Sag om bonusberegning i Alm. Brand Bank A/S for 2009 og 2010

Sagen omhandler en tvist mellem DJØF, som mandatar for en tidligere afdelingsdirektør (A) i Alm. Brand Bank A/S (herefter Alm. Brand), og Finanssektorens Arbejdsgiverforening, som mandatar for Alm. Brand Bank A/S. Tvisten drejer sig om A's ret til partnerbonus og generel bonus for årene 2009 og 2010, og især om grundlaget for beregningen af disse bonusser.

Partnermodellen og Generel Bonusordning

Alm. Brand introducerede i 2007 en partnermodel for udvalgte nøglemedarbejdere, herunder A. Formålet var at tiltrække og fastholde medarbejdere gennem en resultatorienteret lønpakke. Partnerbonussen var baseret på "merindtjening", defineret som resultat før skat minus en "tærskelværdi". Overskudsandelen skulle stige år for år. Der var også en generel bonusordning for alle medarbejdere i Markets, baseret på tre delmål: resultatmål (50%), performancemål (25%) og kundetilfredshedsmål (25%).

Tvistens Kerne

Alm. Brand meddelte i februar 2010, at der ikke ville blive udbetalt partnerbonus eller generel bonus for 2009, da resultatet før skat og bonus var under de fastsatte tærskelværdier og mål. Dette skyldtes især en markant lavere indtjening i 2009, påvirket af finanskrisen og en omstrukturering af Alm. Brand Markets, herunder lukningen af kontoret i Silkeborg.

A gjorde gældende, at bonusgrundlaget skulle opgøres ud fra et internt regnskab, som han selv havde udarbejdet, og at visse ekstraordinære udgifter ikke skulle fradrages. Disse udgifter omfattede:

A mente, at disse poster var strategiske beslutninger, der ikke burde påvirke bonusberegningen, og at Alm. Brand havde handlet i strid med Funktionærloven § 17a ved at ændre bonusgrundlaget ensidigt. Han hævdede, at de månedlige regnskaber havde skabt en berettiget forventning om bonus.

Alm. Brand fastholdt, at bonusgrundlaget skulle baseres på deres internt reviderede regnskab for Markets, som viste et negativt resultat for 2009. De anførte, at de omstridte udgifter var korrekt periodiseret og bogført i henhold til internationale regnskabsstandarder (IFRS), og at nedskrivningen af goodwill var en lovpligtig konsekvens af bankens ændrede strategi og værdiforringelsestest. De afviste, at der var tale om retsmisbrug, og at A's fremlagte regnskab ikke var det endelige og afstemte grundlag for bonusberegning.

Sø- og Handelsretten frifandt Alm. Brand Bank A/S for A's påstande om bonusbetaling for 2009 og 2010.

Retten lagde til grund, at udgangspunktet for afgørelsen var parternes aftale om bonus, og ikke Funktionærloven § 17a. Ifølge aftalen var bonusgrundlaget "årets resultat før skat", og for koncernomkostninger skulle der tages udgangspunkt i de budgetterede omkostninger, ikke de faktiske.

Retten fandt, at de omstridte udgiftsposter – periodiseret lønudgift til opsagte medarbejdere, huslejeudgifter til opsagt lejemål og nedskrivning af goodwill på 49 mio. kr. – var korrekt indregnet i regnskabet for Markets. Disse posteringer var i overensstemmelse med internationale standarder for årsregnskaber og kunne ikke betegnes som eksogene omkostninger, der skulle udelades fra bonusberegningen.

Det blev ikke godtgjort, at A's fremlagte interne regnskab skulle lægges til grund for bonusberegningen. Retten fastslog, at det af Alm. Brand fremlagte regnskab, som udviste et underskud for 2009, var det korrekte grundlag for bonusberegningen for både den generelle bonus og partnerbonussen. Da regnskabet for 2009 udviste et underskud, der skulle overføres til 2010, tilkom der ikke A noget bonusbeløb for disse år.

A blev pålagt at betale sagsomkostninger på 100.000 kr. til Finanssektorens Arbejdsgiverforening, forrentet efter Renteloven § 8a.

Sagen er anket til Højesteret (HR 132/14) den 17. juli 2014. Stadfæstet den 19. november 2015.