Sag om godtgørelse for afskedigelse efter afslag på deltidsarbejde og manglende ansættelsesbevis

Sagen omhandler en lægesekretær, HGS, der blev afskediget af sin arbejdsgiver, læge AIE, efter at have afvist et tilbud om at overgå til deltidsarbejde. HGS, repræsenteret af HK Danmark, gjorde krav på godtgørelse for usaglig afskedigelse i henhold til Deltidsloven § 4a, stk. 3 og for manglende udstedelse af ansættelsesbevis i henhold til Ansættelsesbevisloven § 6.

Baggrund for ansættelsesforholdet

HGS blev ansat som lægesekretær hos AIE den 1. september 1998 med en ugentlig arbejdstid på 37 timer. Ansættelsen skete i henhold til en ansættelsesaftale af 30. juni 1998. HGS modtog aldrig et formelt ansættelsesbevis i overensstemmelse med lovgivningen.

Afskedigelsen og dens årsag

I september 2002 sygemeldte HGS sig. Den 28. september 2002 opsagde AIE HGS's stilling med udløb 31. januar 2003 og tilbød samtidig en genansættelse som lægesekretær på 20 timer om ugen fra 1. februar 2003. AIE begrundede opsigelsen med ændringer i arbejdsmængden, herunder nedgang i patienttal og overgang til elektronisk journalisering, som reducerede skrivearbejdet betydeligt. HGS afviste tilbuddet om deltidsarbejde, da det ikke kunne hænge sammen med den oplevede arbejdsbyrde, og da hun planlagde at gå på efterløn som 60-årig.

Tidligere krav og tvister

Før opsigelsen havde HK Roskilde, på vegne af HGS, rejst krav mod AIE for manglende pensionsbidrag og for manglende udstedelse af ansættelsesbevis. AIE havde betalt de krævede beløb, herunder 5.000 kr. for det manglende ansættelsesbevis. HK Danmark fastholdt dog, at den fortsatte mangel på et fyldestgørende ansættelsesbevis udgjorde en ny overtrædelse.

Parternes påstande

HK Danmark for HGS nedlagde påstand om betaling af 209.048,86 kr. med procesrente, fordelt som følger:

AIE nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb. Der var ikke tvist om den beløbsmæssige opgørelse af HGS's krav, eller at HGS ikke havde modtaget et ansættelsesbevis.

Sø- og Handelsretten afgjorde sagen efter stemmeflertal. Flertallet af dommerne fandt, at AIE ikke havde godtgjort, at afskedigelsen af HGS ikke skyldtes hendes afslag på at arbejde på deltid. Selvom der var dokumenteret en nedgang i patienttal, var der ikke en tilsvarende nedgang i ydelser, og overgangen til elektronisk journalisering gav ikke tilstrækkeligt grundlag for en pludselig og uforhandlet reduktion af arbejdstiden fra 37 til 20 timer ugentligt.

Godtgørelse for afskedigelse

Retten lagde vægt på, at en afvisning af at overgå fra fuldtids- til deltidsbeskæftigelse ikke i sig selv er en gyldig grund til afskedigelse, medmindre det skyldes virksomhedens driftskrav. Flertallet fandt, at AIE ikke havde løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen var driftsmæssigt begrundet og ikke relateret til HGS's afslag på deltid. Under hensyn til HGS's alder (57 år), ansættelsens varighed (4 år), hendes muligheder for at finde anden beskæftigelse og betydningen for hendes efterløn, fastsatte retten godtgørelsen til et beløb svarende til tre måneders løn, svarende til 66.349,62 kr. Dette beløb er i overensstemmelse med principperne i Deltidsloven § 4a, stk. 3.

Godtgørelse for manglende ansættelsesbevis

Retten fandt, at AIE's fortsatte undladelse af at give HGS et fyldestgørende ansættelsesbevis, selv efter en tidligere betaling for samme mangel, udgjorde en ny overtrædelse af Ansættelsesbevisloven § 6. Da der ikke var oplyst om skadevirkninger af denne undladelse, fastsattes godtgørelsen til 5.000 kr.

Samlet afgørelse

Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening som mandatar for læge AIE blev dømt til at betale HK Danmark som mandatar for HGS et samlet beløb på 71.349,62 kr. (66.349,62 kr. + 5.000 kr.) med procesrente fra den 11. januar 2003. Derudover skulle AIE betale 14.000 kr. i sagsomkostninger.

En mindretalsdommer, Hans Jørgen Nielsen, stemte for frifindelse af AIE, idet han fandt, at AIE tilstrækkeligt havde godtgjort, at afskedigelsen skyldtes virksomhedens driftsforhold.

Anket 2. september 2004 (Højesterets j.nr. 390/04).Sagen er sluttet i Højesteret den 16. maj 2006.