Sag om parallelimport af lægemidler: Ompakning og varemærkeret

Sagen omhandlede en tvist mellem lægemiddelproducenten C. H. Boehringer Sohn GmbH m.fl. (herefter "Boehringer") og parallelimportøren Paranova A/S (herefter "Paranova"). Boehringer, som indehaver af varemærker til medicinske produkter, søgte at forbyde Paranova at ompakke produkter indkøbt i andre EU-medlemsstater til samme pakningsstørrelser og genanbringe varemærket (én-til-én ompakning) samt at kræve vederlag for uberettiget brug af varemærkerne.

Baggrund og Parternes Påstande

Boehringer nedlagde påstand om, at Paranova havde krænket deres varemærker (BERODUAL, BEROTEC, PERSANTIN, MEXITIL, DIXARIT, ATROVENT) ved at ompakke og genanbringe varemærkerne på produkterne. De krævede, at Paranova skulle ophøre med disse handlinger, anerkende krænkelsen og betale 1.000.000 kr. i erstatning/vederlag. Endvidere krævede Boehringer, at Paranova skulle ophøre med at anvende "BOEHRINGER INGELHEIM" som producentangivelse og i stedet angive den reelle producent.

Paranova påstod frifindelse og gjorde gældende, at ompakningen var nødvendig for at opnå effektiv adgang til det danske marked, bl.a. på grund af danske mærkningsregler, patienthensyn (f.eks. behov for dansk indlægsseddel, fjernelse af ikke-godkendte mundstykkeforlængere) og forbrugerpræferencer, som understøttet af en Gallup-undersøgelse.

EF-Domstolens Praksis

Sagen blev forelagt EF-domstolen, som i sin dom af 11. juni 1996 (forenede sager C-427/93, C-429/93 og C-436/93) fastslog principperne for parallelimport og ompakning af varemærkebeskyttede lægemidler. Det blev understreget, at en varemærkeindehaver kan modsætte sig markedsføring af ompakkede produkter, medmindre det godtgøres, at indehaverens brug af varemærkeretten bidrager til en kunstig opdeling af markederne. Ompakning er kun tilladt, hvis den er nødvendig for at markedsføre produktet i importmedlemsstaten, ikke berører produktets originale tilstand, klart angiver ompakker og producent, og ikke skader varemærkets omdømme. Importøren skal desuden underrette varemærkeindehaveren og levere en prøve.

Sagens Nærmere Omstændigheder

Paranova havde parallelimporteret produkter fra forskellige EU-lande, hvor pakningsstørrelser og priser varierede betydeligt. Nogle produkter blev ompakket én-til-én, andre med "rudeetikettering" (hvor den originale pakning dækkes af en etiket, der kun lader varemærket være synligt). Boehringer argumenterede, at tillægsetikettering var tilstrækkelig, og at fuldstændig ompakning var unødvendig og skadelig for varemærket. Paranova fastholdt, at ompakning var nødvendig for at overholde danske regler og sikre patienternes tillid.

Sø- og Handelsretten fandt, at ompakning af parallelimporterede produkter med genanbringelse af producentens varemærke kun er tilladt, hvis det er nødvendigt for at sikre importøren effektiv adgang til markedet.

Rettens Begrundelse

Retten vurderede, at Paranova ikke havde godtgjort, at deres adgang til markedet var ineffektiv, hvis produkterne blev tillægsetiketteret uden fuld ompakning. Gallup-undersøgelsen blev ikke anset for tilstrækkeligt bevis for det modsatte. Retten fandt, at tillægsetikettering var tilstrækkelig til at opfylde lægemiddellovgivningens krav til emballage, og at Paranova havde effektiv adgang til markedet via receptudleveringsreglerne.

Det blev ikke dokumenteret, at fjernelse af en mundstykkeforlænger eller behovet for at indsætte en dansk indlægsseddel i forseglede pakker gjorde fuld ompakning nødvendig. "Rudeetikettering" blev også anset for mere vidtgående end nødvendigt og dermed en krænkelse af Boehringers varemærkeret.

Afgørelse

Retten gav Boehringer medhold i påstandene 1-3, hvilket indebar, at Paranova tilpligtedes at anerkende at have gjort indgreb i Boehringers varemærkeret og at ophøre med den fortsatte anbringelse af varemærkerne på ompakkede produkter, i det omfang disse produkter var indkøbt eller kunne have været indkøbt i samme pakningsstørrelse som de er solgt i Danmark. Dette var dog betinget af, at produkterne i den pakningsstørrelse, hvori de markedsføres i Danmark, reelt var tilgængelige for Paranova i eksportstaterne.

Da Paranova var bekendt med de faktiske forhold, blev krænkelsen anset for forsætlig. Retten tilkendte Boehringer vederlag i henhold til Varemærkeloven § 43, stk. 1 på 1.000.000 kr. Beløbet skulle forrentes fra den 2. december 1996, da vederlagskravet først blev fremsat på dette tidspunkt, jf. Renteloven § 3, stk. 4.

Endvidere fik Boehringer medhold i påstand 5: Paranova tilpligtedes at ophøre med at anvende "BOEHRINGER INGELHEIM" som producentangivelse og i stedet angive det eller de selskaber, der på det importerede produkts originale pakning eller indlægsseddel er angivet som producent. Manglende behørig angivelse heraf udgjorde krænkelse af sagsøgernes varemærker.

Paranova blev pålagt at betale 100.000 kr. i sagsomkostninger til Boehringer.