Tvistsag om fast afgift for fjernvarme: Arealberegning og tilbagebetaling

En forbruger har klaget over Svendborg Fjernvarme A.m.b.a. vedrørende beregningen af den faste afgift for fjernvarme. Tvisten omhandler, hvilket areal der skal lægges til grund for beregningen, samt spørgsmålet om forældelse af et eventuelt tilbagebetalingskrav.

Parternes påstande og argumenter

• Forbrugeren gjorde gældende, at den faste afgift skulle beregnes ud fra det i Bygnings- og Boligregistret (BBR) registrerede boligareal på 116 m² og ikke de 137,30 m², som energiselskabet anvendte. Forbrugeren krævede endvidere tilbagebetaling af for meget betalt afgift siden overtagelsen af ejendommen i 2004 samt en reduktion for rum, der ikke opvarmes med fjernvarme.

• Svendborg Fjernvarme A.m.b.a. fastholdt, at beregningen var korrekt og baseret på det i den individuelle aftale specificerede "opvarmede bruttoetageareal" på 137,30 m². Selskabet argumenterede for, at dette areal var aftalt, og at deres leveringsbestemmelser, som er anmeldt til Energitilsynet i medfør af varmeforsyningsloven, dannede grundlag for afregningen.

Sagens faktiske omstændigheder

Kernen i sagen er fortolkningen af begrebet "boligareal" i selskabets leveringsbestemmelser og takstblad. Det er ubestridt, at selskabets aftaledokumenter og leveringsbestemmelser er udarbejdet ensidigt uden individuel forhandling med den enkelte forbruger. Mens BBR angiver et boligareal på 116 m², har selskabet opkrævet afgift baseret på et selvopmålt areal på 137,30 m².

Hovedkonklusion

Ankenævnet gav klageren medhold i, at den faste afgift skulle beregnes på baggrund af det boligareal, der er registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR), hvilket for nærværende er 116 m². Svendborg Fjernvarme A.m.b.a. blev pålagt at tilbagebetale for meget opkrævet fast afgift for perioden fra 5. oktober 2009 og frem til forbrugerens seneste indbetaling. Beløbet skal forrentes fra den 6. november 2012 indtil betaling sker. Energiselskabet blev desuden pålagt at betale sagsomkostninger.

Ankenævnets begrundelse

• Fortolkning af aftalevilkår: Nævnet konstaterede, at begrebet "boligareal" i selskabets leveringsbestemmelser og takstblad var udefineret. Da der var tale om et standardvilkår, som ikke havde været genstand for individuel forhandling, skulle tvivl om fortolkningen komme forbrugeren til gode. Dette følger af princippet i Aftaleloven § 38 b, stk. 1. Den mest gunstige fortolkning for forbrugeren var at anvende det BBR-registrerede areal, som også er den mest gængse praksis i fjernvarmebranchen.

• Ændring af aftalen: Med henvisning til Aftaleloven § 38 c, stk. 1 sammenholdt med § 36, bestemte nævnet, at aftaleforholdet skulle ændres, så den faste afgift fremover beregnes ud fra det til enhver tid gældende BBR-registrerede areal.

• Afvisning af fradrag for uopvarmede rum: Klagerens krav om reduktion for skråvægge og fritagelse for en uopvarmet førstesal blev afvist. Nævnet henviste til en fast administrativ praksis, hvorefter det ikke anses for urimeligt i henhold til Varmeforsyningsloven § 21, stk. 5, at anvende det samlede etageareal som grundlag for faste omkostninger. Det afgørende er muligheden for at opvarme arealerne, ikke den faktiske opvarmning.

• Forældelse: Forbrugerens tilbagebetalingskrav var underlagt den almindelige 3-årige forældelsesfrist. Klagen blev modtaget af ankenævnet den 5. oktober 2010, hvilket afbrød forældelsen i henhold til Forældelsesloven § 21, stk. 2. Krav vedrørende perioden før 5. oktober 2009 var derfor forældede.

• Renter: Kravet på morarenter blev imødekommet i henhold til Renteloven § 3 og Renteloven § 5. Renten skulle beregnes fra 6. november 2012, hvilket er 30 dage efter, at selskabet blev gjort bekendt med kravet.