Tandlæges funktionærstatus og krav på godtgørelse ved usaglig opsigelse

Sagen omhandler spørgsmålet, hvorvidt sagsøgeren, AT, en tandlæge, skal betragtes som funktionær og dermed have krav på fratrædelsesgodtgørelse, godtgørelse for usaglig afskedigelse og manglende løn i opsigelsesperioden. Desuden blev der rejst krav om godtgørelse for manglende ansættelsesbevis. Sagsøgte var BB, alternativt EE (et anpartsselskab), som ejede tandlægeklinikken.

Baggrund for samarbejdet

AT indgik den 14. marts 1977 en specialkontrakt for tandlægesamarbejde med tandlægerne FF og BB. Kontrakten fastslog eksplicit, at samarbejdet "ikke er et funktionærforhold". Ifølge kontrakten skulle AT udføre sit arbejde selvstændigt, fastlægge egen arbejdstid (inden for klinikkens åbningstider), og hans fortjeneste var provisionsbaseret, hvoraf 60% gik til dækning af klinikkens omkostninger. AT skulle selv afholde udgifter til forsikringsdækning og havde regresansvar over for klinikken for fejl begået af ham. Kontrakten indeholdt også bestemmelser om opsigelsesvarsler og et konkurrenceforbud efter ophør.

I 1991 blev der indgået et tillæg til samarbejdsaftalen, som ændrede vederlagsberegningen og introducerede fælles ansættelse af tandplejere. Senere, i 1994, etablerede BB og FF hver sit anpartsselskab, hvor EE blev ejer af klinikken i 1997. AT blev opsagt den 31. oktober 2003.

AT's påstande og begrundelse

AT nedlagde påstand om, at BB, subsidiært EE, skulle betale 768.053,64 kr. med tillæg af procesrente. Kravet omfattede erstatning for løn i opsigelsesperioden, feriepenge, fratrædelsesgodtgørelse og godtgørelse for usaglig afskedigelse i medfør af Funktionærloven § 2a og Funktionærloven § 2b, samt godtgørelse for manglende ansættelsesbevis (10.000 kr.).

AT argumenterede for, at han var funktionær, da hans arbejde var klinisk bistandsydelse af ikke-håndværksmæssig karakter, og han var i en tjenestestilling underlagt instruktionsbeføjelser, jf. Funktionærloven § 1, stk. 1 b og § 1, stk. 2. Han henviste til, at BB reelt bestemte patientfordeling, valg af klinikassistenter, indkøb af udstyr og arbejdstid. Desuden var pensionsaftaler indgået på baggrund af et ansættelsesforhold, og klinikken havde søgt dagpengerefusion for AT's sygdom. Opsigelsen af AT, hvor BB fritstillede ham, understøttede også, at BB anså ham for ansat. AT mente, at opsigelsen var usaglig, da der ikke var alvorlige samarbejdsproblemer, og han ikke havde modtaget en advarsel trods 26 års anciennitet.

BB's og EE's påstande og begrundelse

BB og EE nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb. De anførte, at AT ikke var funktionær, men selvstændig erhvervsdrivende, som det fremgik af kontrakten. De fremhævede, at AT havde en højere provisionsløn, selv fastsatte sin arbejdstid, og ikke modtog løn under sygdom. De bestred, at AT var underlagt instruktionsbeføjelser i praksis, og at han havde medfinansieret udstyr og betalt egne kurser. Opsigelsen blev anset for saglig på grund af samarbejdsvanskeligheder. BB anførte desuden, at EE var den rette sagsøgte, da klinikken var overdraget til anpartsselskabet i 1997.

Sø- og Handelsretten fandt, at AT var funktionær og tilkendte ham godtgørelse for usaglig opsigelse samt løn i opsigelsesperioden. Retten frifandt BB for påstanden om godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis. EE blev frifundet.

Rettens begrundelse for funktionærstatus

Retten lagde vægt på, at AT, trods kontraktens ordlyd, reelt var underlagt instruktionsbeføjelser og indtog en tjenestestilling. Dette blev underbygget af, at AT ikke selv kunne bestemme patientfordelingen, valg af klinikassistenter eller indkøb af udstyr. Klinikkens indehavere havde adgang til at kontrollere AT's arbejde, og BB's fritstillelse af AT i opsigelsesbrevet viste, at BB anså sig for instruktionsbeføjet. Den omstændighed, at AT havde det tandlægefaglige ansvar, adskilte ikke hans ansættelsesforhold fra andre tandlæger (som LL), der ubestridt havde funktionærstatus. Da AT's arbejde var klinisk bistandsydelse af ikke-håndværksmæssig karakter, fandt retten, at han var funktionær i henhold til Funktionærloven § 1, stk. 1 b og § 1, stk. 2.

Rettens vurdering af opsigelsens saglighed

Retten fandt, at opsigelsen af AT var usaglig. Begrundelsen om samarbejdsvanskeligheder og udeblivelse fra et møde blev ikke anset for tilstrækkelig. AT's forklaring om forsinkelse til mødet på grund af patientbehandling blev lagt til grund, og der var ikke ført bevis for alvorlige samarbejdsproblemer, der kunne begrunde en opsigelse uden forudgående advarsel, især med AT's 26 års anciennitet.

Udmåling af godtgørelse og retsforhold

Retten fastslog, at BB var den rette sagsøgte, da det ikke var godtgjort, at AT var blevet orienteret om overdragelsen af klinikken til EE i 1997. AT's manglende reaktion på post adresseret til anpartsselskabet indebar ikke en stiltiende accept af debitorskiftet. EE blev derfor frifundet.

Retten tilkendte AT følgende beløb fra BB:

BB blev pålagt at betale sagsomkostninger til AT, herunder advokatudgifter, retsafgift og øvrige positive udgifter, i alt 91.254,23 kr. Hver part bar egne omkostninger i adcitationssagen vedrørende EE.

Bemærk! Dommen af anonymiseret f.s.v. angår alle sagens parter.