage over Nyborg Kommunes afgørelse af 5. oktober 2016, hvor kommunen fastslog, at et merforbrug på 23,8 vægtprocent af let forurenet jord i forbindelse med en udvidelse af en støjvold ved Skovparken i Nyborg ikke medførte godkendelsespligt. Klagen blev indgivet af en advokat på vegne af den tidligere ejer af den tilstødende grund, som var blevet eksproprieret til formålet.
I 1996 etablerede Nyborg Kommune en støjvold langs motorvejen, som delvist lå på klagers ejendom. For at imødegå stigende støj vedtog Nyborg Byråd i 2007 Lokalplan nr. 146, der muliggjorde en udvidelse af støjvolden. Da der ikke kunne opnås enighed med klager, traf kommunen i 2008 afgørelse om ekspropriation af dele af klagers ejendom. Denne ekspropriation blev stadfæstet af Naturklagenævnet i 2009 og senere af Østre Landsret i 2013 og Højesteret i 2015, som fandt, at betingelserne for ekspropriation var opfyldt i henhold til Planlovens § 47, stk. 1.
Oprindeligt ansøgte Nyborg Kommune om tilladelse til genanvendelse af lettere forurenet jord i støjvolden efter Miljøbeskyttelseslovens § 19. Denne tilladelse blev påklaget, og Natur- og Miljøklagenævnet ophævede i 2011 kommunens afgørelser, idet nævnet fandt, at projektet var godkendelsespligtigt efter Miljøbeskyttelseslovens § 33. Nyborg Kommune udstedte herefter en miljøgodkendelse i marts 2011 i medfør af Miljøbeskyttelseslovens § 33, som ikke blev påklaget. Domstolene stadfæstede senere, at opførelsen af støjvolden var et anlæg til nyttiggørelse, og at miljøgodkendelsen var lovlig.
Efter færdiggørelsen af støjvolden i 2012 blev det konstateret, at den overskred vilkårene i lokalplanen og miljøgodkendelsen, herunder et merforbrug på 23,8 vægtprocent af let forurenet jord. Nyborg Kommune traf i 2015 afgørelse om lovliggørende dispensation fra lokalplanen. Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede denne dispensation i 2016 efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, men tog ikke stilling til spørgsmålet om godkendelsespligt efter miljøbeskyttelsesloven. Dette førte til den nu påklagede afgørelse fra Nyborg Kommune i oktober 2016, hvor kommunen vurderede, at merforbruget ikke krævede ny godkendelse.
Klager anførte, at mer-byggeriet ikke havde støjdæmpende effekt og var i strid med flere principper, herunder nyttiggørelsesprincippet og god forvaltningsskik. Klager mente, at kommunens sagsbehandlingsfejl burde medføre ugyldighed af forvaltningsakten og fremhævede en øget miljørisiko ved den lettere forurenede jord.
Nyborg Kommune fastholdt, at støjvolden var lovliggjort via dispensationen, og at merforbruget bidrog til en forbedret støjdæmpende effekt, hvilket understøttede nyttiggørelsesprincippet. Kommunen vurderede desuden, at støjvolden ikke udgjorde en trussel mod grundvandet.
Klager uddybede sin klageberettigelse ved at henvise til sin tilknytning til arealet, tidligere anerkendelse af klageadgang, tilstedeværelsen af 16 vandboringer på ejendommen, indflydelse på ekspropriationserstatningen, interesse i at overholde EU's nyttiggørelsesprincip, og kommunens manglende tilsynsforpligtelse i henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 68 og Miljøbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, nr. 2.
Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Nyborg Kommunes afgørelse om, at merforbruget af let forurenet jord ikke medførte godkendelsespligt. Afvisningen skyldtes, at klager ikke blev anset for at have den fornødne klageberettigelse.
Nævnet bemærkede, at kommunens afgørelse om godkendelsespligt som udgangspunkt ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 37, stk. 1 og Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed § 56, stk. 1. Dog kan afgørelser vedrørende kommunens egne virksomheder påklages, jf. Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed § 56, stk. 3 og Miljøbeskyttelseslovens § 37, stk. 2. I sådanne tilfælde følger klageberettigelsen de almindelige regler i Miljøbeskyttelseslovens § 98, stk. 1.
Nævnet vurderede, at klager ikke længere var grundejer, da ekspropriationen var endelig efter Højesterets dom af 21. maj 2015. Dette adskilte den aktuelle sag fra tidligere klagesager, hvor klagers klageberettigelse var anerkendt. En
Miljø- og LigestillingsministerietDen uvildige advokatundersøgelse viser, at der er sket fejl og forsømmelser i kommunens sagsbehandling, men advokatfirmaet finder ikke grundlag for at kritisere kommunens handlinger i forhold til at imødegå risikoen for jordskredet.
Kystdirektoratet
Miljoestyrelsen
Sagen omhandler en olieforurening på en ejendom, som stammer fra en nedgravet olietank på naboejendommen. Efter en delvis oprensning afviste Jammerbugt Kommune i 2010 at kræve yderligere tiltag, da en restforurening på ca. 47 kg ikke blev anset for at udgøre en risiko.
Denne afgørelse blev påklaget, og Natur- og Miljøklagenævnet ændrede den 12. november 2013 kommunens afgørelse. Nævnet påbød ejeren af naboejendommen at udarbejde et projekt for en mere omfattende oprensning. Projektet skulle sikre, at den miljø- og sundhedsmæssige risiko blev fjernet. Det blev specificeret, at restforurening kun kunne accepteres, hvis det med høj grad af sikkerhed kunne godtgøres, at den ikke udgjorde en risiko for grundvand, recipienter eller indeklima.
Kystdirektoratet har givet tilladelse til at uddybe sejlrenden ind til Esbjerg Havn. Uddybningen vil give havnen mulighed for modtage større skibe end i dag.
Ny vejledning beskriver, hvordan kommuner skal vurdere og håndtere støjgener fra idrætsanlæg i forbindelse med klagesager og planlægning.
På baggrund af nævnets afgørelse iværksatte Jammerbugt Kommune i 2014 en ny undersøgelse. Rapporten konkluderede, at restforureningen var væsentligt mindre end først antaget, anslået til 6-9 kg olie på et areal på ca. 1 m². Rådgiveren vurderede, at forureningen var svært tilgængelig, ikke udgjorde en risiko og at omkostningerne ved en fuld oprensning (ca. 150.000 kr.) var uforholdsmæssigt store.
Den 9. juli 2014 traf Jammerbugt Kommune en ny afgørelse om ikke at påbyde yderligere oprensning. Kommunen henviste til den nye undersøgelses resultater, at restforureningen var under Miljøstyrelsens bagatelgrænse, og at Region Nordjylland ikke ville kortlægge ejendommen. Denne afgørelse blev påklaget af grundejeren.
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Region Syddanmarks lovliggørende dispensation af 6. juli 2016 til...
Læs mereMiljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Køge Kommunes dispensation fra støjgrænser i en lokal forskrif...
Læs mere