Forbrugerombudsmanden: Gyldighedsperiode på 6 måneder for refundering af ubrugte klippekort er urimelig
Dato
17. juli 2014
Afgørelsestype
Fuld sag
Emner
Et trafikselskab anmodede Forbrugerombudsmanden om en vurdering af en planlagt udfasning af deres 10-turskort i 2013. Selskabet påtænkte at varsle salgsstoppet 3-5 måneder før udfasningen. På bagsiden af de eksisterende 10-turskort var trykt: ”Kortets gyldighed kan annulleres ved opslag med 6 måneders varsel”.
Forbrugerombudsmandens vurdering
Forbrugerombudsmanden vurderede, at:
- Ved køb af et klippekort etableres en fordring på naturalopfyldelse (transportydelsen).
- Forbrugeren køber X antal transportydelser mod betaling.
- Ved købet indgås en bindende aftale mellem to parter, jf. Aftaleloven § 1, hvor trafikselskabet ikke ensidigt kan frigøre sig fra pligten til at levere transportydelsen, uden at misligholde aftalen.
- Den almindelige forældelsesfrist for fordringer på naturalopfyldelse er tre år ifølge Forældelsesloven § 3.
- Udgangspunktet er, at forældelsesfristen ikke kan fraviges ved forudgående aftale til skade for forbrugeren, jf. Forældelsesloven § 26, stk. 2.
- En kortere forældelsesfrist kan aftales, hvis der er udstedt et dokument for fordringen, jf. Forældelsesloven § 26, stk. 4. Dette gælder fx gavekort og tilgodebeviser, og klippekort er omfattet af denne undtagelse.
- En kortere forældelse end tre år efter Forældelsesloven § 26, stk. 4 forudsætter, at dette er aftalt på forhånd og anses for et rimeligt kontraktvilkår.
Afgørelse
Forbrugerombudsmanden udtalte, at trafikselskabet ikke kunne fastsætte en gyldighedsperiode på 6 måneder for refundering af ubrugte 10-turs klippekort i forbindelse med en udfasning. Dette var i strid med de almindelige aftaleretlige regler, da selskabet ensidigt fastsatte et ugyldighedstidspunkt for en købt ydelse. Hvis selskabet fremadrettet ønsker at benytte undtagelsen i Forældelsesloven § 26, stk. 4, skal fristen fremgå tydeligt af selskabets vilkår og være mindst et år for at være et rimeligt kontraktvilkår.
For så vidt angår de indtil nu købte 10-turskort, skal trafikselskabet give kunderne mulighed for i 3 år fra købsdatoen enten at få rejsekvitteringer svarende til antallet af klip, eller få refunderet ubenyttede klip til købsprisen, eventuelt mod et rimeligt ekspeditionsgebyr.
Lignende afgørelser