Sag om erstatning, efterprovision og godtgørelse ved ophør af agenturaftale

Sagen omhandler en tvist mellem sagsøger, Oy Fennia Trading Ab, og sagsøgte, Christian Friis & Co. I/S, vedrørende ophøret af en agenturaftale indgået den 9. juni 1969. Sagsøgeren, en finsk agentvirksomhed, og sagsøgte, en dansk råvareagent i foderstoffer, havde samarbejdet om salg i Finland siden begyndelsen af 1960'erne. Agenturaftalen indeholdt bestemmelser om sagsøgerens eneret som agent i Finland for specifikke produkter, provisionsbetaling, og en opsigelsesperiode på 6 måneder.

Baggrund for Ophøret

Sagsøgte opsagde agenturaftalen den 27. april 1992 med henvisning til "mangel på information og meget begrænsede aktiviteter" samt "manglende samarbejdsånd". Sagsøgeren bestred opsigelsens berettigelse og henviste til aftalens opsigelsesvarsel og en klausul om rimelig kompensation ved tab af kundekreds, hvis aftalen blev opsagt uden sagsøgerens fejl.

Parternes Påstande og Argumenter

Sagsøgeren nedlagde påstand om betaling af 713.238,84 kr. bestående af godtgørelse/efterprovision og erstatning, beregnet ud fra et gennemsnit af provisionsbetalinger fra 1987-1991. Sagsøgte påstod frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb, og gjorde gældende, at sagsøgeren havde misligholdt aftalen ved illoyal optræden, herunder:

• At have repræsenteret konkurrerende virksomheder uden sagsøgtes viden.
• At have handlet uden om sagsøgte med visse sælgere.
• At have undladt at informere om devalueringen af den finske mark.
• Utilfredsstillende personaleforhold og manglende salgsindsats.

Sagsøgeren afviste beskyldningerne om illoyalitet og anførte, at der ikke var tale om en eksklusivaftale, at sagsøgte var bekendt med sagsøgerens øvrige aktiviteter, og at devalueringen af finmarken var almindeligt kendt. Sagsøgeren fremhævede desuden, at markedet i Finland var påvirket af eksterne faktorer som kogalskab (BSE) og forbud mod visse foderprodukter.

Finsk Rets Anvendelse

Parterne var enige om, at finsk ret skulle anvendes på retsforholdet. Sagen involverede fortolkning af den dagældende finske Lov om handelsrepræsentanter § 5 (agentens oplysningspligt), Lov om handelsrepræsentanter § 10 (ret til provision og efterprovision) og Lov om handelsrepræsentanter § 23 (hævelse af aftale ved vægtige grunde). Det finske Justitsministerium havde udtalt sig om lovens anvendelse og sondringen mellem efterprovision og kompensation for tab af kundekreds.

Sø- og Handelsretten fandt, at sagsøgtes opsigelse af agenturaftalen den 27. april 1992 var en uberettiget annullation, da der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at sagsøgeren havde handlet illoyalt eller misligholdt aftalen på en måde, der berettigede en øjeblikkelig ophævelse uden varsel. Retten lagde vægt på den frihed, råvareagenter normalt har til at kontakte andre sælgere, og at agenturaftalen ikke indeholdt begrænsninger herfor. Der blev ikke fundet grundlag for at bebrejde sagsøgeren manglende information om devalueringen af finmarken.

Retten fastslog, at sagsøgte burde have opsagt aftalen med 6 måneders varsel i overensstemmelse med aftalens punkt 8. Sagsøgeren havde derfor krav på erstatning for den mistede fortjeneste i opsigelsesperioden samt godtgørelse for den kundekreds, sagsøgeren havde oparbejdet, og som sagsøgte nu kunne drage nytte af.

Ved udmålingen af erstatningen og godtgørelsen lagde retten vægt på:

• Sagsøgtes tilegnelse af den kundekreds, sagsøgeren havde oparbejdet.
• Parternes lange samarbejdsperiode på 30 år.
• Sagsøgerens nedsatte aktiviteter og sagsøgtes problemer med at komme i kontakt med sagsøgeren.
• Eksterne faktorer som forbud mod ørredfoder og BSE-kvægsygdommen, der påvirkede markedet.

Ud fra et samlet skøn fastsatte retten erstatningen for efterprovision og godtgørelsen til 450.000 kr. Hertil kom procesrente og sagsomkostninger.

THI KENDES FOR RET: Sagsøgte, Christian Friis & Co. I/S, skal betale Oy Fennia Trading Ab 575.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 22. marts 1993, til betaling sker, samt 50.000 kr. i sagsomkostninger.